»Det var en anden tid dengang.« Budskabet har genlydt i forbindelse med #MeToo afsløringer af krænkelser, der fandt sted for 10-20 år siden.
For eksempel når personer er blevet konfronteret med deres egen grænseoverskridende adfærd, eller når vidner til adfærden forklarer, hvorfor de ikke greb ind.
Den underforståede pointe er, at normerne har forandret sig. At dét, der tæller som en krænkelse i dag, ikke gjorde det dengang.
I manges ører lyder det som et virkelig dårligt forsvar. Men den er faktisk god nok. Vores forestillinger om, hvordan man kan og bør opføre sig, ændrer sig ret bemærkelsesværdigt over tid (ligesom de på et givent tidspunkt varierer på tværs af sociale miljøer).
Og alene inden for de seneste årtier er der sket store forandringer. Dermed ikke sagt, at alle mente, at adfærden var okay – eller at den ikke var ubehagelig at blive udsat for dengang – det vender jeg tilbage til.
At normer ændrer sig bliver klokkeklart, når man ser film fra 1980’erne og 90’erne, hvor de mandlige heltes måde at tale til kvinder eller forføre dem på fremstår dybt problematiske.
Se eksempelvis denne Harrison Ford-kavalkade. Eller Bølle-Bob-filmen fra 1998, hvor seerne indbydes til at grine af en pige, der får revet kjolen af foran resten af skolen.
Men ét er vores normer. Noget andet er selve oplevelsen af krænkelser. Meget tyder på, at den også ændrer sig med historiens bølgegang.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Følelser har en historie
En relativt ny gren inden for historiefaget er følelseshistorie, som jeg også selv forsker i. Vi forsøger at kortlægge, hvordan menneskelige følelser forandrer sig i takt med samfundsmæssige ændringer.
Historikere analyserer retssager, dagbøger, breve, fotografier, skønlitteratur, taler og en række andre kilder for at finde ud af, hvordan mennesker i fortiden har oplevet alt fra krig til moderskab og livet på et kloster i Middelalderen.
Historikerne er enige med flere neuropsykologer om, at følelser ikke er universelle fænomener – altså ens på tværs af tid og sted – men derimod noget, der bliver præget af sprog, kultur og normer.
Ganske vist spiller biologi en rolle, men hjernen og kroppen formes gennem opvæksten og disponerer os for at reagere følelsesmæssigt på kulturelt specifikke måder.
Lugte, lyde og berøringer opfattes og opleves forskelligt alt efter hvilken betydning, de har i en given social sammenhæng.
Det, vi væmmes ved, frastødes af, stræber efter og nyder er anderledes i dag, end det var i 1700-tallets bondesamfund eller i 1950’ernes parcelhuskvarter.
For eksempel kan forelskelse føles meget forskelligt, alt efter om man frygter følelsen, fordi den er djævlens værk, som gør en vanvittig og leder i fordærv – sådan som mange troede i tidlig moderne tid – eller om man aktivt søger den og kan glædes over at opleve en i kulturen højt besungen tilstand, sådan som det er tilfældet i dag.
Den kulturelle kontekst kan også have afgørende betydning for, hvordan for eksempel en voldsom berøring føles.
En bokser, der får en knytnæve i hovedet i ringen, føler sig næppe krænket på andet end sin stolthed. Hvis det samme sker for dig i en mørk gyde, er sagen en anden.
De skrevne og uskrevne regler har altså stor betydning både for den umiddelbare oplevelse og den emotionelle tolkning og bearbejdning.
Det var okay at slå børn og kræve sex af sin kone
Gennem historien ændrer de skrevne og uskrevne regler for mellemmenneskelige forhold sig næsten lige så meget, som den varierer mellem bokseringen og den mørke gyde.
Og dermed gør oplevelsen det også.
Det gælder også berøringer og slag i hjemmet og inden for familien. Familiens overhoved, husbonden, havde i århundreder ret til at afstraffe sin kone og sine tjenestefolk fysisk, hvis de ikke opførte sig ordentligt.
I Danmark blev det i 1921 forbudt for en mand at slå sin kone og tjenestefolket, men først i 1997 blev den del af revselsesretten, der gav forældre ret til at straffe deres børn, endeligt afskaffet.
Historisk set havde en mand ret til kræve sex af sin kone, uanset om hun havde lyst eller ej. Voldtægt af ens ægtefælle blev først strafbart i 1930.
Og vi skal helt frem til 2013, før det var endegyldigt slut med den såkaldte ’konerabat’, der gjorde, at voldtægt inden for ægteskabet blev straffet mildere end andre voldtægter.
