Mordet på Kennedy: Det 20. århundredes største mordgåde
CLASSIC: Blev John F. Kennedy virkelig myrdet af Lee Harvey Oswald, eller blev præsidenten ramt af kugler fra andre skytter? Videnskab.dk kigger nærmere på konspirationsteoretikernes argumenter.

Limousinen med blandt andre USA's præsident John F. Kennedy i sekunderne efter, et dødbringende skud har ramt ham i hovedet. Omkring 50 vidner forklarede bagefter, at de havde hørt skud eller set aktivitet på græshøjen bagest i billedet.(Foto: Mary Moorman)

To datoer har mejslet sig ind i de historiebøger, som konspirationsteoretikere elsker at læse i: 11. september 2001, da to fly torpederede World Trade Center i New York - og så 22. november 1963.

På denne dag for 45 år siden blev USA's præsident John F. Kennedy - populært kaldet JFK - skudt i hovedet, da han kørte forbi folkemængden i sin åbne limousine på Dealey Plaza i Dallas, Texas i USA.

Knap et år senere konkluderede en kommission under ledelse af højesteretspræsident Earl Warren, at Kennedy var blevet myrdet af en ensom mand, der ville skrive sig ind i historiebøgerne.

Lee Harvey Oswald havde ifølge Warren-rapporten sendt tre kugler mod præsidentens kortege fra et vindue på sin arbejdsplads i et skolebogslager på Dealey Plaza.

Vidner hørte skud fra græshøjen

Her ville en mordsag normalt slutte. Men tiden siden 1963 har vist, at mordet på John F. Kennedy hverken bliver betragtet som en normal sag eller som afsluttet.

Kritikere hæfter sig ved, at Warren-kommissionens rapport virker fuld af selvmodsigelser og udeladelser. Blandt andet tog konklusionen ikke hensyn til, at en række vidner mente, de hørte skud affyret fra græshøjen - 'The Grassy Knoll' - foran Kennedys limousine og ikke fra skolebogslageret bag ham.

Fakta

CLASSIC-artikel

Dette er en genudgivelse. Artiklen blev første gang publiceret 21. november 2008.

Warren-rapportens entydige konklusion har fået skeptikere til at udgive et stigende antal bøger med teorier om, hvad der i virkeligheden skete på Dealey Plaza.

Mange forskellige teorier om mordgåde

Teorierne dækker efterhånden hele spektret fra det dybt latterlige (herunder at Kennedys chauffør vendte sig om og skød Kennedy i hovedet) til det langt mere intrigante - at mafiaen stod bag mordet med hjælp fra blandt andet efterretningstjenesten CIA.

Konspirationsteoretikerne løber i mange forskellige retninger, når de skal finde spor, der kan forklare deres teorier.

De fleste er dog enige om, at man kan finde afgørende dokumentation i en meget vist og omtalt hjemmevideo, som forretningsejer Abraham Zapruder filmede på græshøjen på Dealey Plaza, netop da Kennedy kørte forbi og blev skudt i hovedet.

Kennedys hoved ryger bagud

For det første viser Zapruder-filmen tydeligt, at Kennedys hoved flyver bagud mod venstre, da det bliver ramt af det dræbende skud. Det virker som en ulogisk bevægelse, hvis skuddet virkelig havde ramt præsidenten bagfra, hvor Lee Harvey Oswald ifølge Warren-rapporten sad med sin riffel på 5. sal af Texas School Book Depository.

Videnskabsfolk kan godt nok argumentere for, at bevægelsen er en naturlig reaktion på, at hjernen bliver blæst ud af forreste, højre del af hovedet (se artiklen Retsmediciner afliver Kennedy-myter samt bunden af denne artikel). Men argumenterne preller tilsyneladende af på vores hverdagsviden fra uenighederne i skolegården, hvor alle med deres egne øjne har set, at når en person bliver skubbet i baghovedet, rykker hovedet forover.

Kun tid til tre skud mod John F. Kennedy

Den stærkt kritiserede teori om den sejlivede kugle - 'Single bullet theory' - blev lanceret af én af Warren-kommissionens assistenter, den senere senator Arlen Spector (t.v.). Et mindretal af kommissionens syv medlemmer mente faktisk, at forklaringen stred mod sagens beviser.

