En række undersøgelser har på det seneste peget på, at befolkningens og politikernes respekt for forskningen er dalende, og det er tilsyneladende den humanistiske forskning, som det står værst til med.
I en stor dansk undersøgelse, som blev foretaget af Center for Forskningsanalyse ved Karen Siune i år, havnede humaniora på en sidsteplads i de fleste kategorier. Videnskabsministeriets netop offentliggjorte forskningsbarometer fremhæver især sundhedsvidenskabens internationale styrkeposition og har fået videnskabsministeriet til at konkludere, at der bruges uforholdsmæssigt mange penge på humaniora og samfundsvidenskab.
Udenlandske undersøgelser viser, at de europæiske befolkningers tillid til forskningen generelt er aftagende, og at denne tendens sågar er kraftigst i de lande, hvor uddannelsesniveauet er højest. Det kunne alt sammen tyde på, at den blandt humanister udbredte opfattelse af at være miskendte og misforståede endnu en gang er blevet bekræftet.
Der er imidlertid grund til at overveje nærmere, hvad undersøgelserne egentlig viser. Måske står det ikke så slemt til. Man kan også finde en del gode nyheder i undersøgelserne, og de giver under alle omstændigheder anledning til en vigtig diskussion om, hvad humaniora primært bør respekteres for - hvilken form for værdi eller nytte, man rimeligvis kan forvente, at den humanistiske forskning skal skabe.
Sund og usund skepsis
Humanister kritiserer ofte kvantitative undersøgelser for at benytte forkerte indikatorer eller uklare begreber og for ikke fortolke resultaterne tilstrækkeligt nuanceret og tage hensyn til problemstillingernes kompleksitet. En sådan kritik synes her på sin plads.
"Mistillid til forskningen" er et vidt og vagt begreb, der dækker over en række meget forskellige holdninger, som langt fra alle er lige problematiske. Det kan betegne en grundlæggende fjendtlighed over for den videnskabelige tilgang til virkeligheden og være udtryk for overtro og irrationalisme. Nogle foretrækker kreationisme eller krystalhealing frem for evolutionsteori og videnskabeligt funderet behandling, og det er naturligvis bekymrende, hvis en sådan indstilling griber om sig.
Men mistilliden kan også have form af en mere sund og rationel skepsis. Den kan bygge på en formodning om, at forskningen i stigende grad styres af usaglige politiske og økonomiske interesser og dermed ikke er så pålidelig og uafhængig, som den påstår at være. Den kan ligeledes udspringe af en erkendelse af, at forskningsresultaterne sjældent står mejslet i sten, at der typisk er tale om mere eller mindre kvalificerede indlæg i en fortløbende diskussion, og at selv veletablerede teorier senere kan vise sig at være mindre end den fulde sandhed.
Der er intet overraskende i, at den sidstnævnte form for "mistillid" vokser i takt med det stigende uddannelsesniveau, der jo må formodes at gøre folk mindre autoritetstro og dogmatiske.
Naturligvis kan også denne form for skepsis blive overdrevet, og det er næppe helt forkert, når humanisterne gøres medansvarlige for den proportionsforvrængning, som også hersker i dele af den offentlige debat: der er en tendens til at lægge for meget i teoriernes principielle fejlbarlighed og ufuldstændighed og slutte, at de ikke har mere på sig end alle mulige andre holdninger og meninger.
De populære teorier om, at videnskabelige resultater er "socialt konstruerede", bliver ofte overfortolket, ligesom humanister har været tilbøjelige til at dramatisere omfanget af de videnskabelige revolutioner og undervurdere graden af kontinuitet og enighed. Men alt i alt kan man som humanist betragte undersøgelsernes resultater med god samvittighed, ja endda med en vis stolthed.
Man kan beklage, hvis humaniora har fået ry for at være en diskussionsklub og ikke det krævende, metodologisk afsikrede videnskabsområde, som det faktisk er - ligesom det er ærgerligt, hvis de unge ikke har blik for de kreative og personlighedsdannende aspekter af natur-videnskaberne.
