Superhelte har alle dage været for teenagere...
Og så for umodne voksne...
Os, der nyder fantasien om at være hysterisk, over-the-top überstærk og übersexet og hævet over lov og ret og samfundets konventioner i almindelighed. Der er faktisk ingen grænser, når det kommer til superhelte.
Nu, hvor vi lige har nydt 'Kick-Ass', er det tid at se 'Iron Man 2' med Robert Downey Jr. i hovedrollen som den selvglade milliardær og våbenproducent Tony Stark, hvis stærkeste våben er ham selv, Iron Man.
I forrige indlæg skrev jeg om det typiske superhelte-plot, kostumerne, karaktererne og volden. Så lad mig nu spørge, hvorfor vi overhovedet gider superhelte? Hvorfor fascinerer de? Hvorfor ser vi de samme fortællinger igen og igen?
Fascinationskraft som superevne
Det gør vi, fordi vi, i det øjeblik vores hovedperson forvandler sig fra ordinær person til superhelt, træder ind i fantasien om at være almægtig og uden begrænsninger. Ikke dårligt, vel?
Det er en narcissistisk vrangforestilling, vi burde slippe, når vi bliver voksne, men som åbenbart stadig spøger i baghovedet.
Det ville jo være rart, hvis vi kunne flyve. Flyve-fanatasier er nok den mest udbredte superhelte-fantasi, fra Superman til engle og vampyrer, for at give et par tilfældige eksempler.
Eller hvad med superkræfter? Fantasien om de store muskler ligger også snublende nær for de fleste mænd. Tænk hvis nu man bare fremmanede en ny krop, når man blev vred som Hulk og havde lyst til at smadre noget? Eller hvis ikke musklerne, så alt det lækre high-tech-grej, som Batman og Iron Man har råd til, som kompensation for manglende superkræfter?
I X-men er der også de særlige hypersanser som laserøjne (Cyclops), telekinesis (Jean Grey), telepati (professor Xavier), eller evnen til at tage livskraft fra andre (Rogue). Og så selvfølgelig evnen til at styre sine omgivelser: At bestemme vejret (Storm), sætte ild til ting (The Human Torch fra 'De Fantastiske Fire') eller fryse ting (Iceman).
Med til fascinationen hører det evige teenage-kærlighedsliv med forelskelser, masser af sex med smukke og storbarmede babes, men som regel hverken børn, villa, vovse eller dagligdag med indkøb i Netto (her er 'The Incredibles' en undtagelse).
Superhelten får forspillet og akten – men ikke konsekvenserne. Ligesom slåskampene, der giver blå mærker og sår, men på magisk vis heler, før helten når hospitalet.
Psykologens og sociologens bud
Hvorfor kan vi lide superhelte? Ja, en psykolog vil sige, at vi kombinerer barnets narcissistiske fase med teenagerens almagtsfantasier.
Og en sociolog vil mene, at superheltenes popularitet hos et voksent publikum er tegn på en ny, narcissistisk personlighedsstruktur.
Jeg er enig.
Superheltenes come-back i dette årti med 'Spider-Man' (2002) og 'Batman Begins' (2005) som starten og 'Iron Man' (2008) og 'Kick-Ass' (2010) som overraskende højdepunkter peger på, at vi er midt i en superhelte-cyclus.
Og er det ikke bare fedt?
For, hånden på hjertet, hvem vil ikke gerne have superkræfter, supersanser, superkostume og være supersexet? Det slår lissom iPhone og Facebook.
Nu venter vi bare på filmene om de kvindelige superhelte...
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
