Nabostater går i krig for en sikkerheds skyld

Fem dage efter at græsk-cypriotiske nationalister gennemførte et statskup på Cypern i 1974, ankom tyrkiske styrker på den tredjestørste ø i Middelhavet.

Siden dengang har Cypern været delt på midten. I nord har Tyrkiet de facto kontrol, den sydlige del kontrolleres af republikken Cypern.

Martin Austvoll Nome har studeret optakten til det, som skulle udvikle sig til at blive en besættelse, i sin ph.d.-afhandling ved Universitetet i Oslo.

»Det har været den gængse opfattelse i forskningen, at såkaldte slægtningestater oftere intervenerer i en anden stat, i forhold til hvad andre stater gør, men vi har kun lidt viden om, hvad der er årsagen til, at det er sådan. Vi kender ikke godt nok de politiske beslutningsprocesser, som sker før afgørelsen om at intervenere,« siger Martin Austvoll Nome. (Ordet ’slægtningestater’ er forskerens eget, red.)

Netop de politiske beslutningsprocesser er, hvad Martin Austvoll Nome har studeret. Tyrkiet og Cypern er brugt som eksempel.

Støtter sine egne

»Slægtningestater er betegnelsen for stater, hvor den nationale majoritet i et land er en national minoritet i et andet,« forklarer Martin Austvoll Nome.

Et eksempel er Tyrkiet og Cypern, da der bor en tyrkisk minoritet på Cypern.

Martin Austvoll Nome forklarer, at det er alment kendt, at slægtningestaterne gerne udvikler politik særskilt rettet mod den nationale minoritet, som bor i nabolandene.

»At gribe ind med væbnet magt, altså en militær intervention, er et ekstremt eksempel på, hvordan slægtningestatsforholdet kan påvirke politikken,« siger Martin Austvoll Nome.

Martin Austvoll Nome har særligt ønsket at finde ud af, hvilke betingelser der ligger til grund for en sådan militær indgriben. Han havde en hypotese:

»Min antagelse var, at en forudsætning for intervention er, at magtforholdene i landet, hvor den nationale gruppering er i minoritet, potentielt kan ændres hurtigt og kraftigt. Hvis majoritetsgrupperingen ikke kommer igennem med at overbevise minoriteten om, at deres position ikke vil blive svækket, kan slægtningestaten vælge at gå ind militært for at støtte sin befolkning,« siger han.

Mangler troværdighed

Dynamikken, som kan lede op til interventionen, har Martin Austvoll Nome valgt at kalde et ’troværdighedsproblem’.

»Hvis majoriteten overkommer at overbevise minoriteten om, at magtforholdet ikke bliver forrykket, er der heller ingen grund til at intervenere. Antagelserne om og forventningerne til, hvad der vil ske i nær fremtid er derfor afgørende for, hvorvidt en intervention sker,« siger Martin Austvoll Nome.

Martin Austvoll Nome mener, at situationen på Cypern i 1960- og 70’erne bidrager til at underbygge hypotesen.

I 1960 trak kolonimagten Storbritannien sig ud af Cypern. Med den nyvundne selvstændighed måtte græsk-cyprioterne, som udgjorde den største del af befolkningen på Cypern, og tyrkisk-cyprioterne, som var i mindretal, sammen finde ud af, hvordan øen skulle styres.

Statskup skabte utroværdighed

Forsøget på at skabe en ny sameksistens endte med optøjer og uroligheder. Græsk-cypriotiske nationalistgrupper ønskede, at Cypern skulle blive en del af Grækenland. Tyrkisk-cyprioterne frygtede, at deres selvstyreret ville blive svækket – eller, i værste fald: At de blev jaget væk fra Cypern.

Med statskuppet i 1974 blev tyrkisk-cyprioternes frygt og usikkerhed intensiveret.

