Hverken partier eller vælgere er særlig vilde med kvindelige kandidater

I Danmark har vi 98 kommunalbestyrelser, hvor der samlet sidder ikke mindre end 2.468 kommunalpolitikere. Men selvom kvinder udgør lidt over halvdelen af befolkningen, er der kun 785 kvinder i kommunalbestyrelserne. Det svarer til 31,8 procent.

Dette tal kan virke overraskende lavt, for vi opfatter jo ofte os selv som værende et meget ligestillet samfund.

Ved det seneste kommunalvalg i 2009 blev der godt nok indvalgt rekordmange kvinder, men omvendt havde ligestillingen også haft 100 år til at slå igennem, for de første kvinder fik lov at stille op allerede ved kommunalvalget i 1909.

Hvem holder kvinderne væk?

Men hvis skyld er det så, at der ikke er flere kvinder med i kommunalpolitik? Er det kvinderne selv, der ikke melder sig på banen som kandidater? Er det de politiske partier, som systematisk går uden om kvinderne, når de skal finde kandidater? Eller er det vælgerne, som ikke stemmer personligt på kvindelige kandidater og dermed sikrer dem stemmer nok til at blive valgt ind?

Det overordnede svar blæser lidt i vinden, fordi der er forskellige mekanismer på spil. Det kan jo være, at potentielle kvindelige kandidater holder sig væk fra partiernes opstillingsmøder, fordi de tror, at de er chanceløse hos partierne på grund af deres køn.

Det kan også være, at partiet afholder sig fra at opstille kvinderne, fordi de frygter, at vælgerne ikke vil stemme på dem. Og endelig kan det være, at vælgerne ikke stemmer personligt på en kvindelig kandidat, fordi hun er placeret lavt på listen, og at det derfor ser ud som om, kvindelige kandidater af partierne vurderes til at være dårligere end mandlige.

Der er imidlertid en del af udvælgelsesprocessen, hvor det er muligt at skelne mellem partiernes og vælgernes prioriteringer og isolere effekten af de to aktørers handlinger.

Det drejer sig om den prioritering, som de politiske partier i hver kommune laver af deres kandidater, når disse skal opføres på stemmesedlen og så vælgernes prioritering af samme kandidater, når de afgiver personlige stemmer på kandidaterne.

Partiernes og vælgernes prioritering af kvindelige kandidater

Ved det seneste kommunalvalg i 2009 var 2.810 af de i alt 9.049 opstillede kandidater kvinder, svarende til 31,1 procent. Det vil sige, at kvindeandelen i valgfasen som følge af partiernes og vælgernes prioriteringer steg med 0,7 procentpoint (fra 31,1 til 31,8).

Ved at analysere de enkelte kandidaters placering på henholdsvis stemmesedlen (hvor partierne prioriterer) og en rangliste over, hvem der får flest personlige stemmer på de enkelte lister (vælgernes prioriteringer), kan den lille stigning imidlertid deles op i fire delresultater, hvilket er gjort i figuren herunder.

Mens kvindeandelen blandt alle kandidater var 31,1 procent, så viser figuren, at vælgerne stemte på lister, hvor der var lidt flere kvindelige kandidater. Der var i de 98 kommuner i alt 584 lister som opnåede valg (ud af 903 opstillede), og på disse var andelen af kvindelige kandidater 31,3 procent.

Men ikke alle kvindelige kandidater fik lige høje placeringer på listerne, og hvis man udelukkende ser på de pladser, som ville give valg, hvis partiernes prioriteringer var betydende (altså eksempelvis placeringen som nummer et, to og tre på en liste, som fik tre mandater), så er andelen af kvinder på disse øverste pladser kun 30,7 procent.

Tilsvarende kan man beregne, hvem vælgerne gennem deres personlige stemmeafgivning stemmer ind på disse pladser, nemlig ved at rangere kandidaterne efter peronlige stemmer og så se, hvem der står på de pladser, som vil give valg, hvis kun vælgerne skulle bestemme. Blandt de kandidater som vælgerne foretrækker, er 32,6 procent kvinder, og vælgerne stemmer således kvinderne lidt opad listerne.

Partilisteopstilling påvirker kvinders chancer negativt

Det danske valgsystem er imidlertid indrettet på den måde, at både partiernes og vælgernes prioritering har betydning for, hvem der reelt ender med at blive valgt.

På langt de fleste lister (77,4 procent af de indvalgte lister) har man valgt 'sideordnet opstilling', hvor udelukkende vælgernes prioritering har betydning. På de resterende lister har man imidlertid valgt 'partiliste', hvilket betyder, at de stemmer, som ikke er afgivet på en person, men på listen som sådan (75,3 procent af alle stemmer er dog personlige), fordeles efter partiernes prioriteringer.

Valgsystemet foretager således en korrektion af den personlige stemmeafgivning, hvor personer, der ellers ikke har nok personlige stemmer, alligevel bliver valgt, fordi de står tilstrækkeligt højt på partiets prioriterede opstillingsliste. Denne korrektion påvirker kvindeandelen negativt (minus 0,8 procentpoint).

Samlet viser figuren, at stigningen i kvindeandelen på 0,7 procentpoint i valgfasen skyldes, at partierne diskriminerer negativt mod kvinderne med 1,4 procentpoint, mens vælgerne diskriminerer positivt mod de kvindelig kandidater med 2,1 procentpoint.

Kan partierne virkelig ikke lide kvinder, og er vælgerne virkelig så vilde med dem?

Med til denne fordeling af ansvaret for kvindernes lave repræsentation i dansk kommunalpolitik hører nogle nuancer.

For det første er ikke alle partier ens, således nedprioriterer især højrefløjen kvinderne, mens de venstreorienterede partier er mere positive over for kvinderne.

For det andet, så skyldes partiernes nedprioritering især, at partierne kraftigt opprioriterer kandidater, som allerede sidder i kommunalbestyrelsen, og det er især, fordi ikke så mange kvinder har denne erfaring, at de ryger nedad på listerne.

For det tredje, så anvender flertallet af listerne som sagt sideordnet opstilling, så vælgerne har som oftest den fulde magt til at bestemme, hvilke af partiernes kandidater som skal indvælges.

Men vælgerne er altså kun i beskedent omfang med til at hæve kvindeandelen – vælgerne har muligheden for at vælge flere kvinder ind i kommunalpolitik, men de bruger den ikke i særlig udstrakt grad.