På Wikipedia kan man finde en liste over, hvilke lande der stadig tillader hustruvoldtægt - og det er ikke så få.
Men den danske lovgivning plejede også at afspejle både et mere patriarkalsk samfund og en større tolerance for det, vi i dag ville kalde vold, overgreb og voldtægt.
En undersøgelse viste eksempelvis, at 70 procent af danskerne i 1980 sagde god for at slå børn ’med måde’. For ti år siden var tallet 43 procent, og i dag er det omkring 20 procent.
Er oplevelsen bedre, værre – eller anderledes?
Vold, voldtægt og slag er ubehageligt til alle tider. Men den kulturelle kontekst spiller ind på oplevelsen. Og det kan faktisk gå begge veje.
På den ene side kan det, at du har et sprog for, at du bliver krænket og kan blive bekræftet i, at det ikke var ok, være en fordel.
Hvis man som kvinde oplever, at ens chef uden invitation slikker én i øret til en julefrokost, har det ret stor betydning, om man automatisk forstår det som en krænkelse.
Man har måske en forvisning om, at ens kolleger vil opleve chefens handling som fuldstændig uacceptabel, hvorfor man trygt kan dele oplevelsen med andre og forvente støtte.
På den anden side kan den nye bevidsthed om krænkelser betyde, at fortidige oplevelser først nu for alvor fremstår, tolkes og opleves som krænkelser.
Man kan mindes en kommentar eller en berøring, der skete for mange år siden og føle et større ubehag, væmmelse og måske indignation, end man gjorde, da det skete.
Når de andre børn i klassen også bliver slået, eller når alle ens veninder også bliver udsat for uønskede - men af samfundet accepterede - berøringer, opleves de ikke nødvendigvis som lige så grænseoverskridende, ydmygende eller skamfulde.
Men det kunne være sværere at finde støtte, hvis man bliver udsat for noget voldsomt.
Min egen forskning i skilsmissesager viser, at kvinder i voldelige ægteskaber i slutningen af 1800-tallet, som de ikke så nemt kunne få hjælp til at komme ud af, led ubeskriveligt på grund af den vold, deres mænd udsatte dem for.
De var ofte både ensomme og nedbrudte, når de endelig samlede mod til at søge skilsmisse.
At »det var en anden tid« kan altså ikke oversættes til, at oplevelsen var mindre ubehagelig for din mor eller oldemor, end den er for dig, eller omvendt.
Men oplevelsen var højst sandsynlig en anden.
I boksen herunder finder du et klassisk eksempel på, hvor meget tiden har ændret sig de seneste 50 år.
\ Kilder
- Karen Vallgårdas profil (KU)
- "Ugly Intimacies and State Power: Separation Processes in Late Nineteenth‐Century Denmark", Gender & History (2021). DOI:10.1111/1468-0424.12449
- "The Emotions of Motherhood: Love, Culture, and Poverty in Victorian Britain", The American Historical Review (2018). DOI: 10.1093/ahr/123.1.60
- "Emotional Communities in the Early Middle Ages", Cornell University Press (2007)
- "1603 Bonnie Clementsson: Förbjuden kärlek", Temp (2018)
\ Tove Ditlevsen: Stedfædre kan jo blive fristet over evne
Lovgivningen afspejlede en større samfundsmæssig tolerance over for det, vi i dag ville kalde vold, seksuelle overgreb og krænkelser.
Det kan man også se i den berømte forfatter Tove Ditlevsens (1917-1976) brevkasse i Familie Journal.
Jævnligt skrev kvinder for at bede om råd til, hvordan de skulle forholde sig til en voldelig ægtemand.
Selvom Ditlevsen gerne udtrykte empati med kvinderne, rådede hun dem ofte til at blive i ægteskabet, blandt andet fordi hun ikke var overbevist om, at kvinderne ville kunne klare sig på egen hånd.
I et særligt grelt eksempel fra 1971 anbefalede Ditlevsen endda en kvinde, hvis mand havde forsøgt at voldtage hendes 13-årige datter fra et tidligere forhold, til ikke at gøre for stort et nummer ud af det.
Det var unægteligt »en meget kedelig affære«, skrev forfatteren, men tilføjede: »Det er dog ikke ualmindeligt, at stedfædre bliver fristet over evne, når de bor under tag med sådan en teenagepige« (Familie Journal, 16. februar 1971).
Det var bestemt langt fra alle i Ditlevsens samtid, der udviste så stor forståelse for mænds overgreb på kvinder og børn, men at et sådant svar overhovedet kunne blive trykt i et mainstreamblad, vidner om, at det var en anden tid.
.jpg){kind=link}