Hvad er Freuds psykoanalyse?

Man skal ikke have gået på gymnasiet i ret lang tid, før man stifter bekendtskab med psykoanalysen og Sigmund Freud.

Dansklærere har fået ry for at se sex og fallossymboler i alle noveller og digte, og det er ikke en tilfældighed.

Psykoanalysen lader til at være mange læreres foretrukne analysemetode, og derfor giver de den analysetilgang videre til eleverne.

Men i virkeligheden er den sex-fokuserede udgave af psykoanalysen, som man typisk lærer om på gymnasiet, alt for forsimplet.

Det store fokus på at lede efter seksuelle symboler, er en forfladigelse af Freuds oprindelige analysetilgang, fortæller flere forskere, der forsker i, hvordan man kan bruge psykoanalyse til at fortolke tekster og film. En af dem er Lis Møller, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.

»Psykoanalysen er blevet trivialiseret som en metode til at forstå tekster og film. Når jeg taler med mine universitetsstuderende om de tekstanalyser, de lavede i gymnasiet, vender de det hvide ud af øjnene og fortæller, hvordan de blev sat til at lede efter seksuelle symboler.«

»Det er synd, at Freud bliver brugt på den måde. For bruger man hans analysemetoder rigtigt, kan man lære at blive en meget bedre tekstlæser,« siger Lis Møller, der har skrevet bogen 'The Freudian Reading', der handler om at analysere psykoanalytisk.

Freuds patienter kunne ikke forstå egne handlinger

Der er langt fra den oprindelige psykoanalyse til de analysemetoder, man typisk lærer på danske gymnasier i dag. Faktisk havde psykoanalysen oprindeligt intet at gøre med tekstanalyse.

Den blev opfundet i slutningen af 1800-tallet af den østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939), som en metode til at analysere hans patienters psyke.

Analysemetoden bygger på Freuds teori om, hvordan menneskers psyke fungerer. Teorien skabte han i slutningen af 1800-tallet, hvor folk kunne komme til hans klinik i Wien og købe sig til samtaleterapi.

Han opdagede, at folk tit kom til ham, fordi de var frustrerede over, at de handlede på måder, som de ikke selv kunne forstå. De gjorde ting, som de hverken kunne forsvare eller forklare baggrunden for – for eksempel kunne de være aggressive uden at kunne forklare hvorfor.

Ud fra det kunne man have udledt, at mennesker er i deres følelsers vold. Men det mente Freud ville være en alt for forsimplet forklaring. Han mente derimod, at vi har et ubevidst tankeliv, som er den virkelige årsag til, at vi opfører os, som vi gør.

I det ubevidste tankeliv gemmer sig den virkelige årsag til vores opførsel, men den har vi fortrængt. Faktisk kan vi inderst inde i vores ubevidste være et helt andet menneske, end vi giver udtryk for.

Ifølge Freud kan venlig imødekommenhed for eksempel i virkeligheden udspringe af ubevidste aggressive følelser.

Psykoanalysen afslører 'Freudian slip'

Ifølge Freuds teori om det ubevidste og fortrængninger, så siger mennesker altid noget andet, end det, de tror, de siger. Når de tror, de er positive, kan man via deres ordvalg afsløre, at de i virkeligheden er negative.

Freud forsøgte derfor at analysere sine patienters udsagn for at finde ud af, hvad de 'i virkeligheden' sagde. Deres ordvalg kunne ifølge Freud afsløre deres sande psykiske tilstand. Det er derfor, man taler om et 'Freudian slip', hvis nogen kommer til at sige noget, der afslører, hvad de måske i virkeligheden tænker på (se eksempler i videoen).

Selvom en patient virkede venlig, kunne hans ordvalg afsløre, om han i virkeligheden – helt ubevidst – var vred over noget. Det var så Sigmund Freuds opgave – via psykoanalysen – at komme frem til, hvordan den vrede var opstået, og hvorfor den påvirkede patientens liv negativt.

I forsøget på at få kontakt til patienternes ubevidste tankeverden, begyndte Freud at eksperimentere. Han eksperimenterede med at hypnotisere dem. Og han fortolkede deres drømme og stillede dem spørgsmål, som fik dem til at komme med usammenhængende forklaringer.

På baggrund af de forskellige tilgange, mente han at kunne analysere deres psyke og finde ud af, hvorfor de handlede uhensigtsmæssigt.

Freud håbede, at han ved at fremskaffe den sande – men skjulte – viden om patienternes personlighed, kunne få dem til at indse, hvad det i virkeligheden var, der styrede deres liv.

