Kunst er en dårligere investering end aktier

I denne weekend holdes den årlige internationale kunstmesse ART Copenhagen i Forum, og mange af gæsterne tænker sikkert, at kunst handler om skønhed, om oplevelser eller måske om at se verden på en ny måde.

Men hvis man skal tro internationale konsulenthuse som Deloitte og CapGemini, så handler kunst også om penge.

Kunstværker er nemlig de sidste ti år blevet et investeringsobjekt på linje med aktier, obligationer og ejendomme. De bruges som sikkerhed for store milliard-lån og er en del af store pensionsfondes porteføljer.

Men kan kunst virkeligt måle sig med aktier og obligationer, når det handler om at få sparepengene til at yngle?

Det har to økonomer undersøgt i et studie nyligt publiceret i tidsskriftet Management Science.

Aktier vinder i lange løb

Ved hjælp af data fra over en million salg af kunstværker på auktioner i perioden fra 1957 to 2007 har de opstillet et såkaldt kunstpris-indexindeks.

På baggrund af det har de sammenlignet udbyttet fra investering i kunst med udbyttet af finansielle investeringer, og meget tyder på, at kunstværker trods de positive spådomme ikke er en erstatning for de traditionelle varer på finanshusenes hylder:

»Hvis man ser på hele perioden, så stiger kunst i gennemsnit i værdi med omtrent samme hastighed som virksomhedsobligationer, men ikke i nær samme takt som aktier,« siger en forskerne bag studiet Christophe Spaenjers fra den franske Hautes études commerciales de Paris til Videnskab.dk.

Konkret viser undersøgelsen, at kunstpriserne kun er steget med 3.,97% procent årligt i perioden, mens aktier ifølge en række toneangivende aktieindex aktieindeks kan fremvise næsten dobbelt så store gennemsnitlige årlig stigninger.

Mindre afkast, større risiko

Selvom kunstværker altså ikke kan måle sig med de risikable aktier, så klarer de sig altså ligeså godt som de mindre risikofyldte virksomhedsobligationer.

Problemet er bare, at udsvingene i kunstpriserne ifølge Christophe Spaenjers er meget større, og det gør investering i kunst til et mindre attraktivt alternativ til investering i for eksempel aktier og obligationer:

»De store udsving i afkast på kunstmarkedet gør det risikabelt at investere i kunst. For eksempel ændrer folk smag over tid, så rigmænd for eksempel var tilbøjelige til at betale store summer for sølvtøj, gobeliner eller møbler i det nittende århundrede, mens det i dag er helt andre ting, der er eftertragtede,« siger Christophe Spaenjers.

»En anden faktor er, at vi har en tendens til at foretrække kunst fra vores eget land. Derfor kan det få stor betydning for efterspørgslen, når et land pludseligt bliver rigere eller fattigere. Samtidig er der med kunst en risikoen for forfalskninger, som man ikke har ved de finansielle investeringer.«

Aktier behøver ikke forsikring og opbevaring

Der er dog også andre problemer ved at investere i fysiske objekter.

»Man skal tage højde for forsikring og omkostninger til at opbevare værkerne, og det er jo overvejelser, man ikke har med aktier, som kun er i ens netbank.«

Samtidig er omkostninger ved køb af kunst også større end ved de finansielle aktiver:

»Det betyder, at kunstværkerne i højere grad er en investering, hvis du ikke har tænkt dig at skille dig af med dem igen med det samme. På kort sigt vil prisstigningen nemlig ofte bliver overskygget af de høje omkostninger ved selve salget.«

Christophe Spaenjers understreger dog, at studiet beskriver en overordnet tendens i kunstmarkedet generelt, og der naturligvis stadig kan være rationelle grunde til at investere i kunst:

»For det første kan investorer jo få store ikke-finansielle afkast af at investere i kunst. Man kan tale om et 'æstetisk udbytte' eller et 'psykisk afkast' af at eje kunst.«

»For det andet kan kunstinvesteringsfonde være i stand til at spotte muligheder i kunstmarkedet. For eksempel forsøger de typisk at købe kunst til lave priser fra privatpersoner, der har brug for penge, og senere sælge værkerne videre på auktion. Der er også nogle dele af kunstmarkedet, der klarer sig bedre end andre. Den allerdyreste kunst giver for eksempel højere afkast i vores periode end den billigere kunst.«

Christophe Spaenjers' studie viser også, at kunst faktisk godt kan konkurrere med andre fysiske investeringsobjekter som guld, råvarer og fast ejendom, selvom det billede bliver lidt mere uklart, når man tager højde for den store risiko, der er forbundet med investering i kunst.