For det andet viser Zapruder-filmen - ifølge Warren-kommissionen - at der går højest 5,6 sekunder fra det første skud af tre skud rammer Kennedy i nakken, til det sidste skud rammer ham i hovedet. Denne tidsramme er meget vigtig.

Ifølge Warren-kommissionen skød Lee Harvey Oswald med en Mannlicher-Carcano-riffel, som blev fundet i skolebogslageret umiddelbart efter mordet. På 5,6 sekunder kan den maksimalt affyre tre skud. Fragmenter fra det ene skud ramte øjenvidnet James Tague, som stod et langt stykke foran kortegen, da den kørte op ad Elm Street på Dealey Plaza. Et andet skud var det dødbringende skud, der ramte Kennedy i hovedet.

Den magiske kugle

Dermed er et skud og én kugle tilbage. Denne sidste kugle må nødvendigvis have lavet resten af sårene i præsidenten samt i guvernør John Connally, som kører med i limousinen og også bliver ramt.

Det faktum mundede ud i en teori om en tilsyneladende vild kugle, der er blevet kendt som 'The Magic Bullet' - den magiske kugle. Ifølge Warren-kommissionen borer kuglen sig uden problemer vej gennem tøj, hud og knogler på både Kennedy og Connally og laver i alt syv sår ind og ud af Kennedys ryg og hals, ind og ud af Connallys krop, ind og ud af hans håndled og endelig ind i hans lår.

Som et ekstra kuriosum for konspirationstilhængerne falder den mystiske kugle tilsyneladende ud af Connally på hospitalet, hvor den bliver fundet på en båre. Kuglen er stort set ikke beskadiget, selvom den altså både har ramt hårde knogler som ribben og håndled på vejen ned i Connallys lår.

Zigzag eller ligeud?

Problemet ifølge konspirationsteoretikere er, at Kennedy og Connally sad forskudt for hinanden i forhold til vinduet i skolebogslageret. Derfor må kuglen have zigzagget sig gennem luften for at ramme Kennedy og Connally på den måde, Warren-kommissionen påstår.

Fakta

VIDSTE DU

Tre grunde til, at konspirationsteoretikere tror, andre end Oswald skød:

1) JFK's hoved bliver slynget bagud i stedet for frem

2) Den magiske kugle

3) Jack Rubys forbindelser til mafiaen

(Listen er lavet i samarbejde med Lars Bugge, forfatter til tre bøger om konspirationsteorier.)

Samtidig skulle Zapruder-filmen efter sigende vise, at der var 1,5 sekunder imellem, at de to mænd blev ramt. Hvis det er rigtigt, betyder det, at kuglen ikke bare har zigzagget sig vej gennem sine to ofre - den har også holdt pause i luften i 1,5 sekunder midt i det hele.

Konspirationsteoretikere mener desuden, at kuglen nærmest må være lavet af overjordisk stof for at kunne lave al den skade og stadig dukke op i næsten hel tilstand.

Flere forskere har sammen med et flertal af medlemmerne af Warren-kommissionen plæderet for, at Kennedy og Connally i virkeligheden sad på en måde, så de sagtens kunne være ramt af en enkelt kugle, der fløj i en lige linje fra 5. sal i skolebogslageret - og at den i sidste ende godt kunne være næsten ubeskadiget.

Alligevel vejer den opsigtsvækkende fortolkning af den zigzaggende, magiske kugle tungere i konspirationsskålen.

Pointen er nemlig, at hvis én kugle ikke kunne lave alle syv sår i Kennedy og Connally, så må nogle af sårene stamme fra andre kugler og dermed andre skytter end Lee Harvey Oswald. Og dermed ville det være bevist, at Kennedy var offer for et komplot.

Jack Ruby og mafiaen

Zapruder-filmen er nærmest blevet synonym med JFK-mordet, og den har lagt grund til de mest populære argumenter for en sammensværgelse. Men konspirationsteoretikerne har mange andre.

Foran snurrende tv-kameraer springer Jack Ruby frem fra mængden og skyder Lee Harvey Oswald i maven. Mordet fandt sted 24. november 1963 i kælderen hos politiet i Dallas.

Ét af dem er, at Lee Harvey Oswald kun overlevede to døgn i politiets varetægt. Da han skulle overføres til et andet fængsel, blev han skudt foran et hav af politibetjente og pressefolk af natklubejeren Jack Ruby.

Ruby havde tætte forbindelser til mafiaen, og derfor opfatter konspirationsteoretikere hans indblanding i sagen som et tegn på, at mafiaen reelt stod bag mordet på John F. Kennedy.

