Hvis vores samfund skal vokse ind i en positiv fremtid med en fremgang, som har bred opbakning i befolkningen, er det strengt nødvendigt, at landvindinger inden for forskning og teknologi bliver kommunikeret ordentligt ud til befolkningen. 

Hvis folk ikke kan sætte sig ordentligt ind i fakta og ikke ved, hvilket grundlag forskere udtaler sig på, kan man heller ikke forvente, at de vil løbe hånd i hånd med forskerne ud for at sætte vindmøller op, når forandringens vinde blæser.

Nogenlunde sådan lød analysen fra Alan Irwin, forskningsdekan på Copenhagen Business School (CBS), da over 100 forskere, mediefolk og ansatte ved universiteternes kommunikationsafdelinger onsdag var samlet for at diskutere fremtidens videnskabsjournalistik.

»Min erfaring med offentligheden viser, at et emne kan ligge folk meget fjernt, f.eks. global frugtsikkerhed. Hvad er det? Men igen og igen har jeg gennem min forskning oplevet, at når folk får tid til at åbne sig og engagere sig – når de forstår budskaberne – kan de også se det vigtige i dem,« lød det fra Alan Irwin.

Vi elsker videnskab - men hvor finder man det?

En række undersøgelser har ifølge foreningen Danske Videnskabsjournalister vist, at forskning og videnskab ligger højt på listen, når befolkninger i europæiske lande svarer på, hvad de synes er vigtigt at holde sig orienteret om, og hvad de gerne vil have nyt om fra deres medier.

Videnskab og teknologi er altså vigtige emner at diskutere, og folk vil gerne høre om dem. Det store spørgsmål på det uformelle møde i København var derfor: Hvorfor er der ikke mere af det i de danske medier? Og hvordan kan man 'gøre kulturen bedre', underforstået øge mediernes interesse for videnskabsstoffet?

Dagbladet Politikens chefredaktør Bo Lidegaard mener som udgangspunkt, at der er videnskab nok i spalterne i hans egen avis, hvor videnskaben fylder to sider hver søndag. Historier fra forskningens verden er oppe mod konkurrence fra et væld af andre emner, som også skal fylde i avisen – og så blev det antydet, at forskeres henvendelser til Politiken er svære at løfte op på et niveau, hvor folk ville have lyst til at kaste sig over en artikel i avisen.

På Sveriges Radios hjemmeside er nyt om videnskab i topmenuen prioriteret lige efter nyheder og sport. Til sammenligning skal man f.eks. på Politikens hjemmeside ind under fanebladet Nyheder - og først derefter kan man vælge videnskab. (Screendump fra sverigesradio.se)

»Det er klart, at vi er en avis, både på print og på nettet, så det, vi bringer, skal også have en nyhedsinteresse. Stoffet skal have fascination og være avisagtigt – og vi er ikke en forskningspublikation, der umiddelbart henvender sig til mennesker, der specielt interesserer sig for videnskabsjournalistik. Vi er en omnibusavis,« lød det fra Bo Lidegaard.

Politiken: Forskerne bør oppe sig

Politikens egne analyser viser dog, at det nedlagte videnskabstillæg blev positivt bemærket af flertallet af avisens læsere. Samtidig kan det umiddelbart undre, at det skulle være sværere at lave gode historier om videnskab i en avis, end det for eksempel er på nettet hos Videnskab.dk, som hver måned bliver besøgt af en halv million nysgerrige danskere.

Bo Lidegaard mener, at forskerne eller universiteterne bør udvikle nogle formater, der kan få stoffet til lettere at glide ind i avisens spalter. På den måde kan Politiken måske komme ud over de 'strukturelle vanskeligheder', som avisen oplever med videnskabsnyheder i dag, 'og som vi kæmper med at få løst, både på papir og på nettet'.

Bo Lidegaards holdning fik dog ikke megen opbakning fra Vibeke Hjortlund, chefredaktør på Videnskab.dk.

»Jeg kan hverken genkende problemet med strukturer eller at det skulle være svært at finde de gode historier. Det er vigtigt, at mange i dette land interesserer sig for godt videnskabsstof, og det er populært, hvis bare man skriver historierne på en måde, så folk kan forstå dem,« lød det fra Vibeke Hjortlund.

Opfordring: Gå efter trends i stedet for overskrifter

Politikens Bo Lidegaard fik dog lidt støtte af Allan Flyvbjerg, der ud over at være fremtrædende forsker i diabetes også er dekan på Aarhus Universitet og på den måde med til at præge universitetets kommunikation udadtil.

