De praler af deres bedrifter, er selvoptagede og dominerende og bruger det til deres egen fordel. Førhen troede man, at narcissister var drevet af et lavt selvværd og gennem deres grandiose opførsel forsøgte at booste og beskytte det.
Men sådan hænger det ikke altid sammen, skriver mediet Live Science.
Nyere forskning har givet et mere nuanceret syn på narcissisme, og forsker Virgil Zeigler-Hill, psykologiprofessor fra Oakland University i USA, er en af dem, der har undersøgt, hvad der driver narcissister i et nyt studie.
Studiet viser, at selvværd blandt narcissister er svingende og ofte afhænger af, om de forsøger at opnå henholdsvis status eller beundring fra omverdenen.
I studiet har 808 psykologistuderende deltaget i spørgeskemaundersøgelser, der afslørede deres niveauer af narcissistiske træk, og i en uge rapporterede om følelser, der angik social status, inklusion og selvværd.
Selvom langt de fleste ikke kunne karakteriseres som narcissister, viste de studerende svingende niveauer af de klassiske narcissistiske træk. Det gjorde, at forskerne kunne sammenligne de personer, der tenderede til at have flere narcissistiske træk med dem, som havde færre, og hvor det viste sig i mindre grad.
Resultaterne viser, at de studerendes niveau af selvværd var forskellig, afhængigt af hvilke slags narcissistiske træk de rapporterede.
Dé, som søger beundring fra andre, har i undersøgelsen et generelt højt selvværd. De forsøger at opnå deres mål ved at være charmerende og engagerende, og de oplever ofte, at målet bliver opfyldt.
Anderledes er det for de narcissistiske personer, som jagter status. De ser ofte verden som et nulsumsspil og andre mennesker som rivaler, skriver Live Science. Ifølge forskerne har den type af narcissister ofte et lavt selvværd og er sværere for andre at omgås.
»Det er endnu et bevis, der tyder på, at de måder, hvorpå narcissistiske mennesker oplever deres sociale verden, sandsynligvis er vigtigere end deres selvværd,« påpeger studiets hovedforfatter, Virgil Zeigler-Hill, ifølge Live Science.