Hvordan alle tiders dansktophit blev til

Sidenhen blev Vikingarna meget store, og Aldrig mer’ må jeg se dig er et tidligt dansk eksempel på den sound, som har domineret skandinavisk danskeorkestermusik siden midten af 1970’erne.

Aldrig mer’ må jeg se dig

ikke høre din røst

aldrig mer’ kan jeg finde

Den som gav mig trøst

Du gav bare løftet

Som jeg ej forstod

Nej kære, forstå mig

Aldrig mer’ kan jeg tro

De fleste, som har hørt Dansktoppen i 1976 og 77, vil nok kunne synge med på denne tekst.

Sangen, som havde samme titel som første strofe, gik ind på Dansktoppen i februar 1976 og var stadig på listen, da programmet lukkede i slutningen af marts 1977.

Det blev samlet til 55 uger, hvilket uden sammenligning var rekorden for ophold på Dansktoppen. I uge 19 i 1976 lå den på førstepladsen i lighed med de foregående mange uger.

Takket være rekorden med de 55 uger er Aldrig mer’ må jeg se dig en af de sange, som næsten selvfølgeligt altid er med, når Dansktoppens historie skal fortælles.

Det gjaldt også, da KODA og Danmarks Radio i oktober 2010 valgte til at fejre Dansktoppen med koncerten Sikke’n Fest i Koncerthuset.

Her optrådte Lars Stryg selvfølgelig med sangen, som kronologisk set lukkede Dansktoppens histori ved den lejlighed. Der blev nemlig ikke fremført sange, der var skrevet og indspillet efter 1976.

Forud for arrangementet skrev KODA en artikel om sangen. Heri fremgår det i overensstemmelse med fakta, at Aldrig mer’ må jeg se dig var af svensk oprindelse.

I et lille interview til KODA, fortæller Stryg om hvorfor han lavede en dansk udgave af sangen:

»”Du gav bara löften” havde en interessant musikalsk og lyrisk æstetik, som tiltalte mig meget. Vi fik positiv tilbagemelding på at lave en dansk version. Jeg betingede mig ret til selv at fordanske den, og ved indspilningen fik den det musikalske totalbillede med stemmer, instrumenter, effekter og andet, som jeg havde haft i hovedet.« (læs hele artiklen på Koda.dk).

Henvisningen til sangens æstetiske elementer kan forekomme noget højtravende i forhold til et dansktopnummer, men i dette tilfælde er det faktisk ikke helt ved siden af at bruge sådanne begreber.

Det virker i hvert tilfælde som om, Stryg ganske rigtigt har forsøgt at bevare så meget som muligt fra originalen.

Hvad teksten angår afspejles dette i, at Lars Stryg nok har vægtet klangen af ordene højere end deres betydning.

Som det ses, ændrede han selve titlen i forhold til den svenske, som var hentet i sangenes fjerde strofe, Du gav bara löften.

Det var stort set også den eneste ændring. På nær et par få strofer er det en sjældent set konsekvent ordret oversættelse af den svenske tekst uden ændringer i ordstillinger.

At han har valgt ”må” i den første strofe, forekommer desuden at være udtryk for, at han netop har været meget bevidst om ordenes klang.

Selve udsagnet ”Aldrig mer’ må jeg se dig” har næppe nogensinde været anvendt særligt meget i talesprog.

Her ville man nok nærmere sige ”jeg skal aldrig se dig mere”, ”jeg kommer ikke til at se dig igen” eller til nøds ”aldrig mere skal jeg se dig”. ”Må” kan selvfølgelig være anvendt i betydningen ”at få lov til”, men det er i sig selv ikke den mest nærliggende løsning.

I den svenske version synges der ”Aldrig mer får jag se dig”, og dette forklarer sådan set det hele. Ved at erstatte ordet får med må, bevarede Stryg samme vokallyd på dansk.

Hvis han havde valgt at bruge det mere nærliggende skal, havde det lydt markant anderledes, fordi sk-lyden er anderledes hård.

Det er ikke særligt mundret dansk, men det har nok heller ikke været det primære kriterium. Ved at overføre ordene og ikke mindst deres rækkefølge direkte fra svensk til dansk, bevarede Lars Stryg faktisk stort set alle lyde i sangen. Det vil sige, at det i princippet er lige så meget en fonetisk oversættelse som en indholdsoversættelse.

Hvad musikken angår, var opgaven ikke den hårdeste, da man benyttede sig af et svensk grundbånd.

På svensk grund var sangen blevet indspillet første gang af orkesteret Curt-Görans i 1974, og det er sandsynligvis deres indspilning, der er blevet sendt videre til Danmark.

Det vil sige, at det musikalske arrangement, instrumenteringen og produktionen, stort set er at betragte som en 1:1-overførsel. Der er blevet skruet på et par knapper og nok også spillet med af de danske musikere, men på bundlinjen er det samme udtryk og dermed æstetik.

I citatet kommer Lars Stryg ikke nærmere ind på, hvad det æstetiske består i, men retrospektivt betragtet havde han ret i, at der især var noget ved lyden, som det nok godt kunne betale sig at forsøge sig med i Danmark. Det orkester, som han sandsynligvis havde hørt, da han faldt for Du gav bara löften, skulle nemlig vise sig at blive noget af det mest stildannende indenfor skandinavisk danseorkestermusik de følgende år og årtier.

Dette er en forkortet udgave af Henrik Smith-Sivertsens artikel – læs om hvordan Vikingarne blev store takket være et svindelnummer her