Søren Harnow Klausen
Humanistiske videnskabsstudier har gjort os klogere på, hvorvidt og hvordan forskningen faktisk er bestemt af interesser, og de har hjulpet til at udbrede en kritisk og efterprøvende indstilling, noget som også naturvidenskabelige forskere burde bifalde. Forskningen har nok krav på respekt, men ikke på næsegrus beundring. Uddannelse skulle gerne være med til at skabe kritiske forbrugere af forskningsresultater, og det synes altså i nogen grad at være lykkedes.
Humaniora er andet end forskning
Den danske undersøgelse er heller ikke entydig. Ganske vist peger den på, at både politikerne og befolkningen har ringe forståelse for den humanistiske forsknings betydning. Men samtidig viser den, at humanistiske emner faktisk fylder mest i medierne. De gør det blot ikke qua forskning, men derimod i form af kultur- og debatstof.
Man kan selvfølgelig beklage, at der åbenbart er ringe forståelse for den videnskabelige fødekæde, for at kvalificerede indlæg i samfundsdebatten og formidling af nye og spændende strømninger i litteratur, billedkunst, musik og arkitektur som oftest bygger på en forudgående forskningsindsats. Omvendt skal man huske på, at forskning generelt ikke er noget, befolkningen finder videre spændende.
Måske er det derfor ligefrem til humanioras fordel ikke at blive forstået som sådan. Når de humanistiske uddannelser stadig er forholdsvis populære, skyldes det nok til dels, at de unge dér forventer at finde andet end tør vidensformidling og metodologisk afretning. De har en idé om, at humaniora lige så meget handler om debat, eftertanke, dannelse, oplevelse, kulturel udfoldelse og kreativitet.
Man kan være misundelig over, at man som humanistisk forsker ikke tillægges den samme autoritet som sine hvidkitlede kolleger, og man kan beklage, hvis humaniora har fået ry for at være en diskussionsklub og ikke det krævende, metodologisk afsikrede videnskabsområde, som det faktisk er - ligesom det er ærgerligt, hvis de unge ikke har blik for de kreative og personlighedsdannende aspekter af naturvidenskaberne.
Men man kan dog glæde sig over ikke at skulle slås med de samme fordomme. Måske er der i det hele taget noget om, at de humanistiske forskere i deres iver efter at synlig- og nyttiggøre sig og blive vurderet efter fortjeneste undertiden gør sig selv en bjørnetjeneste; de risikerer at blive målt med forkerte alen og fjerne opmærksomheden fra deres primære potentiale.
Hvilken relevans?
Humanistiske forskere kæmper for tiden en ihærdig kamp for at overbevise offentligheden om, at deres forskning er lige så nyttig som for eksempel den teknologiske eller medicinske. Det gør de ret i. Alligevel er der grund til at advare mod at satse for ensidigt på en sådan kampagne, ikke blot fordi det fortsat viser sig meget svært at få budskabet igennem, men nok så meget fordi det måske også sender et forkert signal.
Interessant nok viser Karen Siunes undersøgelse, at der er betydelig større forståelse for humanioras betydning blandt de politikere, som har en "internalistisk" opfattelse af videnskab, dvs. som ikke ser den som væsentligt anvendelsesorienteret.
Hvis den humanistiske forskning skal kunne gøre krav på betydelig økonomiske støtte, må den også kunne vise sit værd. Men man bør overveje, hvilke former for nytte og relevans - samt ikke mindst hvilke former for dokumentation - man rimeligvis kan forlange. Ud fra en meget kortsigtet og kontant økonomisk nyttebetragtning er der stort set ingen former for forskning, som virkelig betaler sig, heller ikke inden for de tekniske videnskaber og naturvidenskaberne. Forskning er ikke i snæver forstand en økonomisk investering.
Humanistisk forskning har værdi på mangfoldige måder. Den kan hjælpe til at udvikle brugervenlige apparater, effektive terapiformer og konkurrencedygtige turistattraktioner, men også til at højne debat- og uddannelsesniveauet, sikre kulturarven og give os en tidssvarende og nuanceret forståelse af os selv og den verden, vi lever i. Det sidste skal ikke glemmes, blot fordi man irriteres over, at den humanistiske forsknings mere umiddelbare anvendelsespotentiale bliver nedvurderet.
Det er næppe hensigtsmæssigt at demokratisere selve forskningen, lige så lidt som det vil være at demokratisere koge-kunsten eller murer-håndværket. Men der er ikke nødvendigvis noget galt i at give befolkningen mere indflydelse på de overordnede prioriteringer.
