Københavnere er gode til at sortere affald – når de får hjælp

Giver det mening at bede husholdningerne om at sortere deres affald i alle mulige forskellige fraktioner?

Det har vi beskæftiget os med i et forskningsprojekt, som blev afviklet i efteråret 2015 med fokus på affaldshåndteringen i københavnske etageejendomme.

Resultaterne byder på gode nyheder, hverdagshelte, skurke og skødesløse beboere. Husholdningsaffald er nemlig fuld af værdifulde ressourcer, som med fordel kan genanvendes.

Det kræver imidlertid, at man behandler affaldet med omtanke i hele dets forløb, fra man i husholdningerne smider fødevarerester, emballage og brugsgenstande ud – og derved omdanner materialerne til affald – til man på diverse affaldscentre oparbejder affaldet og får nye ressourcer, råvarer og produkter ud af det.

Etageejendomme har flere led i affaldets rejse

Den fornødne omtanke kan man indarbejde i affaldshåndteringen på mange forskellige måder.

Her byder etageejendommene på nogle ekstra udfordringer. (I øvrigt udgør boliger i etageejendomme 40 procent af landets og 92 procent af Københavns og Frederiksbergs boliger, jf. Statistikbanken.dk).

Hvor affaldet i enfamilieshuse rejser direkte fra husholdningen til skraldemændene, som henter det og kører det til videre behandling – eller endda direkte fra husholdningen til genbrugsstationen – så skal det gennem nogle flere led i etageejendomme.

Her bliver det opsamlet i fælles containere, inden det bliver sendt videre.

Nogle steder er der foruden specialcontainere på gadeplan også affaldsskakte, der munder ud i containere, som ejendommens serviceteknikere, dvs. varmemestre, gårdmænd m/k eller viceværter, skal transportere op fra de kældre og aflukker og ud til skraldemændenes opsamlingssteder.

Andre steder er der skraldeskure i gårdene, hvor beboerne selv skal gå ned med alle fraktioner af affaldet. Der kan desuden være storskraldsordninger og miljøskabe til det farlige affald.

Affaldshåndteringen kan være usynlig

Uanset hvor mange mellemled der er i affaldets rejse fra udsmidning til oparbejdning eller afbrænding, synes der at være to yderpunkter i, hvordan man opfatter husholdningernes rolle i systemet.

Det er i hvert fald den fortolkningsramme, som dette projekt anlægger på basis af de forskellige beskrivelser af affaldssystemer, vi mødte i forarbejdet. (Se også Gay Hawkins (2006): The Ethics of Waste)

På den ene side kan man stræbe efter at involvere husholdningerne så lidt som overhovedet muligt og gøre affaldshåndteringen usynlig for borgerne.

Alt det, husholdningen ønsker at smide ud, bliver bare blandet sammen og smidt i et hul i muren og vupti: ude af syne ude af sind.

I den videre proces søger man så at udvinde de værdifulde ressourcer af affaldet gennem centraliseret sortering – manuelt, mekanisk og optisk – eller ved brug af enzymer. Se f.eks. denne omtale af renescience-teknologien, hvor man udvinder ressourcer af affaldet ved hjælp af enzymer.

Der er en mere grundlæggende forestilling forbundet med denne tilgang til affaldshåndteringen, nemlig forestillingen om en fuldstændig afkobling af hverdagens aktiviteter fra den ulækre del af materien: alle de afsondringer vi støder fra os og helst fuldstændig fortrænger.

Affaldssortering kræver en fælles indsats

Den forestilling kan så være yderligere forbundet med den store ingeniørmæssige utopi, hvor enzymer og maskiner klarer det hele for os, uden at vi behøver bekymre os, besvære os eller blive tilsmudsede af materien.

Men den er samtidig forbundet med en ældgammel fortrængning af affaldet, hvor mennesker gennem hele civilisationshistorien har bestræbt sig på at glemme alt det man støder fra sig, være ligeglade med det, regne med at tiden og omgivelserne tager sig af det eller bare leve med det og i det.

