Nogle mennesker kan bare ikke ramme tonen, og når de synger lyder det pivfalsk. I hvert fald i andres ører.

Men faktisk behøver man langt fra at være tonedøv for at synge falsk, viser ny forskning.

»Man har generelt omtalt dårlige sangere som tonedøve, fordi man har antaget, at folk synger falsk, fordi de ikke kan opfatte tonerne korrekt. Altså, at de ikke kan høre tonerne og derfor ikke er i stand til at synge den rigtige tone,« fortæller professor Simone Dalla Bella fra universitetet i Montpellier til Videnskab.dk.

Han forsker i umusikalske mennesker og har i et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Psychology forsøgt at opstille en test, som havde til formål at adskille forskellige grupper af dårlige sangere fra hinanden.

Det viser sig nemlig, at de falske toner kan have en række andre årsager end tonedøvhed.

Kun få mennesker er faktisk tonedøve

Men lad os først tage den positive nyhed:

De fleste raske mennesker synger ifølge Simone Dalla Bella faktisk temmelig rent, selv uden nogen speciel musikalsk træning, hvis man altså ser på, hvor gode de er til at ramme de rigtige toner.

Der er ifølge Simone Dalla Bella stor forskel på de dårlige sangere.

• Det anslås, at mellem 10 til 15 procent af almindelige, raske mennesker har meget svært ved at ramme tonerne, når de skal synge velkendte melodier fra hukommelsen eller gengive små melodistumper.
   
• Til gengæld er det kun 4 til 5 procent, der ligefrem er ’tonedøve’, altså har problemer med at opfatte og skelne tonerne fra hinanden. Forskerne taler om, at den sidste gruppe lider af et syndrom kaldet ’congenital amusia’, der kan oversættes til ’medfødt umusikalitet’, hvor ellers raske personer med normal hørelse mangler basal musikalske evner som for eksempel evnen til at skelne tonerne fra hinanden. Paradoksalt nok er der eksempler på tonedøve, der synger relativt rent.

Ifølge Simone Dalla Bella kan folk med medfødt umusikalitet ikke skelne selv velkendte melodier fra hinanden:

»Den her gruppe har meget store problemer med at opfatte tonehøjder. De kan simpelthen ikke skelne en velkendt sang fra en anden på baggrund af melodien. Så hvis jeg spiller for eksempel Happy Birthday for dem uden tekst, så kan de ikke høre, hvilken sang det er.«

Det er ikke altid hørelsen, der er problemet

Men der er altså en gruppe af de dårlige sangere som ifølge Simone Dalla Bellas studier ikke er 'tonedøve' – for de kan nemlig sagtens høre og opfatte tonerne, de kan bare ikke synge dem.

»Hvis vi for eksempel spiller Happy Birthday i en rigtig udgave og i en udgave med en forkert tone i melodien, så kan de fleste dårlige sangere godt skelne den rigtige udgave fra den forkerte udgave. Men når de selv skal synge sangen, så vil de alligevel synge tonerne meget forkert. Det betyder altså, at nogle dårlige sangere er i stand til at opfatte toneforskelle, selvom de ikke selv kan synge rent.«

Men hvis de dårlige sangere, som ikke lider af medfødt umusikalitet, sagtens kan høre forskel på tonerne, hvorfor synger de dem så falsk?

Ifølge Simone Dalla Bella tyder meget på, at problemet for mange af de dårlige sangere hverken har med deres evne til at høre musikken eller deres evne til rent fysisk at synge at gøre.

Problemet opstår måske snarere på vejen mellem opfattelsen af musikken og udførslen af sangen.

»Forklaringen kan være, at når man har opfattet den rette tone eller det rette forhold mellem to toner, så skal den information jo også fra den del af hjernen, som opfatter lyd, til den del af hjernen, som tillader vores vokalsystem at synge tonen, og hvis der er en defekt i forbindelsen mellem de to dele af hjernen, så vil folk synge falsk.«

»Vi taler altså personer, hvor evnen til at opfatte lyd ikke fejler noget, og det motoriske system, der skal producere tonen, også fungerer fint. Men noget går galt, når informationen skal imellem de to processer. Der er så at sige en fejl i integrationen mellem sanserne og motorikken.«

Tekst kan være skyld i falsk sang

Forskellen på lidelsen hos de to grupper af dårlige sangere kan tydeligt ses i de studier, som Simone Dalla Bellas har lavet af, hvad teksten betyder for sangens renhed.

