Vi er i København, i december for præcis 68 år siden. Køen til Charlottenborg på Kongens Nytorv snegler sig helt ud til Nyhavn. Folk i tusindtal vil se den nyåbnede fotoudstilling ’The Family of Man (som på dansk hed ’Vi mennesker’).
Udstillingen viste dokumentariske sort-hvide fotografier fra hele verden af menneskers grundvilkår gennem tilværelsen: fødsel, skolegang, familiedannelse, arbejde, leg, død, krig, sorg og håb.
På bagkant af Anden Verdenskrig og med truslen fra Den Kolde Krig ville den demonstrere, at menneskeheden trods alt var én stor familie.
’The Family of Man’ blev den mest besøgte fotoudstilling i historien. Den turnerede verden rundt fra 1955 til 1963 og blev i den periode set af mere end ni millioner mennesker i 28 lande, heriblandt Danmark.
I dag lever vi (igen) med et nyt geopolitisk trusselsbillede. Hver dag flyder medierne og smartphonens feed over med billeder af krige og kriser, som rykker tættere på. Empatien slides af de mange krigsbilleder. Ukrainekrigen er på vej ind i sit femte år, mens følelsen af sammenhold i Europa og økonomisk såvel som humanitær solidaritet med Ukraine er under pres.
Har fotografiet en funktion på den baggrund? Kan fotografiet stadig minde os om det, vi deler?
Ja, er min påstand.
Ved at genbesøge modtagelsen af ’Vi mennesker’ i København i disse dage for 68 år siden, bliver man mindet om, hvordan fotografiet er et fælles sprog, vi mennesker deler med hinanden. Og om at netop fotografiet kan skabe sammenhold og medmenneskelighed i svære tider.
En fejring af humanismen
’The Family of Man’ bestod af 503 fotografier fra 68 lande, og udstillingen var udtænkt af direktøren for Museum of Modern Art i New York, fotografen Edward Steichen.
Han ville skabe et fotografisk epos, der kunne samle mennesker over hele verden i en insisteren på, hvad der forener os som mennesker fremfor det, der splitter. På tværs af kulturer og nationer. Verdens bedste dokumentarfotografer deltog.
Udstillingen var uhørt moderne designet for sin tid. For at gøre den så levende som muligt, var mange billeder utraditionelt ophængt; i loftet, lagt på gulvet, på stativer. Et foto af to gamle mennesker, der gynger, var ophængt i to lange kæder, så det selv kunne gynge.
Både unge og intellektuelle blev grebet
Det var boghandleren Mogens Staffeldt og fotografen Bror Bernild, der havde sørget for at få udstillingen til Danmark. Den blev en kæmpe succes, og den blev lovprist af de danske anmeldere, der ikke var vant med fotoudstillinger – læs mere om anmeldelserne i boksen nedenfor.
\ Danske anmeldelser af ‘Vi mennesker’
En af tidens mest kritiske samfundsdebattører, forfatteren og kunsthistorikeren Rudolf Broby-Johansen, skrev i Information, under overskriften ‘Menneskefamilien’, at udstillingen havde fået ham, der ellers var skeptisk over for fotografi, omvendt.
»Man går gennem udstillingens billeder og bryder sin hjerne med, hvad der betinger den helt anderledes virkning end på andre kunstudstillinger, til det slår ned i én: billedet er blevet skarpt, skærer igennem som en kniv, hugger som et sværd, stikker som en dolk.«
»Udstillingen VI MENNESKER er stykke central moderne kunst sat ind ikke på ét, men på det største problem for menneskeheden, for vores børn, for os alle: Mod eller med? Ja eller nej? Familie eller fjende?« sluttede Broby-Johansen sin artikel.
Politikens hovedkunstanmelder Pierre Lübecker kaldte udstillingen et mesterværk og fortsatte:
»Der er billeder, som man næsten ikke kan bære at se på, som ryster en helt ned i dybet af sindet, optagelser så tragiske, at man føler tårerne presse på. Den der ser rigtigt efter, glemmer det aldrig.«
Den globale blokdannelse mellem øst og vest, som havde tegnet sig efter Anden Verdenskrigs afslutning, var blevet en del af folks hverdag. Noget man levede med og ikke følte sig ansvarlig for.