»Vi skal blive bedre til at fortælle de gode historier. De skal sættes ind i en samfundsmæssig kontekst, og der skal være cases.«

DR forsøger sig fra tid til anden på især DR2 med udsendelser, der rækker ind i det videnskabelige univers. I øjeblikket kører serien 'Hjernevask' med stor succes. (Screendump fra dr.dk)

»Men jeg kunne også godt tænke mig, at vi lærte forskere og journalister i stedet for at gå efter ’headlines’ så at gå efter ’trendlines’, så historierne ikke handler om, at kaffe er sundt i dag eller usundt i morgen, men også viser, hvor der er noget at hente for det omgivende samfund,« sagde Allan Flyvbjerg.

DR3 vil gerne bringe mere videnskab

Et nyt medie er efter sigende klar til at åbne en del af sendefladen for mere videnskab. 28. januar går DR3 i luften med ønsket om, at et ud af seks større indsatsområder skal være videnskab.

Problemet er bare, at DR har svært ved at finde de gode historier, der kan passe ind i formatet til tv, hvor der generelt helst skal være både drama, en klar historie, der udvikler sig, samt gode billeder.

»Vi har haft nogle blandingsgenrer som 'Mission Baby', 'Fedt, Fup og Flæskesteg' og selvfølgelig 'Sjæl og videnskab', der var en af de mest sete serier på DR2 overhovedet. Men vi taler meget om udformning, for vi vil gerne have fat i nye seere, så det ikke kun fanger de ældre, der kender videnskab i forvejen. Jeg har på et halvt år kun fået én god ide ind, så jeg vil opfordre til, at man kommer med nogle ideer. Dem kan vi ikke få nok af,« lød det fra Anders Thomsen, faktaredaktør i DR og redaktør på det nye DR3.

BBC og Sveriges Radio viser vejen

Det kniber ellers hverken med ideer eller sendetid til videnskabsformidling hos store tv-selskaber i andre lande, hvor befolkningen også hungrer efter spændende nyt om forskning.

Både i Sverige og England satser de nationale elektroniske medier målrettet på at lave formidling, både af store videnskabelige resultater og ved at gå bag om større begivenheder. Det har f.eks. været ved at dække videnskabelige vinkler intensivt i forbindelse med atomulykken i Japan, debatten om vacciners gavn eller påståede skadelige virkning eller hvad man egentlig ved om klimaet.

Redaktør for Sveriges nationale ’Vetenskabsradion’ Ulrika Björkstén berettede, at videnskab fylder godt i fladen og f.eks. hver morgen har sin egen plads i radioens P1, mens redaktør for engelske BBC’s anerkendte World Science, Deborah Cohen, fortalte om et væld af forskellige måder at gøre videnskab ’sexet’ på.

Forskere skal stilles de store spørgsmål

Mange forskere er simpelthen stadig skidebange for at komme på glatis og blive citeret forkert. Og de har svært ved at tro, at det kan passe, at det arbejde, de har lavet i 30 år, kan kommunikeres ud på 20 sekunder

»Vi hiver de bedste forskere, der også kan tale ind i tv-formatet, ind som værter, og en mand som professor Brian Cox har gjort meget for at ændre synet på videnskab. Vi udnævnte 2010 til et særligt videnskabsår, og vi har et særligt program – The Infinite Monkey Cage – hvor vi angriber forskningen med humor.«

»Det bliver suppleret dyberegående programmer, hvor vi giver os tid til at tale med forskere, så man få et anderledes indblik i forskningens vilkår og metode, så folk pludselig er med på, hvad forskene laver. Det åbner for nogle spændende samtaler og brede perspektiver. Et interview om klonede får endte f.eks. med en diskussion af menneskelig kloning.«

»Det handler i bund og grund om, at videnskabsfolk skal stilles de store og svære spørgsmål, i stedet for, at de får lov at slippe billigt, fordi man som journalist synes, de lyder mægtigt kloge,« mener Deborah Cohen.

Et frø bliver måske sået i DR

Symposiet i Aalborg Universitets lokaler i Sydhavn endte desværre uden skarpe konklusioner, anbefalinger eller løfter.

Den måske mest konkrete udmelding kom, da DR’s Anders Thomsen lovede tidligere vært på DR’s videnskabsprogram 'Viden Om', Ann Marker, at forhøre sig hos TV Avisen, om det er muligt at udnævne en videnskabskorrespondent oven i det hav af ’korrespondenter’, man i forvejen arbejder med inden for eksempelvis sundhed og kriminalitet.

Måske det kan være det første spæde skridt i retning af mere videnskab i medierne?