Søren Harnow Klausen
Som diskussionen af forskningsbarometeret viser, kan det være farligt at lade sig måle på meget håndfaste parametre - ikke fordi humaniora i princippet klarer sig dårligere end de andre hovedområder, for forskningens indflydelse på samfundet er helt generelt umådeligt vanskelig at gøre op, men fordi man på andre områder kan drage nytte af begrebsforvirringen og få godskrevet produktudvikling og patenter som umiddelbare resultater forskningen. Det humanistiske "vidensindhold" i et produkt er typisk langt vanskeligere at dokumentere.
Forskningsfrihed og samfundsrelevans
Der er udbredt enighed om, at forskningen bør være uafhængig, og at en væsentlig del af den bør være "fri". Det stiller tilsyneladende forskningen over for et dilemma. På den ene side beror den voksende mistillid til forskningen på en formodning om, at den ikke er tilstrækkeligt uafhængig.
På den anden side skyldes den generelle mangel på interesse for forskningen, at folk opfatter den - og herunder altså især humanistisk forskning - som for verdensfjern og uden sammenhæng med deres reelle ønsker og bekymringer. Man forlanger altså, at forskningen skal være på en gang mere uafhængig og mere samfundsrelevant.
Dilemmaet er dog kun tilsyneladende. Forskningen skal være uafhængig af politisk styring og økonomiske særinteresser; den skal bevare sin integritet. Men det ligger ikke i idealet om fri og uafhængig forskning, at den skal have skyklapper på. Det er interessant at se, at humanistiske forskere på eget initiativ indsender forslag til projekter der handler om globalisering, klimaforandringer, sammenhængskraft, religiøse og etniske mindretal, sprogligt domænetab, velfærd og computerspil.
Det kan måske i nogen grad ses som udtryk for opportunisme; men en langt mere vægtig årsag er formentlig, at der er et naturligt sammenfald mellem, hvad forskerne selv opfatter som fagligt væsentligt og de emner, der optager befolkningen som helhed. Videnskabelige problemstillinger er sjældent tidløse, mindst af alt de humanistiske, eftersom den menneskelige virkelighed til stadighed forandrer sig.
Det er derfor ikke en overgivelse til "eksternalisme" eller en opgivelse af idealerne om frihed og uafhængighed, når humanistiske forskere nærmest instinktivt retter opmærksomheden mod aktuelle og samfundsrelevante problemer.
Demokratisering af forskningen?
Undersøgelserne giver ret forstået ikke anledning til panik. Men det kan ikke nægtes, at de peger på væsentlige problemer og kalder på handling fra det humanistiske forskersamfund. For det første er der behov for mere offensiv og selvbevidst oplysning om humanioras langsigtede og indirekte nyttevirkninger, gerne uden at de sammenblandes med de mere kortsigtede - med klar adresse til offentligheden, og ikke, som det for ofte sker, blot som en slags intern selvbekræftelse.
For det andet må humanisterne optræde i samfunds- og kulturdebatten som forskere, der også har deres meningers mod; de må ikke være bange for at mene noget og give konkrete anbefalinger, blot de fremstår videnskabeligt funderet. En tredje, mere kontroversiel mulighed er at skabe tættere relationer mellem forskning og offentlighed.
Det er næppe hensigtsmæssigt at demokratisere selve forskningen, lige så lidt som det vil være at demokratisere kogekunsten eller murerhåndværket. Men der er ikke nødvendigvis noget galt i at give befolkningen mere indflydelse på de overordnede prioriteringer.
Det kan lyde kættersk og selvmodsigende at tale om "brugerdrevet fri forskning", men måske skal vi prøve at vænne os til tanken. Forskerne ved uden tvivl bedst selv, hvordan der skal forskes, men ikke nødvendigvis hvad der skal forskes i. Og hvem ved, om ikke det ikke kunne være et velgørende korrektiv til den interessestyring, der alligevel uvægerligt foregår fra politisk, kommercielt og akademisk hold?
Om ikke andet burde den humanistiske forskning gå foran i bestræbelserne på at udvikle og efterprøve sådanne modeller for et forbedret forhold mellem forskning og samfund.