Udstillingen mindede om, at det til syvende og sidst er mennesker, der står bag udviklingen, bag krig og undertrykkelse, og bærer ansvaret for historiens gang.
Også de unge, der var opvokset med mindet om kz-lejrene og i frygten for en kommende atomkrig, var anfægtede. Politiken udskrev en essaykonkurrence for unge i forbindelse med udstillingen. 550 sendte ind.
»Jeg har set, at vi alle er mennesker. At buskmanden elsker og sørger som jeg selv. At vi alle har samme rettigheder og pligter,« skrev den dengang 14-årige Arne Herløv Petersen. Han vandt konkurrencen sammen med den to år ældre Erik Thygesen. Begge blev senere kendte forfatterprofiler.
Sammenhold i en kold krig
Udstillingen blev til midt under Den Kolde Krig. Fronterne mellem ’dem’ og ’os’ var trukket hårdt op overalt i verden, så for Edward Steichen gjaldt det om at bygge bro.
Udstillingen forholdt sig ikke idylliserende eller negligerende over for krige og kriser. Den viste fattigdom, ensomhed og krigens ødelagte landskaber og menneskelige ofre fra Den amerikanske borgerkrig over Anden Verdenskrig til Koreakrigen.
Udstillingens eneste farvefotografi var stort og forestillede en atomprøvesprængning. Billedet havde en central placering på udstillingen.
Hele sidste sekvens var tilegnet børn over hele verden, som leger, griner og frydes ved sæbebobler, en stjernekaster eller den første sne. Det allersidste fotografi er W. Eugene Smiths i dag ikoniske fotografi af to små børn, fotografens egne, der hånd i hånd bevæger sig hen mod en lysning i en mørk skov. På den vis formidlede den et håb for fremtiden.
Nye øjne på ’Family of Man’
Udstillingens store succes i Danmark skyldtes også, at der i tiden var en bevidsthed om, at man var et lille land klemt inde mellem stormagter, og at en mulig tredje, og nu atombåren, verdenskrig kun afhang af et tryk på ’den røde knap’.
Der er mange ligheder med den situation, vi befinder os i i dag: i geografisk nærhed til Ukrainekrigen, med angiveligt russiske droner i luften, et ustabilt USA, der truer med både at indtage Grønland og at trække sig fra NATO, en opblussende nationalisme overalt i verden, en dansk regeringsstrategi om oprustning og et efterhånden slidt folkeligt engagement i Ukrainekrigen.
I 1994 blev ‘The Family of Man’ installeret permanent i Clervaux i Luxembourg, Steichens oprindelige fødeland. Og det er ikke bare hos mig, men i forskningslitteraturen mere generelt, at ‘The Family of Man’ i disse år rehabiliteres.
Konkurrencen om menneskers opmærksomhed er meget større i dag end den var i 1955 – og var udstillingen blevet lanceret i år, var den måske ikke blevet historiens mest besøgte.
Ikke desto mindre vil jeg mene, at vi stadig kan lære af dens formidlingsstrategi om at fokusere på alt det, vi deler, gennem fotografier præsenteret, så alle kan forholde sig til dem.
Udstillingens overordnede ‒ etiske ‒ påkaldelse af medmenneskelighed i en verden af splittelse og dens budskab om menneskets ansvar for historiens gang er ikke mindre aktuel i dag.
Ved at se tilbage på denne banebrydende udstilling, bliver man mindet om, at empatiens kraft, dialogens betydning og det enkelte menneskelivs værdi ikke kun er historiske idealer, men også vigtige retningslinjer for vores fælles fremtid.
Udstillingsformatets langsomhed gav plads til dvælen og eftertanke, hvilket vi om noget har brug for i dagens billedtsunami i de digitale medier. Fotografi er det mest populære og kommunikerende medium, så ja, jeg vil mene, at fotografiet stadig har mange (uudnyttede) potentialer for at samle os i krisetider.
Denne artikel er skrevet af en forsker fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
