Det er næsten umuligt at forestille sig Hans Petter Hougen obducere et lig, som han venligt byder indenfor på sit kontor. Ikke desto mindre er det netop den 61-årige retsmediciners beskæftigelse.
Statsobducenten er en nobelt udseende og meget imødekommende mand med veltrimmet overskæg og levende, hurtige øjne bag stålbrillerne. Hjørnekontoret, der er badet i stærkt sollys, har udsigt over Rigshospitalet, der huser Retsmedicinsk Institut, selv om det er en del af Københavns Universitet (KU).
Hans Petter Hougen lægger ikke skjul på, at hans arbejde giver ham et detaljeret indblik i livets skyggesider. Instituttet ligger da også godt gemt bag låste døre på grund af de højst personfølsomme undersøgelser, der finder sted her i Teilumbygningen, i behørig afstand fra Rigshospitalets hovedindgang.
»Jeg ser mange triste menneskeskæbner. Det kan være gamle ensomme mennesker, der er blevet fundet døde efter flere måneder, fordi underboen klagede over lugten. Andre har levet et voldsomt liv eller har haft et stort overforbrug af stoffer eller alkohol.«
CSI-arbejde giver vished
»Men midt i alt det sorte og triste er der også mulighed for at trøste. Vi har ofte tæt kontakt med de pårørende, og det er vigtigt for deres sorgbearbejdelse at få vished om, hvad der er sket,« siger Hans Petter Hougen.
Det er hans opgave som retsmediciner at undersøge pludselige, uventede og voldsomme dødsfald. I den forbindelse skelner man mellem dødsårsagen og dødsmåden. Dødsårsagen kan for eksempel være kvælning og dødsmåden drab, ulykke eller selvmord.
Drabsobduktioner fylder kun en lille del af arbejdet, da der i gennemsnit ikke er mere end 30 mord årligt i Østdanmark, som er det område Retsmedicinsk Institut på KU dækker. Hertil kommer en lang række andre obduktioner.
Det kan være identifikation af dødfundne, personer der er døde af arbejdsbetinget sygdom, trafikofre, narkomaner og alkoholikere. Samlet foretager instituttet cirka 650 obduktioner årligt.
For hurtige svar på tests
Selvfølgelig er jobbet ikke så glamourøst og fotogent, som man kan få indtryk af i den uendelige strøm af tv-serier og film, hvor retsmedicinerne spiller en hovedrolle. Seneste skud på stammen er TV2s ’Den som dræber’.
Interessen har vokset sig så stor, at de i retsmedicinske kredse taler om ’CSI-effekten’ (CSI: Crime Scene Investigation, red.) opkaldt efter en kulørt amerikansk serie. På tv er der oftest tale om spektakulære dødsfald, men i virkelighedens verden er det den fredelige og værdige død, der ifølge Hans Petter Hougen dominerer.
Han mener dog, at flere af serierne indeholder en vis grad af realisme, mens andre har skruet meget på fiktionsknappen. I fjernsynet tager det for eksempel blot et par dage fra obduktionen er færdig til alle dna-tests og toksikologiske prøver kommer retur fra laboratoriet. I virkeligheden kan der nemt gå over en måned, inden alle prøver er kommet tilbage, og man kan fastslå dødsårsag og -måde.
Retsmedicinere har respekt for de døde
Retsmedicineren ved, at mange finder hans arbejde makabert, men han er aldrig selv blevet dårlig under en obduktion. »Det kan da godt lugte ubehageligt, men jeg er jo blevet tilvænnet langsomt. Jeg læste medicin i syv år, var hospitalslæge og siden patolog. Så jeg er jo ikke kommet ind fra gaden.«
\ Fakta
Dette er et uddrag fra Universitetsavisen af en længere samtale med Hans Petter Hougen.
Læs hele interviewet her: Den som obducerer
Han tilføjer, at han personligt har foretaget et par tusind obduktioner og været supervisor på et sted mellem 5.000 og 10.000. »Man distancerer sig fra de døde. Jeg husker for eksempel ikke deres navne,« siger han, og fortæller, at der ikke florerer nogen ’skurvognshumor’ blandt kollegerne:
»Jo tættere vi er på de døde, jo mere opmærksomme er vi på omgangstonen. Her er almindelig, lavmælt snak om alt mellem himmel og jord. Men vi fløjter ikke, vi hører ikke musik, og det her er ikke stedet for høj latter. Vi går ikke rundt med dybe panderynker, men vores arbejde er nødt til at være pinligt korrekt og hundrede procent sagligt.«
»Vi har samme neutrale og objektive tilgang til alle retsmedicinske undersøgelser: Den notoriske stjernepsykopat af en voldsforbryder bliver behandlet præcis lige så professionelt som barnet, der igennem en årrække er blevet seksuelt molesteret af sin stedfar.«
»Jeg plejer at sige til de studerende, at de skal huske, at der i den anden ende sidder en humorforladt jurist med en spidset blyant. Vores analyser skal være helt og aldeles nøgterne,« siger han.
Det sidste tabu vækker skuldertræk
Obducenten trækker på skulderen, da talen falder på hans forhold til døden. Måske er det en sidegevinst ved jobbet, at døden normaliseres, men han lever ikke mere intenst, fordi han har døden i hænderne hver dag. Han er afklaret. Sex og religion er så nogenlunde aftabuiseret i dag, siger han, men døden er vores kulturs stædigste tabu.
»Det eneste vi kan vide med fuldkommen sikkerhed om dette liv er, at vi skal herfra. Ligesom min kat derhjemme. Den lever, den dør, og så er den væk,« afslutter statsobducenten.
Se fotoserie fra Retsmedicinsk Institut og læs hele artiklen hos Universitetsavisen: Den som obducerer.