På den anden side kan man have mere eller mindre detaljerede systemer til kildesortering, hvor man forlader sig på de enkelte husholdningers aktive bidrag til en effektiv udnyttelse af affaldsressourcerne.

Det måske i en grad så man beder dem sortere i forskellige slags plastik, glas, metal, elektronik og dertil alt det organiske affald. F.eks. kan man se, hvordan man i en japansk by sorterer affald i 34 forskellige fraktioner.

Denne tilgang til affaldshåndteringen er i sin yderste konsekvens knyttet til en forestilling om det autonome menneske – eller det autonome kollektiv – der løbende sørger for at vedligeholde ressourcernes vedvarende kredsløb og selv avler/fabrikerer, bruger og genanvender alle de materialer, der indgår i husholdningens opretholdelse.

Folk vil gerne sortere affald

Mellem de to yderpunkterne findes så den danske virkelighed, hvor meget tyder på, at den mest effektive udnyttelse af affaldsressourcerne opnås gennem en kombination af kildesortering og centraliseret eftersortering.

Ifølge resultaterne af vores undersøgelser skal man i hvert fald ikke være bange for at bede husholdningerne løfte deres del af ansvaret og sortere affaldet i forskellige fraktioner.

Tværtimod lader det til, at usynliggørelse af affaldet giver flere problemer ude i ejendommene end kildesortering og ansvarliggørelse.

Så den gode nyhed er, at folk i almindelighed gerne vil og endda mener, at man bør sortere sit affald.

I den spørgeskemaundersøgelse, vi udsendte i forbindelse med projektet, var 87 procent helt eller delvist enige i at 'vi er nødt til at genbruge de ressourcer der findes i affaldet', mens 83 procent var helt eller delvist enige i, at 'det er husholdningens ansvar at sortere affaldet korrekt'.

Det lader til at være en grundlæggende norm, at man selv som forbruger og husholdning har et (med)ansvar for at håndtere sit affald på en forsvarlig måde.

Vi var også ude at tale med folk, og det viste sig, at der er lidt forskellige rammer for denne norm:

• Nogle knytter den til, at man ikke bør lade gode ressourcer gå til spilde og fortæller i samme åndedrag, at de også sælger og køber brugte ting på loppemarkeder.
• Andre knytter den til en overordnet miljøbeskyttelse og hensynet til vores børn og taler om plastikaffald i oceanerne.
• Og endelig bliver den knyttet til et ønske om orden og pæne og hygiejniske omgivelser. Det forekommer simpelthen meningsfuldt at sortere affaldet.

Affaldssorteringen starter i hjemmet

Det lader endvidere til, at flertallet nogenlunde lever op til deres egne normer.

Hvis der er en let tilgængelig mulighed for at sortere affaldet, så bliver det også gjort. Hvis der således i ejendommen er en container til batterier, så angiver 94 procent af deltagerne i vores undersøgelse, at de altid eller ofte bruger den.

For elektronik er det 93 procent, for pap og papir er det 90 procent, mens det for hård plast – der først for et par år siden blev en del af sorteringen i København – er nede på 78 procent.

Mange beboere sorterer endda en række fraktioner, selv om de ikke har container til den pågældende fraktion i ejendommen.

Sortering bliver en integreret del af hverdagen

Al den sortering lader også til at blive integreret nogenlunde ubesværet i folks dagligdag.

Vi fandt et ganske tydeligt mønster, hvor man udvikler sine egne systemer med midlertidige depoter og særlige poser og kasser eller hjørner af køkkenet/gangen, hvor alle specialfraktionerne bliver placeret, indtil man går ned i gården med dem.

Sorteringen bliver simpelthen en integreret del af rutinen og af den måde, hvorpå man bruger sit hjem.

Ikke alle sorterer, og det går ud over de andre

Nu har folk ganske vist en tendens til at overdrive deres gode gerninger i spørgeskemaer og interview, men resultaterne svarer ganske godt til de vurderinger, vi hørte fra ejendomsserviceteknikere, dvs. gårdmænd m/k, viceværter og varmemestre.

De mener, at flertallet af deres beboere, op mod 80 procent, sorterer affaldet nogenlunde ordentligt. Men der er også problemer.

