Kan blive historisk: EU bremser handelsaftale med Latinamerika for at sikre regnskoven

EU er lige nu i gang med at indgå den hidtil største frihandelsaftale med de latinamerikanske lande; Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay – de såkaldte Mercosur-lande.

Handelsaftalen vil betyde, at EU kan eksportere biler, bildele, kemikalier og medicin toldfrit til de fire lande, og omvendt kan Mercosur-landene toldfrit eksportere kød, soja, bioethanol og en række andre landbrugsvarer til EU.

Men for første gang nogensinde har EU's medlemslande forkastet en forhandlet handelsaftale med Mercosur-landene.

»Det ser ud til, at aftalen falder i EU på grund af mangel på bæredygtighed. Hvis det sker, er det historisk,« fortæller lektor i statskundskab på Københavns Universitet Jens Ladefoged Mortensen.

De varer, EU gerne vil kunne importere toldfrit fra de fire latinamerikanske lande, har det tilfælles, at de alle med stor sandsynlighed, har medført rydning af Amazonregnskoven.

»I den nye aftale er der skrevet ind, at de fire lande skal melde sig ind i Paris-aftalen. Men den aftale har ikke konkrete krav om CO₂-reduktioner,« påpeger Jens Ladefoged Mortensen, som forsker i international handel, bæredygtighed og grøn omstilling.

Samtidig indeholder aftalen et kapitel, der handler om, at de varer, der toldfrit strømmer ind i EU, ikke må have medført rydning af regnskov og overtrædelse af arbejdsrettigheder og menneskerettigheder.

Men flere lande i EU – for eksempel Tyskland, Frankrig og Østrig – har nedlagt veto og vil ikke underskrive aftalen. Simpelthen fordi den i deres øjne ikke er bæredygtig nok.

Kødproducenter og klimaforkæmpere bremser handelsaftale

Det er i hvert fald den officielle grund. Reelt er det en lidt alternativ, men meget stærk alliance mellem kødproducenter, som frygter konkurrence fra brasiliansk oksekød, og klimaforkæmpere, fortæller Jens Ladefoged Mortensen.

Ud fra et klima-regnskovs-synspunkt er der to store problemer med Mercosur-aftalen, som den ligger lige nu:

1. Der står ikke tydeligt, hvordan EU kan holde styr på, at de varer, man importerer, er bæredygtige og ikke har medført rydning af regnskoven.
2. Der er ingen sanktionstiltag, EU kan bruge, hvis de latinamerikanske lande ikke lever op til de bæredygtighedskrav, aftalen indeholder.

Det fastslår en artikel i det videnskabelige tidsskrift One Earth.

Ph.d.-studerende Simon Bager fra det belgiske universitet Université catholique de Louvain er medforfatter på artiklen.

»Det er ikke umuligt at holde styr på og spore de varer, man importerer. Det er lige præcis noget af det, jeg gør i min forskning,« fortæller han.

Satellitfotos kan vise afskovning og produktion af bestemte afgrøder, og det kan man kombinere med handelsdata, som viser, hvor en importeret varer stammer fra.

»Netop derfor er det vigtigt, at EU bruger de forskellige muligheder, der foreligger, til at sikre at de varer, man importerer, er bæredygtige,« påpeger Simon Bager.

Fra regnskov til middagsbord

Hvis vi tager soja som eksempel, så kan man ved hjælp af varenavne og handelsdata finde ud af, hvor sojaen er produceret.

»I nogle tilfælde kan du spore det helt tilbage til den enkelte kommune eller by,« fortæller Simon Bager.

De oplysninger kan man kombinere med satellitfotos, som kan vise, om regnskoven er intakt eller ryddet.

Hvis man på satellitfotos kan se, at der i netop den kommune, hvor sojaen er groet, er ryddet rigtig meget regnskov, så er det en god indikation på, at den soja, som nu bliver fodret til europæiske svin, har regnskov på samvittigheden.

Mekanismerne til sporing findes altså.

»Problemet er, at det ikke er skrevet ind i Mercosur-aftalen, hvordan EU vil holde øje med højrisiko-varer som kød, soja, sukkerrør,« siger Simon Bager.

Han er uddannet indenfor geografi og forsker i transnationale varekæder med særligt fokus på, hvordan varer importeret til EU kan have ledt til skovrydning i eksportlandet.

Ingen klare sanktioner

Simon Bager har blandt andet lavet analyser, der viser, at EU’s import hvert år er årsag til, at mindst 190.000 hektar skov bliver fældet.

Han mener, at EU bør blive bedre til at bruge sine markedskræfter til gennem handelsaftaler at presse flere lande til at stoppe skovrydning.

»Et land som Brasilien har selvfølgelig ret til at lave deres egne regler for, om de vil rydde regnskov. Men i en handelsaftale kan EU godt kræve, at hvis de vil handle med os, så skal de ikke fælde deres regnskov,« påpeger Simon Bager.

Det har EU i nogen udstrækning forsøgt i Mercosur-aftalen, men der mangler altså en helt specifik beskrivelse af, hvordan man vil holde øje med, at regnskoven rent faktisk ikke bliver ryddet.

Næste problem er, at hvis man rent faktisk fra EU's side lykkedes med at opdage skovrydning, så indeholder aftalen ingen klare sanktionsmekanismer.

»EU kan få en større indflydelse på sin egen varekæde og bæredygtighed hele vejen igennem. Men vi benytter ikke Mercosur-handelsaftalen til at presse landene til at bremse afskovning,« fastslår Simon Bager.

Svært at lave aftaler med hårde sanktioner

Hvorfor gør vi egentlig ikke bare det: Sikrer sporing og sanktionerer hårdt, hvis landene alligevel rydder regnskov?

»For det første, for at man overhovedet kan lave en handelsaftale, så skal begge parter jo være enige. Mercosur-landene ville altså skulle sige ok til at risikere hårde sanktioner,« siger Jens Ladefoged Mortensen.

Og sådan en aftale kan være noget nær umulig at få igennem.

»I ulandene taler man om, at man også har ret til udvikling og ret til forurening, ligesom vi har haft i de rige lande,« fortæller Jens Ladefoged Mortensen.

Derudover ville det være et brud på folkeretten, som siger, at hvert land har ret til at bestemme over sit eget territorium.

»Der er faktisk nogle folkeretlige eksperter, som er begyndt at diskutere, om man bør kunne tilsidesætte folkeretten, når det handler om rydning af regnskov og klimakrisen, fordi situationen er så alvorlig. På samme måde som man kan, hvis der foregår folkedrab i et land,« siger Jens Ladefoged Mortensen.

Det vil dog kræve, at det vedtages i FN, og det er mildest talt usandsynligt.

Indonesien: I skal ikke bestemme, hvad vi bruger vores regnskov til!

En anden handelskonflikt mellem EU og udviklingslande illustrerer hvilke udfordringer, der kan opstå, når EU stiller krav om bæredygtighed i handelsaftaler.

Både Indonesien og Malaysia har nemlig indledt sager mod EU hos Verdenshandelsorganisationen WTO.

Årsagen er, at EU stiller krav om, at palmeolie, som toldfrit eksporteres til EU, ikke må have medført rydning af regnskov.

Indonesien og Malaysia er verdens største producenter af palmeolie. Oliepalmerne bliver plantet i regnskovsområder, som bliver ryddet og afbrændt.

Det kan du læse mere om i denne artikel: Læs også: Forskere: Palmeolie er en kæmpe trussel mod regnskoven og klimaet

»Der har EU bare sagt, at den palmeolie vi importerer skal leve op til minimum bæredygtighedskrav. Og vi blander os sådan set ikke i, om de så fælder resten af deres regnskov og sælger den palmeolie til Kina. Men selv her stejler de to lande. De beskylder EU for at være neo-imperialistiske og for at bryde WTO-regler om frihandel,« forklarer Jens Ladefoged Mortensen.

I en videnskabelig artikel fra 2020 diskuterer Jens Ladefoged Mortensen EU's udfordringer med at overholde reglerne i Verdenshandelsorganisationen – som promoverer frihandel – og samtidig stille krav om bæredygtighed.

En udfordring er, at WTO's regelbog ikke er opdateret i forhold til at kunne stille krav om bæredygtighed. Derfor kommer EU let på karambolage-kurs med WTO, når vi stiller krav om bæredygtighed.

Ret til udvikling og forurening

Kravene til de to sydøstasiatiske lande indeholder ikke store sanktionsmuligheder.

»Men der mener Indonesien og Malaysia, at vi pålægger dem vores standarder i EU, og det, mener de, er et brud på WTO's handelsregler,« fortæller lektor Jens Ladefoged Mortensen.

Så alene det at få lavet aftaler med fluffy krav om bæredygtighed er altså svært.

Grønnere handel kræver altså både klarere krav i handelsaftaler, bedre opfølgning og virksomme tiltag, hvis reglerne bliver overtrådt.

Men også at flere lande bliver enige om, at bæredygtighed har høj prioritet.