I Grundlovens § 14 står følgende:
"Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem."
Dette betyder i praksis det enkle, at antallet af ministerier og hvilke områder, de hver især dækker over, er noget, der foregår på regeringsplan.
Med Grundlovens skarpe adskillelse mellem regeringens og Folketingets beslutningsmyndighed betyder det altså, at Folketinget ikke har noget at skulle have sagt i denne forbindelse.
Principielt set har folketingsmedlemmerne jo heller ikke forbrudt sig imod Grundloven.
Regering og Folketing bør være adskilt
De har ikke hævdet, at de har beslutningsmyndigheden på dette område, og forslaget om Justitsministeriets opsplitning skal altså antagelig forstås som en henstilling til statsministeren eller for de af partierne, der kan ventes at indtræde i en regering efter det forestående folketingsvalg, et løfte til vælgerne om, at denne ændring vil blive foretaget ved et regeringsskifte.
Men et sådant syn på sagen skygger imidlertid over et andet perspektiv i denne forbindelse, nemlig det at det bliver stadig sværere at se, hvor Folketinget ender, og regeringen begynder.
Siden 1901 - stort set - har kongens regering, forinden den tiltrådte, sikret sig, at Folketinget ikke ville stille sig imod den.
De første årtier herefter - og i enkelte efterfølgende tilfælde - havde kongen fortsat en stemme i sammensætningen af regeringen, men derefter udsprang regeringen fra et fasttømret folketingsflertal.
Samlet set har man siden set en konsolidering af denne alliance mellem regering og Folketing, som kun styrkedes ved Landstingets nedlæggelse i 1953.
Er der så nogen fare ved det?
Her er det uden tvivl lettest at gribe til det uskyldige svar, at det er et politisk spørgsmål.
Et synspunkt, der kan tale for et nej, er, at vælgerkorpset altid kan fælde sin dom over regeringen gennem sammensætningen af Folketinget.
Et mere kritisk blik vil imidlertid også kunne problematisere dette stadig mere intime samarbejde.
Overordnet set vil et tættere forhold også kunne gøre lovgivningsprocessen ugennemskuelig, fordi politik og administration bliver blandet sammen, og det vil ikke længere være muligt at se forskel på, om en skandale følger af dårlig politik eller ukorrekt embedsførelse.
Med vedtagelsen af den nye offentlighedslov blev det bl.a. vedtaget, at der ikke kunne kræves agtindsigt i korrespondance mellem folketingsmedlemmer og ministre, og det vil sige, som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, at lovgivningsprocessen bliver en sort boks, som vælgeren ikke har den fornødne indsigt i til at kunne tage stilling til på valgdagen.
Derudover er det blevet så godt som umuligt at anklage en minister for Rigsretten, da dette kræver et folketingsflertal.
En af de absolut væsentligste pointer med Grundloven i 1849 var, at ministrene kunne drages juridisk til ansvar for deres handlinger.
Svært at anklage en minister ved Rigsretten
Når folketingsflertallets magt afhænger af, at regeringen ikke bliver miskrediteret, bliver det stadig mere usandsynligt, at en minister bliver anklaget for Rigsretten - det være nok så rimeligt.
Det ses stadig flere gange, at ministerielle handlinger, der kunne være på kanten med ministeransvarlighedsloven, i stedet for en rigsretssag - pga. det manglende folketingsflertal til en anklage - har ført til en pressemæssig skandale, en fyring af ministeren og så en genindsættelse af samme politiker på en anden taburet nogle måneder senere.
Altså er folketingsmedlemmernes forslag den naturlige konsekvens af det stadig tættere forhold mellem regering og Folketing, der virker til, at Folketinget - og dermed også vælgerne - får en større indflydelse på regeringens handlinger, men et stadig tættere samarbejde kan også gå ud over delingen mellem instanserne - mellem politik og administration - og dermed gennemskueligheden og skade vælgernes indsigt og dermed også den indflydelse, som det var meningen, de skulle udøve på landets regering.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.