Freud skabte mange teorier om mennesket

På tværs af Freuds mange psykoanalyser, kunne han få øje på forskellige træk, der gik igen hos alle patienterne. På baggrund af de mange samtaler, hypnoser og drømmetydninger, udviklede Freud derfor en række berømte teorier om menneskets psyke, som han arbejdede ud fra:

• Jeg, overjeg og id: Vores psyke er ifølge Freuds teori inddelt i tre dele. (1) Id'et , der er kilden til vores instinkter og drifter - til vores kropslige behov og ønsker, samt vores seksuelle og aggressive drifter. (2) Overjeg'et, der er de regler, vi har lært igennem vores opvækst. Det er dem, der sørger for at holde id’et nede, så vi ikke går amok i en lystrus. (3) Jeg'et, der er afbalanceringen af de voldsomme drifter i id’et og overjeg’ets trang til selvkontrol.
  
• Libido: Er menneskets sexlyst, og det er en virkelig stærk drivkraft, som findes i id'et.
  
• Dødsdrift: Er en uforklarlig drivkraft i mennesket, der får os til at træffe ukloge valg, der fører os mod selvdestruktion.
  
• Ødipus-komplekset: Er groft sagt teorien om, at alle drengebørn hader deres fædre, fordi de har lyst til at have sex med deres mødre. Og at alle pigebørn hader deres mødre, fordi de vil have sex med deres fædre. I 3-5 års alderen fortrænger børnene deres lyster. Men fortrængningen har stor betydning for, hvordan børnene får det psykisk som voksne.

Freud: Forfattere opdagede psykoanalysen før mig

Efterhånden som Freuds teorier begyndte at tage form, inddrog han litteraturen for at videreudvikle og forfine dem. Det var på det tidspunkt, han skabte en forbindelse mellem psykoanalysen og kulturelle genstande såsom romaner, film og malerier.

»Freud læste megen skønlitteratur, og han betragtede forfattere som nogen, der havde opdaget psykoanalysen, før han selv gjorde det,« fortæller Lis Møller.

»Forfatterne brugte ikke hans begrebsapparat, men de beskrev de samme mønstre, som han selv havde opdaget. Derfor opfattede han litteraturen som en kilde til at udvikle og forbedre psykoanalysen.«

»En af de bærende teorier i psykoanalysen er ødipuskomplekset – og Ødipus er en litterær figur, opfundet af Sofokles. Desuden skriver Freud ved mange forskellige lejligheder, hvordan psykoanalysen kan berige litteraturforskningen.«

Forsker: Læg mærke til sproget

Freuds egne analyser var meget detaljerede og avancerede – uanset, om der var tale om analyser af litteratur eller menneskers psyke.

Det fortæller lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Lilian Munk Rösing, der selv bruger psykoanalytiske metoder til at analysere kunst og film. For eksempel udgiver hun snart en bog, hvor hun analyserer Pixars animationsfilm via en videreudviklet udgave af Freuds psykoanalyse.

»Når man læser Freuds egne analyser, får man en fornemmelse af, at der i mennesket eksisterer et komplekst netværk af tanker, som indeholder en sandhed. Det er meget spændende og inspirerende at læse og arbejde med.«

»Til gengæld kan det være frygteligt at skulle reducere en tekst til fallos og ødipuskompleks. Det er den kedelige psykoanalyse, som man tit stifter bekendtskab med på gymnasiet. Så der er stor forskel på Freuds egne analyser og dem, der bliver lavet på gymnasierne i dag,« siger Lilian Munk Rösing.

Når hun skal nævne de fineste psykoanalytiske fortolkninger, Freud har lavet, så nævner hun hans bog 'Drømmetydninger'.

»Han følger sporene i sine drømme og fortolker dem, som om de var en tekst. Også når det kommer til drømme mener Freud, at ordene har mere betydning, end man selv tror. Han er især fokuseret på det, vi ikke regner som betydningsbærende ved ordende: Formen, metaforerne og mønstrene af klange og bogstaver,« fortæller Lilian Munk Rösing.

Sådan analyserede Freud en drøm

En af Freuds drømmeanalyser tog udgangspunkt i en meget enkel drøm, han beskrev sådan her:

»Jeg har skrevet en monografi over en plante. Bogen ligger foran mig, og jeg blader netop om på en sammenfoldet farvetavle. Til bogen er der bundet et tørret eksemplar af planten, som om den var taget fra et herbarium,« beskriver Sigmund Freud i sin bog Drømmetydninger.

Det lyder umiddelbart som en meget tilforladelig drøm. Men Freud kom selv frem til, at den i virkeligheden handlede om, at han gerne ville have anerkendelse fra faderfigurer.

