Om knapt 3 uger – nærmere bestemt den 19. juni – åbnes dørene til Danmarks nyeste byggede moske, Islamisk Råds moske i Rovsinggade i Nordvestkvarteret i København.
Allerede inden moskeens åbning har der været store diskussioner af moskeen og dens virke, ikke mindst fordi finansieringen til moskeen er gået igennem den rige oliestat Qatar.
Hvad betyder udenlandsk finansiering for det budskab, som prædikes i moskeen? Kan dette forenes med en dansk hverdag, og såkaldte danske værdier? Hvilken rolle spiller danske moskeer i det hele taget – hvilken rolle skal de spille?
Den danske moske er mere end en institution
Jeg vil her give en kort præsentation af moskeen i dansk sammenhæng – en præsentation, som jeg vil følge op i efterfølgende indlæg. I dette blogindlæg vil jeg koncentrere mig om den danske moske som langt mere end en institution, som fungerer som det, man i religionsvidenskabelig jargon vil kalde for et 'kultsted'.
I efterfølgende blogindlæg vil jeg komme ind på den danske moskes historie, variation mellem moskeer, moskeen i den offentlige debat, og de økonomiske rammer, som den danske moske (og det vil her faktisk give bedst mening at tale om en vifte af forskellige typer af moskeer) er underlagt.
Først en lille smule information til dem, som vil læse mere: Moskeer og deres forhold i Danmark er indenfor de seneste år blevet behandlet i Lene Kühles bog 'Moskeer i Danmark - islam og muslimske bedesteder' (2006), i de årlige udgaver af 'Yearbook of Islam in Europe', og vil være et emne, som beskrives i 'The Oxford Handbook of European Islam', som udkommer i efteråret. De her nævnte udgivelser er et udsnit.
Moskeerne har mange funktioner
Tilbage i 1991 skrev den amerikanske forsker Larry Poston om en udvikling, som han fandt tydelig indenfor amerikanske moskeer. Moskeer i den kontekst var ikke 'blot' steder, hvor folk kom for at deltage i den fælles bøn og gudsdyrkelse. Moskeen var socialcenter, skole, udgangspunkt for sportsaktiviteter, kulturelle centre, boghandlere og meget andet.
Den samme tendens er tydelig i Danmark. Fælles for moskeerne er, at de (oftest) har to rum – et for mænd og et for kvinder - hvor bøn og rite udføres. Men moskeerne har også andre funktioner. Ser vi på moskeen i Rovssinggade, så danner den både ramme om en cafe/restaurant, et sportscenter, et legeland og endog et særligt område, hvor de døde kan vaskes og gøres klar til begravelse.
I en anden moske i Københavnsområdet – Islamisk Trossamfund – er der et bibliotek (der blandt andet bruges til møder, studiekredse og studiebesøg, fx gymnasieklasser o.a.), og en boghandel i tillæg til lokalerne for bøn.
En stærk velfærdsstat kan danne ramme for kulturelle aktiviteter
For Poston var udviklingen en naturlig konsekvens af, at islam slog rod i et bestemt nationalt miljø. I USA, hvor man slet ikke har den samme type af velfærdsstat som den danske, blev moskeer et naturligt socialcenter for landets muslimer – både dem, som kom udefra, og dem, som var født i landet.
Moskeen var der, hvor man kunne få råd om, hvordan man kunne sikre et godt og stabilt liv for sin familie – i tillæg til åndelig vejledning og fællesskab. I Danmark, hvor vi har en stærk velfærdsstat, bliver moskeen ramme for kulturelle aktiviteter på samme måde som religiøse.
Moskeen i Rovsinggade er det indtil videre vildeste eksempel herpå, med lækker arkitektur, og tilbud, der må siges at kalde på (eller forsøge at kalde på) cafesegmentet.
Moskeer i Danmark handler om religion. Men også om meget andet.