Hundens hoved skal af

Tanken i denne afdeling af konspirationsteorierne er, at mafiaen ville af med JFK, fordi den var jagtet vildt af hans bror, justitsminister Robert F. Kennedy - og kun ved at skære hundens hoved af, kan man forhindre halen i at logre, havde mafiaboss Carlos Marcello konstateret allerede i 1962.

Mafiateorien inkluderer som regel også efterretningstjenesten CIA. Det er i dag et faktum, at de to parter i hemmelighed havde hjulpet hinanden med at forsøge at slå Cubas præsident Fidel Castro ihjel.

Teorien lyder, at enten blev samarbejdet ført videre til at omfatte snigmordet på Kennedy, eller også klarede mafiaen mordet på egen hånd.

Til gengæld sørgede CIA for at dække sporene for ikke at risikere en afsløring af det skandaløse samarbejde med underverdenen om at eliminere kommunistiske og sovjetvenlige Cubas leder midt under Den Kolde Krig; en afsløring, der muligvis kunne udløse en atomkrig mellem Øst og Vest.

Udsigten fra 5. sal i Texas School Book Depository ned over Dealey Plaza og Elm Street, hvor JFK blev skudt. Græshøjen, The Grassy Knoll, ligger til højre for vejen. (Foto fra Warren-rapporten)

Teorien fik ikke mindre næring af, at mafiabosserne Sam Giancana og Johnny Roselli blev myrdet i 1970erne i forbindelse med statslige afhøringer om Kennedy-mordet.

Bevis for en sammensværgelse

I 1979 konkluderede en stor, officiel undersøgelse ud fra lydoptagelser, at Kennedy sandsynligvis var offer for en sammensværgelse, fordi der rent faktisk var affyret et fjerde skud - fra græshøjen på Dealey Plaza. Komiteen bag undersøgelsen ville ikke udelukke, at enkeltpersoner fra mafia/CIA-projektet havde været involveret.

Ved samme lejlighed blev Warren-kommissionen kritiseret for ikke at have gjort sit arbejde godt nok, blandt andet fordi CIA havde været med til at gøre det svært at finde frem til fakta.

Ligesom stort set alle andre argumenter for eller imod en sammensværgelse i Kennedy-sagen, er også kongressens undersøgelse senere blevet kritiseret for at bygge på upræcise oplysninger - i dette tilfælde optagelser fra en politiradio.

Mand påtager sig skylden

Mens Oswald fortalte, at han blot var syndebuk, og Ruby gav udtryk for, at større kræfter stod bag mordet på Kennedy, har en tredje mand faktisk taget ansvaret for personligt at have skudt Kennedy i hovedet.

James E. Files har endda afgivet detaljerede beskrivelser af, hvordan han skød Kennedy fra The Grassy Knoll på ordre fra mafiaen. Files beretter, at han var en slags backup-skytte, og at han affyrede sit våben, fordi andre skytter ikke havde haft held med at ramme ordentligt.

Den magiske kugle blev fundet på en båre på Parkland Memorial Hospital, hvor Kennedy og Connally blev behandlet efter attentatet. Kuglen er stort set intakt, men dog trykket en lille smule på siden og i den brede ende.

De tre mænds påstande er blot enkelte punkter på en lang liste, som konspirationsteoretikere kan fremvise med indicier for, at Kennedy blev offer for et komplot.

Et lille udvalg af indicier lyder:

  • Secret Service-folk blev smidt væk fra Kennedys vogn, da den kørte mod Dallas 
     
  • Der eksisterer ingen notater fra afhøringerne af Lee Harvey Oswald
  • Obduktionsnotater og -billeder bliver af flere kilder omtalt som forfalskede

  • I årene efter mordet døde et halvt hundrede vidner under mystiske omstændigheder eller blev decideret slået ihjel, herunder flere af Oswalds bekendtskaber
  • Præsident Kennedys hjerne forsvandt tre år efter mordet fra de nationale arkiver og kan dermed ikke være med til at afsløre, hvor skuddet kom fra

Dokumenter bliver frigivet

I 1991 skabte Oliver Stones opsigtsvækkende film 'JFK' igen røre om Kennedy-mordet. Debatten fik et konkret resultat, da millioner af dokumenter om sagen i 1992 og seks år frem blev frigivet med tilladelse fra Kongressen.

