Vi bliver dummere og dummere. Det er en af de pointer, der bliver slået fast i en artikel, der for nylig blev publiceret i New Scientist. Artiklen refererer til en gradvis tilbagegang i IQ i udviklede lande som Storbritannien, Australien og Holland.
Forskning som denne falder ind i en lang tradition for at teste menneskers intelligens. Men debatten om intelligens er alt for fokuseret på IQ som et livsvarigt karaktertræk, der ikke kan ændres. Ny forskning viser ofte det modsatte.
IQ-test skulle beskrive – ikke forklare
Franske psykologer var de første, der i begyndelsen af 1900-tallet med succes udtænkte konceptet med at teste intelligens.
Formålet var, at det skulle hjælpe til at beskrive forskelle i, hvor godt og hurtigt børn lærer i skolen. Men i dag bruges det ofte til at forklare disse forskelle – at vi alle har et fastlagt og naturligt niveau af intelligens, som afgør, hvor hurtigt vi kan lære.
Med en løs definition kan intelligens siges at referere til vores evne til at lære hurtigt og tilvænne os nye situationer. IQ-tests måler vores ordforråd, vores evne til at løse problemer, argumentere logisk og så videre.
Men hvis folk var klare over, at IQ-tests kun målte dine evner inden for disse specifikke opgaver, var der ingen, som ville være interesseret i din score. Resultatet er kun interessant, fordi det opfattes som noget livsvarigt.
Hvem bliver klogere?
Standardiserede IQ-tests, der bruges af kliniske psykologer til diagnosticeringsformål, som f.eks. Wechsler-skalaen, er designet på en måde, hvor det er svært at forberede sig til dem. Indholdet bliver holdt hemmeligt, og de bliver ofte ændret. Det resultat, som den enkelte får, er relativt, tilpasset på baggrund af præstationer fra folk i samme aldersgruppe.
Selv når vi bliver bedre uddannet og får flere færdigheder inden for den type opgaver, der måles i IQ-tests (et fænomen kendt som ”Flynn-effekten”), forbliver vores IQ mere eller mindre den samme. Dette skyldes, at IQ-pointsystemet medregner mængden af forbedring, der ventes over tid, og trækker det fra. Denne type resultat kaldes et ”standardiseret resultat”. Det skjuler dit sande resultat og repræsenterer blot din placering i forhold til dine jævnaldrende, som også er blevet klogere i nogenlunde samme tempo.
Samtidig bliver IQ-testene og IQ-pointsystemet konstant tilpasset for at sikre, at den gennemsnitlige IQ forbliver på 100, til trods for en veldokumenteret forøgelse i intellektuelle egenskaber verden over.
Den tilsyneladende stabilitet i IQ-resultater får intelligens til at se relativt konstant ud, hvor vi alle sammen i virkeligheden bliver mere intelligente over og i løbet af vores levetid
Bryan Roche
Denne tilsyneladende stabilitet i IQ-resultater får intelligens til at se relativt konstant ud, hvor vi alle sammen i virkeligheden bliver mere intelligente i løbet af vores levetid.
Politiske anskuelser inden for IQ-testning
Psykologer er klar over, at intelligensresultater mere eller mindre er motiv for kulturel indflydelse og social placering, men nogle har stadig insisteret på, at vi ikke kan forbedre vores IQ ret meget – at vores generelle intelligens (eller ”g”) er et fastlagt spor, som er upåvirket af uddannelse, ”hjernegymnastik”, diæter, eller andre interventioner. Med andre ord siger de, er vi alle biologisk begrænset i vores intelligensniveauer.
Tanken om, at IQ er fastlagt for livet, er bygget ind i de tvivlsomme politiske anskuelser vedrørende IQ-tests. Den alvorligste konsekvens af dette er brugen af IQ-tests til at skubbe ansvaret for indlæringsvanskeligheder over på elever i stedet for på læringssystemer.
Men det er psykologernes job at finde bedre måder at undervise på, ikke at finde bedre måder at retfærdiggøre elevers dårlige præstationer på. Denne særlige brug af IQ-tests har fået en af de ledende forskere inden for forskning i intelligens, Robert Sternberg, til at referere til IQ-tests som ”negativ psykologi” i en artikel fra 2008.
Alt er ikke tabt for IQ-test
De, der vedholdende hænger fast i ideen om, at IQ er fastlagt for livet, vælger at se bort fra årtiers publiceret forskning inden for anvendt adfærdsanalyse:
- Børn med autisme, som har fået tidlige intensive adfærdsindgreb så snart, de er blevet diagnosticeret for indlæringsvanskeligheder, er vokset betydeligt i IQ.
- Et studie fra 2009 i Norge undersøgte følgerne af en forlængelse i varigheden af obligatorisk undervisning i Norge i 1960’erne, hvor uddannelseslængden blev forlænget med to år. Forskerne brugte journaler over kognitive færdigheder, regsitreret af militæret, til at beregne IQ’en hos hver enkelt i studiet. De opdagede, at IQ’en var steget med 3,7 point for hvert ekstra uddannelsesår.
- Nyere studier af John Jonides og hans kollegaer ved University of Michigan viser forbedringer i objektive målinger af intelligens hos dem, der praktiserer en hjernetræningsøvelse kaldet ”n-back task” – en form for computeriseret hukommelsestest.
Min egen forskning, inden for ”relational frame theory”, har vist, at forståelse for relationer mellem ord, som ”mere end”, ”mindre end” eller ”modsat” er essentielt for vores intellektuelle udvikling. Et nyere pilotstudie viste, at vi kan hæve standard IQ-resultater betydeligt ved at træne børn i opgaver for relationelle sprogegenskaber over en række måneder. Igen udfordrer denne opdagelse ideen om, at IQ er noget, som er fastlagt for livet.
Så det er på tide, at vi ændrer vores ideer om, at intelligensens natur er et karaktertræk, der ikke kan ændres. Der er utvivlsomt nogle begrænsninger for udviklingen af vores intellektuelle færdigheder. Men kort og godt er den socialt ansvarlige ting at gøre ikke at føle sig bundet af disse begrænsninger, men at hjælpe ethvert barn med at arbejde mod og endda overskride dem.
Bryan Roche arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
