Rank ryg, skærmen i lige øjenhøjde, begge ben på jorden.
Sådan lyder en af de mange opskrifter til den perfekte stilling, som florerer mellem alverdens kontormus. Men at der skulle findes én rigtig stilling, det er altså en myte.
Det skriver Det Nationale Center for Arbejdsmiljø i en pressemeddelelse.
»Vores krop har et fantastisk sensorisk system. Det giver os hele tiden besked om, hvad der er bedst for os ud fra vores forskellige forudsætninger og opgaver,« siger Andreas Holtermann, der er forskningschef for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, i pressemeddelelsen.
Derfor er budskabet fra forskningsinstitutionen, der ligger under Beskæftigelsesministeriet, at man i stedet fokuserer på at skabe et arbejdsmiljø, der giver mulighed for at arbejde afslappet og varieret. Her lyder rådene:
- Varier dine siddestillinger
- Stå op ind imellem - bevæg dig eventuelt lidt rundt, fx når du taler i telefon eller rydder op på arbejdsbordet
- Har du et hæve-sænkebord, så sørg for at stå op ind imellem
- Lav strækøvelser, find eksempler på sidste side
Derudover er det også vigtigt, at man får bevæget det hensunkne kontorlegeme i løbet af arbejdsdagen og får aktiveret musklerne. Rådene er:
- Prøv så vidt muligt at variere mellem computerarbejde og andet arbejde, for eksempel kopiering, læsning m.v.
- Undgå at sidde stille - bevæg dig hyppigt og lav øvelser
- Print dine dokumenter ud og gå væk fra computeren for at læse dem
- Giv din kollega mundtlig besked i stedet for at sende en e-mail
- Stil papirkurven, så du er nødt til at rejse dig for at smide affald ud
- Tag trappen i stedet for elevatoren
- Hold pauser
Du kan læse flere gode råd i den nye guide om arbejdet bag computeren, som Branchefælleskaberne for Arbejdsmiljø har udgivet.
mhj

