Nogle beboere er komplet ligeglade, nogle vil i reglen gerne sortere, men kan enten ikke finde ud af det – det er ikke altid indlysende, hvor en bestemt type affald hører til – eller kommer måske til at sløse og være ubetænksomme engang imellem.

Og det er så her vi kommer til skurkene og de skødesløse beboere.

De største skurke er nok nedfaldsskaktene, hvor sådanne findes. Det kræver omfattende, hårdt og uhumsk arbejde fra ejendomsserviceteknikernes side blot at sikre, at containerne for enden af skaktene udskiftes, og at hele systemet ikke bliver blokeret.

Affaldsskakter får folk til at droppe sorteringen

Containerne står ofte varmt nede i ejendommenes kældre, hvor der er ekstra gode vækstbetingelser for bakterier og utøj.

Gårdmændene fortæller, hvordan enkelte beboere – et fåtal, men dog nogle – kan finde på at smide alt muligt ned i skaktene såsom juletræer, kosteskafter og lysstofrør eller rester af gryderetter direkte fra gryden og uindpakkede brugte bleer.

Grundlæggende inviterer affaldsskaktene til en manglende ansvarlighed fra beboernes side, fordi affaldet så let bliver usynligt i modsætning til de ejendomme, hvor man selv skal ned med affaldet til skraldeskuret i gården.

Eftersom særlige containere til de forskellige fraktioner står lige for øjnene, når man alligevel er nede med skraldet, bliver sortering en mere tydelig mulighed.

Ud over den slags grov ubetænksomhed, som blev beskrevet ovenfor, kan beboere i alle slags ejendomme også opføre sig skødesløst:

• Der er nogle, som ikke lige gider gå to skridt længere ind i skraldeskuret, men altid vælger den nærmeste affaldscontainer, også selv om den er overfyldt og den næste container er tom
• Nogle som ikke gider folde papkasser sammen og tømme dem for flamingo, før de smider dem i papcontaineren
• Nogle som efter talrige opslag stadig ikke har forstået, at brugte pizzabakker med madrester ødelægger pappet og derfor skal smides i det almindelige blandede affald.

Viceværter og pedeller redder affaldssorteringen

Det er så her, heltene kommer på banen, nemlig ejendomsserviceteknikerne, som går og rydder op efter alle os andre.

De hiver containere ud fra deres aflukker under nedfaldsskaktene og sørger for, at skraldemændene kan hente dem. Hvis nogen har smidt et juletræ i skakten, må de ind og save det over, så det kan komme ud.

De samler affald op, som lander på jorden, når man bruger den nærmeste, overfyldte container, eller den container, som er flydt over for enden af nedfaldsskaktene ved weekendens afslutning.

De skærer papkasser op og folder dem sammen, så det hele kan være der. Mange af dem eftersorterer, når beboerne har fejlsorteret de forskellige specialfraktioner.

De rydder op i storskraldet og bestiller afhentning af det miljøfarlige affald. De rykker rundt på containerne, så den mindst fyldte altid står tættest på indgangen til skraldeskuret.

Og de påtager sig typisk også en opgave med at informere beboerne – gerne i samarbejde med bestyrelserne – idet de gennem opslag og beskeder via mail, hjemmesider og Facebook og somme tider gennem personlige henvendelser prøver at fortælle beboerne, hvordan de skal håndtere skraldet og prøver at oversætte kommunens forskellige retningslinjer.

Madrester sniger sig alligevel ind i forkert affald

I en del ejendomme forlader man sig i øvrigt på ulønnede affaldsansvarlige fremfor lønnede serviceteknikere.

Det er typisk medlemmer af bestyrelsen, og de udfører nogle af de samme funktioner som serviceteknikerne, dog ikke i samme omfang. Og i ejendomme, hvor arbejdet med affaldshåndtering er mere omfattende, som når der er affaldsskakte, er det altid lønnede teknikere der tager sig af det.

Spørgsmålet er nu, hvilken betydning disse mellemled har for affaldshåndteringen og for ejendommen.

