For et par år siden sad jeg på en cocktailbar i Aarhus med nogle studiekammerater fra fysik.
Vi var til et arrangement, hvor en forsker fra universitetet holdt et længere foredrag om kvantemekanikkens historie, hvortil der blev serveret en række udvalgte cocktails.
Mens vi sippede til nuclear daiquiris, hørte vi om »mystiske kvantemekaniske fænomener«, der tillader atomer at være forbundet over lange afstande – dét, som Einstein kaldte »spooky action at a distance«.
Da henvendte fyren ved nabobordet sig til os og sagde lidt indforstået: »Ja, det dér kvantemekanik, det havde de gamle buddhister allerede styr på for 2.000 år siden...«
Hele flokken af fysikere smilede indforstået til hinanden. Nej, buddhisterne kendte ikke til kvantemekanik.
Ikke at der er noget i vejen med buddhistisk filosofi, men Buddha gik ikke rundt og foretog nøjagtige målinger og fandt matematiske lovmæssigheder. Han var ikke videnskabsmand.
Det var derimod de fysikere, der med videnskabelig grundighed formulerede kvantemekanikken som fysisk teori i første halvdel af 1900-tallet.
Misforståelsen opstod sandsynligvis, fordi både kvantemekanikken og buddhisme deler en forståelse af universet som en dynamisk forbunden enhed, hvor alting påvirker hinanden.
Men der stopper sammenhørigheden også, for den ene er en videnskabelig teori, og den anden er en spirituel trosretning.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Både forskere og lægfolk er skyld i ’quantum woo’
Der er mange populære misforståelser om kvantemekanik. Når det drejer sig om decideret misbrug af ordet ’kvante’, bruger fagfolk tit den nedladende betegnelse »quantum woo«.
At koble kvantemekanik med buddisme er et godt eksempel på quantum woo.
Fysikeren David J. Griffiths, der er kendt for sine lærebøger om blandt andet kvantefysik, pegede i et interview på to syndebukke:
»(1) Fysikere, der (retmæssigt) desperat forsøger at forklare de ekstraordinære, fascinerende og markante konsekvenser af kvantemekanikken til resten af verden.
Men de er bange for at intimidere deres publikum, der får det dårligt ved synet af en ligning; de vil formidle deres begejstring uden substansen.
Så de griber fat i forcerede sammenligninger og voldsomt misvisende metaforer.«
Han påpegede, at publikum også har et ansvar:
»(2) Ikke-fysikere, som er fascineret af ord som ’usikkerhed’ og ’ikke-determinisme’, men er for dovne til at yde den hårde arbejdsindsats, det kræver at forstå dem.«
Griffeths siger ’dovne’, fordi han mener, at næsten alle kan lære fysik, hvis de virkelig vil.
Enhver videnskabsgren har sin egen version af quantum woo, hvor man i forsøget på at populærformidle får forvildet sig ud i nogle overdrevne og misvisende metaforer.
Formidling med eller uden formler?
God videnskabsformidling kræver, at kompliceret stof gøres tilgængeligt for et bredere publikum.
I fysik betyder det som regel, at man må undlade matematikken og formlerne, men derved åbner man kun døren på klem til fysikkens arbejdsværelse.
Til mine egne foredrag har jeg tit haft et par slides fyldt med formler.
Folk reagerer typisk som om, det var en vild rutsjebane: Først bliver de overraskede, det føles måske lidt utrygt eller ligefrem intimiderende, men det var også en ret fed oplevelse.
De har fået et smugkig i den del af arbejdsværelset, som de normalt ikke får lov til at se.
Jeg synes, det er en vigtig oplevelse for publikum, for det giver dem en forståelse for, at der ligger en hel videnskabelig verden under den forskningsformidling, de er vant til.
Det er netop den videnskabelige verden af matematiske formler og veldefinerede fagudtryk, der adskiller videnskab fra pseudovidenskab.
Svært at identificere pseudovidenskab
Pseudovidenskab er noget, der lyder som videnskab uden at være det.
Flere af renæssancens store videnskabsmænd som Tycho Brahe eller Isaac Newton beskæftigede sig både med videnskab som astronomi og fysik samt pseudovidenskab som astrologi og alkymi.
Selvom videnskabens giganter selv lagde horoskoper for Europas konger for at finde stjernetegnenes påvirkning på deres skæbne, er det klart for de fleste i dag, at astrologi ikke er videnskab.
Dengang var forskellen ikke så tydelig.
