Danskerne har i de seneste dage bestormet SKAT's hjemmeside for at se deres årsopgørelse.

Mens kampen i weekenden nok mest har bestået i at kvæle sin egen irritation over ikke at kunne logge ind på det overbelastede site, så var den årlige skatteopgørelse lidt af et hundeslagsmål i 1800-tallets kommuner.

Dengang gik de kommunale vælgere stort set kun op i at betale en så lav skat som muligt.

Skoler, vejvæsen og omsorg for de fattige var nemlig knapt så vigtige emner før velfærdsstatens tid.

Derfor kunne kommunalpolitikere eksempelvis tillade sig at mene, at det var nok med bare én lærer til hele 130 elever på en skole.

»Forskellen mellem dengang og i dag er, at borgerne stiller store krav til serviceniveauet. Dengang ønskede de kommunale vælgere blot så lave skatter som muligt, også selvom det gik ud over det mest basale,« fortæller ekstern lektor ved Saxo Instituttet Niels Clemmensen.

Han har forsket i kommunalpolitik fra 1841 til 1880-erne, som på mange punkter ligner kommunalpolitik i dag. Bortset fra, at kravet om velfærdsydelser var stort set ikke-eksisterende blandt hovedparten af vælgerne.

Bønder klagede over at blive valgt til det lokale råd

Kommuner hed selvfølgelig noget helt andet i gamle dage. Det lokale selvstyre blev således i 1800-tallet kaldt sogneforstanderskabet.

I sogneforstanderskabet sad den lokale præst, godsejeren og ellers var det bønderne, som fik en plads i rådet.

Præsten og godsejeren fik automatisk plads, men bønderne blev valgt ind. Der var dog ikke ligefrem kamp om at blive valgt til sogneforstanderskabet.

»Det var øretævernes holdeplads. Langt de fleste klager til amtet efter et kommunalvalg var fra folk, som klagede over, at de var blevet valgt,« siger Niels Clemmensen.

Det var nemlig ikke særlig rart at sidde på den lokale magt, for den gav kun mulighed for at tage upopulære beslutninger.

Skoler og fattigvæsen blev prioriteret lavt

Det kommunale selvstyre skulle betale for sognebørnenes skolegang, fattigvæsen og veje.

Men datidens vælgerskare var ikke synderligt interesseret i disse ydelser.

Vælgerne bestod nemlig hovedsagligt af bønder, da man skulle eje en vis portion jord for at have valgret, hvilket eksempelvis udelukkede husmændene, selvom også de betalte skat.

Først i 1855 fik husmændene valgret, men kun  til den mindre halvdel af sogneforstanderskabet.

Bønderne kunne ifølge Niels Clemmensen ikke se så meget nytte i, at deres børn fik boglig lærdom i skolen - i al fald ikke hvis den kostede penge. De var heller ikke særligt interesserede i fattigvæsenet. Vejvæsenet var det eneste, de kunne se fornuft i at punge ud til, hvis det endelig skulle være.

Udfordringen for medlemmerne af sogneforstanderskabet var derfor at holde udgifterne nede. Men det var ikke altid let.

Staten stillede krav uden at give penge

Staten pålagde nemlig dengang som i dag kommunerne nye forpligtelser.

»Det var eksempelvis meget almindeligt, at kultusministeren (undervisningsministeren red.) stillede krav om, at sogneforstanderskabet skulle bygge flere lokaler til skolen, men der fulgte ikke penge med,« siger historikeren og fortæller, at staten i 1800-tallet ikke refunderede noget som helst, når de bad kommunerne om at tage sig af nye ting.

Derfor våndede kommunens mænd sig, når regeringen eksempelvis lavede regler om, at lærerboligerne skulle have en vis standard.

Sogneforstanderskaberne forsøgte ofte at slippe for at opfylde statens krav ved at klage over dem og trække sagerne i langdrag. Men det hjalp som regel ikke noget.

Ingen ville betale mere i skat end naboen

Det var ikke kun skat og skattestigninger, som gjorde det til en lidet attraktiv plads at sidde i sogneforstanderskabet. Det kommunale selvstyre fastsatte også skatterne for den enkelte borger.

Derfor var der et årligt ramaskrig, når skatterne blev offentliggjort. For hvorfor skulle man betale mere i skat end naboen?

Der findes eksempler på, at medlemmerne i sogneforstanderskabet tildelte sig selv en ret lav skattebyrde. Men Niels Clemmensen siger, at der er mange flere eksempler på, at kommunens borgere påstod, at de gjorde det.

Forskerens doktordisputats ’Konflikt og konsensus i kommunen’ bliver forsvaret på Københavns Universitet den 18. marts 2011. Disputatsen er udkommet i bogform på forlaget Museum Tusculanum.