Svært at sætte værdi på kunstværker

Men hvorfor er kunstmarkedet egentligt så risikofyldt?

Ifølge professor Jörg Rössel fra Universitetet i Zürich, så skyldes det, at kriterierne, for hvad kunst er værd, er så uklare.

»Der er en grad af usikkerhed på de fleste markeder, men kunstmarkedet har du en ekstremt grad af usikkerhed. Hvis du kigger på bryllupsringe, og den ene ring er af guld og den anden af sølv, så ved du, at materialerne har forskellig værdi. Hvis du ikke beskæftiger dig særligt med kunst, så vil du have meget svært ved at forklare, hvorfor et billede skal koste 1.000 kroner og et andet 100.000, når billederne har den samme størrelse,« siger Jörg Rössel til Videnskab.dk

Jörg Rössel har sammen med en kollega netop publiceret et studie af, hvordan kunstpriser fastsættes, der er publiceret i en særudgave om kunstmarkedets sociologi i det videnskabelige tidsskrift 'European Societies' .

Normer mindsker usikkerheden

Dele af kunstverdenen har dog ifølge Jörg Rössel forsøgt at mindske usikkerheden ved at fastsætte nogle normer for, hvordan man sætter pris på kunstværker:

»VI Vi har undersøgt kunstpriser på henholdsvis gallerier og auktioner, og det viser sig, at de to markeder fungerer helt forskelligt. I vores studie ser vi, at gallerierne trinvist øger priserne i forhold til, hvor mange år en kunstner har været aktiv i kunstverdenen, . tTil gengæld har andre tegn på kunstnerens ry, som for eksempel prestigefulde udstilling eller omtale i magasiner og bøger, ingen særlig indflydelse.«

»Det bekræfter tidligere forskning, som peger på, at gallerierne har nogle særlige normer, hvor man for eksempel sætter unge kunstnere lavt i begyndelsen og så løbende forhøjer priserne, men sjældent sænker priserne offentligt. Samtidig sætter man billeder af den samme kunster med deni samme størrelse til den samme pris. Det er med til at skabe en form for sikkerhed i det her ekstremt usikre marked.«

Normerne kan skabe en slags monopol for gallerierne, og det kan stabilisere kunstmarkedet:

»Det er meget svært at prissætte specielt yngre kunstnere. Derfor er det lettere at holde sig til nogle simple regler. Det stabiliserer markedet og reducerer måske også konkurrencen lidt, så gallerierne får mulighed for at investere i kunstnerne. Der er jo mange udgifter forbundet med at lave en udstilling.«

Kunst ikke uafhængigt af generelle økonomi

Den store efterspørgsel efter kunst i disse år knyttes ofte til den generelle økonomiske usikkerhed.

Investorer er simpelthen sultne efter ting, som ikke er påvirket så meget af aktier og obligationers udsving.

Her har kunstværker og andre samleobjekter været betragtet som en måde at sprede sine investeringer.

Christophe Spaenjers mener dog ikke, at kunstmarkedet er så uafhængigt af den generelle økonomi, som mange tror:

»Det hævdes nogle gange, at der ikke er sammenhæng mellem den større økonomi og så kunst og samlerobjekter. Men det, tror jeg ikke, er rigtigt. Hvis det går godt på de finansielle markeder, eller investorer og forbrugere får større tillid til markedet, så vil de mennesker, der er interesseret i at købe kunst også bliver rigere eller i hvert fald regne med at blive det, og derfor går prisen på kunst også op.«

Han medgiver dog, at kunstmarkedet også er præget af særlige modeluner:

»Nogle af de opgangsperioder for kunst, vi har set, kan ikke forklares alene med henvisning til den almindelige økonomiske forhold. Modeluner påvirker helt klart prisen på kunst, og det kan skabe nogle bobler i kunstmarkedet, som folk, der investerer i kunst, bør være opmærksomme på. Hvis du havde købt impressionistisk kunst eller popkunst i 1990'erne, så skal du sikkert vente en rum tid, før de når det samme pris niveau igen.«