Selv i dag kan det være svært at skelne rigtig videnskab fra noget, der blot lyder som videnskab. Vi har sikkert alle prøvet at se en film, hvor en ’ekspert’ kommer med et langt teknisk foredrag, der skal få seerne til at sluge plottet.
Inderst inde ved vi godt, at manuskriptforfatterne bare har fundet på nogle replikker, der lyder rigtigt, men ikke giver nogen mening i virkeligheden.
Men medmindre vi selv er tekniske eksperter på området, kan vi ikke umiddelbart gennemskue, hvor filmen knækker.
Pseudovidenskab fungerer på samme måde. Ved at låne tekniske ord og videnskabelig jargon, kan det fremstå troværdigt i de uindviedes ører.
På vandretur i forskningformidlingens landskab
Historien om quantum woo og pseudovidenskab skriver sig ind i en større fortælling om forskningens rejse gennem medierne.
I figuren herunder har jeg skitseret forskellige typer af formidling og deres tilgængelighed og troværdighed. Der er selvfølgelig masser af eksempler på afvigelser fra nedenstående, så tag ikke tegningen alt for bogstaveligt.
Nye forskningsresultater publiceres i første omgang som fagfællebedømte videnskabelige artikler.
Det er noget af det mest videnskabeligt troværdige, men også sværest tilgængelige formidling, der findes. Nogle gange er det kun forskernes egne ekspertkolleger, der til fulde forstår indholdet af en forskningsartikel.
Lærebøger præsenterer al relevant viden om et helt forskningsområde og bygger på mange forskningsartikler. De er derfor typisk den mest troværdige kilde til viden.
Bøgerne er skrevet til et lidt bredere publikum, for eksempel studerende, og er dermed lettere tilgængelige end artikler.
Når forskere selv formidler, eksempelvis holder offentlige foredrag, trækker de i høj grad på viden fra lærebøger.
Da formålet her er at formidle bredt, har jeg placeret forskernes egen formidling i den let tilgængelige ende. Det er her, David Griffiths advarer imod, at formidlingen kan misforstås og give næring til quantum woo.
Nyhedsartikler skal appellere til læserne
Ud over videnskabelige publikationer producerer forskere på universiteterne også rapporter, som ikke ligger under for de samme strenge krav om fagfællebedømmelse.
Universiteternes kommunikationsafdelinger udsender gerne pressemeddelelser om forskernes arbejde, der samles op af journalister og ender i den almindelige presse - lige fra Videnskab.dk til B.T.
Pressemeddelelserne bliver ofte vinklet på en måde, så de bliver mere medievenlige end forskernes originale artikler.
Risikoen ved at gøre historien meget relevant for læserne kan dog være, at det egentlige forskningsresultat overskygges af mulige – og måske overdrevne – anvendelser.
Hvor mange gange har vi for eksempel ikke hørt, at ny forskning 'har løst kræftens gåde' eller 'potentielt' kan løse energikrisen?
Grænsen mellem god og dårlig videnskab er svær at finde og er et emne til evig debat.
Man kan argumentere for, at teorier, der ikke kan efterprøves og afvises, ikke overholder kravene om videnskabelighed, og derfor er dårlig videnskab, hvilket jeg eksempelvis selv har gjort i denne Forskerzonen-artikel om strengteori og paralleluniverser.
Utroværdige teorier tager ting ud af kontekst
Selv de mest utroværdige og direkte forkerte teorier kan have sit ophav i rigtig videnskab.
Som tidligere nævnt kan begreber fra kvantemekanikken kobles til helt urelaterede emner som buddhisme i pseudovidenskabeligt quantum woo.
Denne misbrug af videnskabelige ord og sprogbrug har jeg indikeret med en rød bølgepil på modellen.
Ligeledes låner konspirationsteorier tit materiale fra medierne, men fordrejer konklusionerne eller undlader dele af historien.
Det kunne eksempelvis være et løsrevet citat af George Bush, der, koblet på bestemte billeder fra 9/11, får det til at se ud, som om det var ham, der stod bag terrorangrebet.
Konspirationsteorier er ofte et kluddetæppe af nøje udvalgte detaljer, der er skræddersyet til at fremstå så overbevisende som muligt.
Men den slags ’cherry picking’ er stik imod den videnskabelige metode, hvor man ligefrem leder efter tegn på uoverensstemmelser.
Ingen er eksperter i alting. Alle kan komme til at tro på en usandhed, blot den er fortalt overbevisende nok. Det bedste våben, vi har, er vores kritiske sans.