»Vi har lavet nogle undersøgelser af betydningen af at synge henholdsvis med tekst eller med enkelte stavelser som la-la-la for eksempel. Her ser vi et ret interessant fænomen. Personer, som synger falsk, men som ikke har problemer med at opfatte toner, synger renere, når de synger med stavelser end med tekst.«

Systemet hos gruppen med en underudviklet evne til at integrere sanser og motorik bliver altså angiveligt yderligere stresset af også at skulle afkode en tekst.

»Det lader til, at det at skulle huske teksten tager noget af den energi, der ellers bruges til at få oplysningerne om tonerne fra den del af hjernen, der opfatter dem, til den del, der skal sørge for at tonen synges, og det påvirker altså yderligere deres evne til at synge rent, også selvom det er en tekst, de kender virkeligt godt.«

Tonedøve synger renere med tekst

Gruppen af de, der er reelt tonedøve, er omvendt ikke i stand til at huske en melodi på baggrund af tonerne, fordi de ikke er særligt gode til at opfatte dem, men når melodien knyttes til en tekst, så lettes deres arbejde.

»Nogle af dem er faktisk i stand til at synge sange med tekst, selvom de kan have svært ved skelne melodier fra hinanden. Når vi til gengæld beder dem synge med lyde, så kan de ikke,« siger Simone Dalla Bella.

»Jeg husker en af de forsøgspersoner, der havde en af de sværeste grader af congenital amusia. Han kunne ganske overraskende stadig synge temmelig pænt med tekst, mens han knapt kunne synge tre sammenhængene toner uden tekst.«

Ved folk, hvor dårligt de synger?

Et spørgsmål, der stadig kan undre, er jo så, om folk ikke selv kan høre, hvor dårligt de synger.

Umiddelbart skulle man forestille sig, at gruppen af tonedøve ikke selv kan høre, om de synger falsk eller ej, fordi de jo ikke kan skelne tonehøjder, mens resten af de dårlige sangere, der ikke har problemer med at skelne toner, burde kunne vurdere deres egen sang.

Men Simone Dalla Bella siger, at deres studier på det punkt faktisk viser nogle paradoksale resultater.

»En af de dårligste sangere, jeg igennem tiden har haft i laboratoriet, klarede sig helt normalt, når vi testede hendes evne til at opfatte toner, men hun sang virkelig falsk og elskede at synge. Hun forstod ikke, hvor falsk hun sang,« siger Simone Dalla Bella.

»Det passer med de anekdoter, vi kender, om dårlige sangere såsom tonedøve, der ikke kan synge, men som stadig godt kan lide at synge. Men spørgsmålet er, hvorfor hendes evne til at opfatte toner fungerer så dårligt, mens hun selv synger, mens det fungerer glimrende, når hun laver opgaver, der skal vurdere hendes evne til at opfatte tonerne.«

Tonedøvhed er måske arveligt

Ifølge Simone Dalla Bella findes der studier, der viser en grad af nedarvning af tonedøvhed i forhold til sang.

Noget kunne nemlig tyde på, at nogle familier har en særlig hyppig forekomst af tonedøvhed, så måske kan mange af de tonedøves forældre heller ikke høre, om deres afkom synger falsk.

Et studie af ni familier med hyppig forekomst af tonedøvhed viste, at der her var 39 procent sandsynlighed for, at familiemedlemmer i den tonedøves første familieled også var tonedøve, mens det kun gjaldt tre procent i kontrolfamilierne.

Simone Dalla Bella mener endnu ikke, at det er endeligt bevist, at tonedøvhed går i arv, men han tror bestemt, at der er en vis grad af genetisk prædisponering for dårlig sang.

»Det er faktisk noget, vi diskuterer meget indenfor det her forskningsfelt, fordi mange af mine kollegaer forsker i musikundervisning, hvor man ikke taler om personer, der fra naturens hånd er dårlige til at synge rent, fordi man oplever så mange børn udvikle sig fra dårlige til gode sangere.«

»Men jeg arbejder med voksne, og jeg har set nogle dårlige sangere, som, jeg tvivler på, kan kureres. Så jeg tror, at nogle af de børn, som har problemer med at ramme tonerne, vil tage lidelsen med sig ind i voksenlivet, fordi de er genetisk disponeret for det i en meget høj grad.«