De redder helt sikkert nogle ladninger af pap fra at rådne op, fordi de i tide får fisket pizzabakker med madrester op af dem, ligesom de får rettet andre fejlsorteringer, f.eks. når de samler elektronik op af dagrenovation, men ikke fanger alle fejlsorteringer.

Hvis pizzabakken ligger på bunden af containeren, er det de færreste gårdmænd, der opdager den eller fisker den op, og selvom der er madrester i glas-, plastik- og metalemballage – hvilket er i modstrid med de kommunale retningslinjer – så bliver den ikke løftet over i dagrenovation eller renset.

Det er dermed ikke gårdmændene og de affaldsansvarlige, som perfektionerer eller redder kildesorteringen. Den beror først og fremmest på beboernes aktive og nogenlunde korrekte medvirken.

Den største forskel gør ejendomsserviceteknikere og affaldsansvarlige ved at vedligeholde ejendommens infrastruktur til affaldshåndtering.

Uden hjælp ville lejlighederne være ubeboelige

Gennem oprydning, til tider omfattende oprydning, såvel som kommunikation, sørger de for, at infrastrukturen ikke stopper til.

Dermed bidrager de ganske vist også til at optimere kildesorteringen og effektivisere ressourceudnyttelsen ved simpelthen at sørge for, at affaldsstrømmen flyder og når frem til dens forskellige destinationer: oparbejdning eller afbrænding.

Men det er først og fremmest ejendommen, der tilgodeses gennem gårdmændenes og de affaldsansvarliges indsats – det fælles gårdmiljø, de fælles faciliteter, beskyttelsen mod skadedyr osv.

Hvor utålelig ejendommen ville være at bo i, hvis ikke der var nogen til at tage sig af affaldet i det daglige, afhænger af ejendommens indretning.

I den ene ende af spektret finder vi ejendomme med affaldsskakte (som ikke er direkte tilgængelige for skraldemændene). Her ville affaldshåndteringen – og dermed ejendommen som sådan – bryde fuldstændig sammen, hvis der ikke var gårdmænd og varmemestre som tog sig af det.

I den anden ende af spektret findes der ejendomme uden en lønnet tekniker eller ulønnet affaldsansvarlig til at håndtere affaldet, ud over skraldemændene, som kommer og henter det.

Beboere og gårdmænd holder sorteringen i gang

Det er interessant, at man ikke nødvendigvis oplever flere problemer med affaldet i sådanne ejendomme ifølge det spørgeskema, vi udsendte til bestyrelsesmedlemmer i andelsboligforeninger.

Denne mangel på problemer beror på, at skraldemændene har nem adgang til affaldscontainerne, måske at ejendommen er lille og måske, at den mangler et fælles gårdanlæg, eller at de fælles udearealer er ubrugelige til ophold.

Hvor der er besværlig adgang til affaldscontainerne, hvor der er store og velbesøgte gårdanlæg, og hvor der er storskraldsordninger og miljøskabe, vil der altid være brug for som minimum en ulønnet affaldsansvarlig og ofte også en lønnet gårdmand m/k.

Uden vedkommende ville ejendommens fællesarealer sande til i rod, ildelugt og skadedyr – men altså ikke nødvendigvis sådan, at affaldshåndteringen, herunder kildesorteringen, bryder sammen.

Så ja, det giver mening at bede husholdningerne sortere deres affald i alle mulige forskellige fraktioner. De kan og vil gerne – sådan i det store og hele.

Ejendomsserviceteknikerne virker som mellemled i den proces, de hjælper den på vej og sørger for at affaldsstrømmen glider, men først og fremmest skal man takke sin gårdmand m/k, fordi hun eller han sørger for, at det er rart at bo i ejendommen.

Projektet, hvis resultater omtales i denne artikel, blev finansieret af DCE – Nationalt center for miljø og energi og udført af en projektgruppe på Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet omfattende forfatteren samt Tilde Mikoline Bernth Christiansen, Marie Rementorp og Marianne Thomsen. Forfatteren ønsker at takke Københavns Kommune, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation og et anonymiseret boligselskab samt alle de gårdmænd/varmemestre og viceværter, de alle hjalp os undervejs i projektet.