Det gjorde Freud via nogle associationsrækker, der bragte ham fra drømmen til nogle af de problematikker, hans ubevidste baksede med. Associationerne var:

• Fra monografien om planter associerede han til en monografi om kokain, han havde skrevet i 1884. Den handlede om, at kokain kunne bruges som bedøvelse i forbindelse med operationer.
  
• Freud mindedes da overlægen doktor Koller, som tog hele æren for hans opdagelse – hvilket gjorde Freud vred.
  
• Derfra associerede han videre til en dagdrøm, han havde dagen efter monografi-drømmen. I den blev han under dække af at være en anden (inkognito) opereret for grøn stær (på tysk: Glaukom), og lægen bedøvede ham med kokain, uden at Freud gjorde opmærksom på, at det faktisk var ham, der havde opdaget den egenskab ved stoffet.
  
• Freud associerede videre til dengang, hans far blev opereret for grå stær af en læge, der hed Dr. Königstein. Königstein blev assisteret med kokainbedøvelse af Dr. Koller, som i den forbindelse anerkendte, at det var Freud, der havde beskrevet kokains bedøvende virkning.

»Associationerne sætter Freud på sporet af en lang og syret historie. Den viser, hvor vigtigt sproget er for Freud – for det afspejler, hvad der foregår i det underbevidste.«

»Gennem associationsrækken løber et spor, der handler om ordenes form frem for deres betydning. Der er tale om bogstavrim med lyden 'ko': Kokain, Koller, inkognito, Glaukom, Königstein«. I dén associationsrække får vi hele historien om Freuds frustrerede kamp for faderlig anerkendelse fra de mænd, han så op til som ung,« siger Lilian Munk Rösing.

Alle blev freudianere i løbet af 1900-tallet

Det er ikke mærkeligt, at man kan blive fascineret af sådan en metode til at finde ud af, hvad der 'i virkeligheden' foregår dybt inde i menneskets psyke. Så psykoanalysen gik sin sejrsgang.

I løbet af 1900-tallet slog mange sig ned som psykoterapeuter i både Europa og USA, og de fulgte – eller byggede videre på – Freuds teorier og metoder til at psykoanalysere mennesker.

Samtidig blev psykoanalysen meget udbredt som analyseredskab blandt kunstnere, litteraturforskere og andre, der forsøgte at forstå kunst, film og litteratur. Til sidst tænkte alle mere eller mindre psykoanalytisk, fordi psykoanalysen blev betragtet som nøglen til at forstå menneskets psyke og den litteratur, man læste.

»Så i 1900-tallet var vi alle freudianere, hvad enten vi havde læst Freud eller ej,« husker Lis Møller.

»Det ubevidste og det fortrængte var fælles gods, og det er nok derfor, Freud i dag bliver betragtet som mindre sofistikeret, end han egentlig var. Når tanker bliver så udbredte, bliver de trivialiseret,« siger Lis Møller.

Forsker: Psykoanalysen er slet ikke videnskabelig

Da Lis Møller begyndte at forske i 1970'erne, var psykoanalysen en meget accepteret analysemetode. Men når hun mødes med sine forskerkollegaer i dag, er den slet ikke så udbredt. Flere og flere litteraturforskere tager nu i stedet udgangspunkt i hjernevidenskabens og den biologiske videnskabs nyeste opdagelser.

»Litteraturvidenskab har altid haft et ønske om at kunne knytte an til et eller andet, der er lige så hardcore som naturvidenskaben – det var for eksempel det, man forsøgte med lingvistikken. Og nu lader det til, at man har fundet noget virkelig naturvidenskabeligt at læne sig op ad,« siger Lis Møller.

Også i Danmark har den biologisk inspirerede tilgang til analyser af litteratur, film og computerspil indfundet sig på universiteterne. Mathias Clasen, som er adjunkt i engelsk ved Aarhus Universitet, er en af de fremmeste fortalere for at analysere på andre måder end den psykoanalytiske, som han forholder sig meget kritisk til.

»I dag er Freuds relevans yderst begrænset. Rent videnskabeligt er der ikke evidens for psykoanalysen. Det er en teori om menneskelig adfærd og psykens opbygning, men efter tusindvis af forsøg, har ingen forskere kunnet bekræfte, at teorierne holder.«

»For eksempel holder teorien om ødipuskomplekset ikke – og det betegnede Freud som en hjørnesten i psykoanalysen. Små drenge har ikke et ønske om at slå deres fædre ihjel for at have sex med deres mødre.«

»Som videnskabelig forklaringsmodel er psykoanalysen fuldstændig håbløs og forældet. Det er hverken muligt at bevise eller modbevise den, og derfor er det dårlig videnskab,« siger Mathias Clasen.