»Statskuppet, som græsk-cyprioterne gennemførte i 1974, var sponsoreret af Grækenland. Det er derfor et vældigt godt udgangspunkt for at studere troværdighedsteorien. Der er kun lidt tvivl om, at det var stærke kræfter, som ønskede en forening med Grækenland.«

»Græsk-cyprioterne havde derfor en svær opgave med at overbevise tyrkisk-cyprioterne om noget andet,« siger Martin Austvoll Nome.

Feltarbejde på Cypern

Martin Austvoll Nome har været på Cypern og interviewet flere af de centrale politikere på øen fra 1960- og 70’erne. Han har også interviewet enkelte tyrkiske politikere, og har studeret diplomatisk brevkorrespondance fra Tyrkiet og Cypern i tiden før Tyrkiets intervention.

»Både interviewene og korrespondancen viser, at tyrkerne og tyrkisk-cyprioterne ikke troede på grækernes forsikringer om, at tyrkisk-cyprioternes position ikke ville blive svækket. Frygten for at Cypern skulle indlemmes i Grækenland var stærkt tilstede.

Tyrkisk-cyprioterne udgjorde i 1974 18 procent af Cyperns befolkning. Hvis de blev indlemmet i Grækenland, ville de udgøre en lille bitte minoritet.

Frygten er forståelig

»På den måde kan man forstå frygten. Så kan det diskuteres i hvilken grad, den var velfunderet. Det som er af betydning er uanset hvad, at det blev oplevet som en realitet af aktørerne på det aktuelle tidspunkt,« siger han.

For bedre at underbygge hypotesen om betydningen af troværdighed, har Martin Austvoll Nome også studeret Cypern anno 1964. Dette år sendte Grækenland styrker til Cypern for at støtte græsk-cyprioterne i uroligheder, som var brudt ud mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter efter Storbritannien trak sig ud. I 1964 greb Tyrkiet alligevel ikke ind.

»Situationen i 1964 var meget lig situationen i 1974, da Tyrkiet valgte at intervenere. Hvorfor gjorde de det ikke i 1964? Ud fra den politiske diskussion på tidspunktet at dømme, ser det ud til, at tyrkerne i langt mindre grad end i 1974 frygtede, at tyrkisk-cyprioternes position ville blive svækket,« siger Martin Austvoll Nome.

Hvis kupmagerne på Cypern i 1974 havde læst min afhandling, ville de måske have droppet kuppet.

Ph.d.-stipendiat Martin Austvoll Nome

Oveni, understreger Martin Austvoll Nome, greb britiske styrker efter anmodning fra FN ind i konflikten. Det bidrog også til, at tyrkerne følte sig mere trygge over, at deres position blev varetaget.

Må bygge troværdigheden op

Alt i alt mener Martin Austvoll Nome, at situationen på Cypern i 1964, sammenlignet med den i 1974, viser, at netop troværdighed er et nøgleord for hvorvidt en intervention vil ske eller ikke.

Det kan man lære af i mange tilfælde, mener han – og påpeger, at han er lige så interesseret i troværdighedsproblematikken generelt set, som i den konkrete situation på Cypern i 1960- og 70’erne.

»Troværdighedsproblematikken vil for eksempel være central i afslutninger er borgerkrige. Hvordan kan man forsikre den anden part om, at en fredsaftale bliver overholdt?«

»Det er et spørgsmål, som vil kunne blive centralt i Syrien, som er en konflikt med en række grupperinger involveret. Dette er noget, der er brug for mere forskning i,« siger Martin Austvoll Nome.

Han mener alligevel, at der kan læres noget fra hans eget studie, og mener, at hans resultater kan bruges i udvikling af politik.

»Min afhandling viser, at man måske kan undgå intervention, hvis man er mere påpasselig med at opbygge troværdighed, og ved at sikre tilstedeværelsen af en neutral og effektiv tredjepart,« siger Martin Austvoll Nome, og tilføjer:

»Hvis kupmagerne på Cypern i 1974 havde læst min afhandling, ville de måske have droppet kuppet – de ville have skønnet at prisen ville blive for høj.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson