Gemt i benet på en knælende statue ligger en stor skat, som forskere nu er stødt på.
Statuen, som befandt sig i en gotisk kirke i Tyskland, gemte nemlig på fire poser fyldt med guld- og sølvmønter fra 1600-tallet.
Det skriver Live Science.
»Det er intet mindre end et mirakel, at formuen ikke er kommet frem i lyset før,« siger Ulf Dräger, der er afdelingsleder ved Sachsen-Anhalts møntkabinet, til Live Science.
Mønterne blev fundet i Sankt Andreas-kirken i byen Eisleben, der spillede en vigtig rolle under reformationen, hvor reformationens arkitekt Martin Luther gav sine sidste prædikener i 1546.

100 år efter blev kirken brugt som en »sikker havn«, hvor 816 mønter i poser blev gemt i benet på statuen - sandsynligvis for at skjule mønterne for begærlige tyve.
Forskerne mener nemlig, at de sandsynligvis blev gemt under Trediveårskrigen, da svenske soldater plyndrede regionen.
Mønterne var indsamlede indtægter fra bryllupper, dåb og begravelser, forklarer forskerne.

Forskerne er i gang med at vurdere skattens værdi, men indtil videre er der tale om en »kæmpe formue«, forklarer Ulf Dräger til Live Science.
Dengang ville en minearbejder i regionen tjene cirka 1 daler eller 24 øre hver uge, som for eksempel kunne bruges til at købe et halvt kilo smør til 3 øre, fortsætter han. Til sammenligning indeholdt den fundne skat udover guld- og sølvmønter cirka 800 øre, som var meget værd i Tyskland i det 17. århundrede.
Forskerne vil nu studere hver eneste mønt individuelt og præsentere deres fund i Sankt Andreas-kirken.

