Hidtil har ingen dokumenter kastet afgørende nyt lys over mordet, men tålmodige konspirationsteoretikere har måske noget at se frem til.

De sidste, udvalgte dokumenter bliver offentliggjort i 2017.

Kan man gøre skytten kunsten efter? Videnskaben om den magiske kugle

Det til dato mest grundige forsøg på at efterprøve de skudtekniske beviser i Warren-rapporten, er lavet af blandt andre kirurgen John K. Lattimer.

Billede 232 fra Zapruder-filmen viser, at Kennedy har trukket armene op foran halsen. Den typiske antagelse er, at han rækker op efter skudsåret i smerte, men det er ifølge John K. Lattimer forkert. Bevægelsen er i stedet en reaktion, aktiveret af at præsidentes rygmarv er blevet slemt beskadiget i bunden af nakken. Den akavede stilling kaldes 'Thorburn's position' og blev første gang beskrevet i 1889 af William Thorburn.(Foto: Assassinationresearch.com)

Lattimer skrev sig allerede i 1970erne ind i historien ved som den første uafhængige ekspert at få lov af Kennedy-familien til at gennemgå sagens beviser. Han fortsatte med at undersøge mordet og lave forsøg for at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen.

Let at gøre som Lee Harvey Oswald

I 1990erne testede Lattimer sammen med bl.a. kolleger fra Columbia University og sine to sønner kvaliteten af Oswalds riffel og ammunition. Han fandt ud af, at det var forholdsvis let at skyde og ramme sit mål, hvis man sad i Oswalds formodede position (Lattimers 14-årige og 17-årige sønner gjorde ifølge artiklen Oswald kunststykket efter uden det store besvær), og at det er sandsynligt, at kuglerne ville lave præcis de sår, som Kennedy og Connally fik på Dealey Plaza.

Resultaterne blev offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Would Ballistics Review i 1995. Artiklen beskriver desuden en række andre eksperimenter.

Drejede i luften

Lattimer affyrede bl.a. kugler svarende til Oswalds og fandt ud af, at når de passerer blødt væv - som f.eks. Kennedys hals - så begynder kuglen at dreje sig om sin egen tværakse. I eksperimenterne drejede 5 ud af 6 kugler 90 grader, og det stemmer overens med, at Connallys sår i ryggen var meget bredere end såret i den nederste del af Kennedys nakke.

Ifølge Lattimer fortæller vinklerne, at den magiske kugle ikke zigzaggede sig gennem luften, som konspirationsteoretikere påstår. Den er i stedet fløjet lige gennem Kennedy og videre ind i Connally.

Følger man kuglernes bane videre nedad, viser forsøgene, at en kugle sagtens kan have drejet sig rundt, så den i sidste ende ramte Connallys lår med den bløde ende forrest. Ifølge Lattimer kan det være forklaringen på, at kuglen relativt let kunne falde ud af Connally på hospitalet.

Solid kugle

Holdet bag eksperimenterne fandt også ud af, at Oswalds kugler kunne gennembore 60 cm egetræ uden at blive det mindste deforme. Det tog Lattimer som et udtryk for, at den ikke længere så magiske kugle sagtens kunne flyve gennem ribben og håndled og bore sig ind i Connallys lår uden at blive synderligt beskadiget.

Rækken af forsøg fik Lattimer til at konkludere, at den samme kugle godt kunne have lavet skaderne på Kennedy og Connally, vel at mærke ved formentlig at flyve i en lige linje.

Tabt hjerne får hoved til at rykke

Lattimer viser desuden med tre illustrerede eksempler, at et skudsår i hovedet udløser et ryk i retning af, hvor kuglen kommer fra. Det skyldes ifølge Lattimer, at tung, våd hjernemasse flyver ud af hovedet i modsatte side og på den måde skaber rekyl, som reelt kaster offerets hoved i retning mod affyringsstedet.

Resultaterne beviser ikke, at Oswald myrdede Kennedy. Men de viser, at man med stor sandsynlighed ikke kan bruge kuglernes bane og opførsel som argument mod Warren-rapportens konklusion.

Lattimer JK, Lattimer JK, Lattimer G, Haubner E, Laidlaw A, Forgett V: 'Differences in the wounding behaviour of the two bullets that struck president Kennedy; An experimental study'. Wound Ballistics Review 1995;2(2):13-37.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.