(Læs mere om, hvorfor man skal kunne modbevise videnskabelige hypoteser og teorier i artiklen: Hvad er kritisk rationalisme?).

(Læs mere om den naturvidenskabeligt inspirerede litteraturvidenskabs opgør med psykoanalysen i Mathias Clasen kronik: Ud med Freud, Marx og Lacan).

Freud er ikke 'diller-hermeneutik'

På et punkt har Mathias Clasen dog lidt medfølelse med gamle Sigmund Freud: Hans tanker bliver som regel fremstillet som langt mere primitive, end de faktisk er. Særligt gymnasielærere har været nogle banditter til at udlægge dem på en plat måde.

»Jeg kan konstatere, at mine studerende er metaltrætte af det 'Freud for Dummys', som de er blevet præsenteret for af deres dansklærere i gymnasiet. Eleverne fortæller altid med et smørret grin, at deres lærere tolkede tekster psykoanalytisk – og så bliver de begejstrede, når jeg præsenterer dem for et andet verdensbillede.«

»Men det, de er blevet præsenteret for, er en meget udvandet udgave af Freud, hvor et konkavt objekt er et symbol på vagina og et aflangt objekt er en fallos. Det er ikke Freud. Det er 'diller-hermenutik'.«

»Men gymnasielærere holder nok fast i det, fordi det er noget, som både er let at formidle og nemt at bruge, når man laver en tekstlæsning. Og så er lærerne ligeglade med, om det passer. Det handler om at give eleverne nogle redskaber, så de kan skille en tekst ad og analysere den,« siger Mathias Clasen.

Freud var en dygtig analytiker

Lis Møller kender udmærket til kritikken af Freud og psykoanalysen. Og hun har også selv bevæget sig væk fra at analysere tekster med hjælp fra den psykoanalytiske tankegang. Men hun mener, at man bestemt kan lære noget af at psykoanalysere tekster.

Man skal blot holde sig fra det, Mathis Clasen kalder 'diller-hermenutik', og heller ikke nødvendigvis tro på hele pakken med ødipuskomplekset, fortrængninger og dødsdrift. Tager man de forbehold, vil man nemlig opdage, at Freud opfandt en utrolig god metode til at analysere meningen i tekster.

»Jeg blev i sin tid interesseret i psykoanalysen som en fortolkningsteori – mit fokus var ikke på fortrængningen af begær. For i vore dage virker det latterligt at tale om fortrængning af det seksuelle, da intet er mindre fortrængt. Der er sex overalt,« siger Lis Møller.

»For mig at se er Freud en dygtig læser. Både af tekster og det, patienterne siger. Han laver en fortolkningslæsning, hvor fokus ikke bare er på det, der bliver sagt, men også på det, der ikke bliver sagt.«

»I stedet for at prøve at forstå teksten ved at 'glatte den ud', fokuserer han på de steder, hvor meningen bryder sammen, og modsigelser opstår. Det er en form for læsemetode, som ikke bare stiller sig tilfreds med det, en tekst gerne vil sige, men også det, den ikke kan sige direkte,« siger Lis Møller.

Kommer psykoanalysen på mode igen?

Selvom Lis Møller ikke selv beskæftiger sig med psykoanalytiske fortolkninger længere, vurderer hun, at de sagtens kan komme på mode igen.

»I dag er det neuropsykologien og de naturvidenskabeligt inspirerede tilgange til tekstanalyse, der fylder på de store forskningskonferencer. Men hjerneforskningen er stadig i sin vorden, og det skulle ikke undre mig, om Freud kunne blive aktuel igen, når vi får noget mere viden om hjernen.«

»Det kan være, at Freuds ubevidste kommer tilbage, for det har neurovidenskaben ikke blik for. Jeg er dog overbevist om, at der er et eller andet om snakken.«

»For mig er det en banal dagligdagserfaring, at vi ikke kender motiverne for vores egne handlinger til bunds. Når vi har gjort noget, tænker vi os bagefter frem til en årsag til, hvorfor vi gjorde det. Men det er efterrationalisering. Hvorfor vi i virkeligheden gør, som vi gør, og siger, som vi siger, det ved vi sgu' ikke,« siger Lis Møller.

Mathias Clasen håber ikke, at psykoanalysen igen bliver lukket ind i forskernes varme universitetskontorer. Han medgiver, at de forskere, der arbejder naturvidenskabeligt med humaniora, har tendens til at glemme, hvor stor kompleksitet der er i de tekster, de undersøger.

»Men at gå tilbage til en erkendelsesteoretisk fuser – det ville være et fejltrin. At relancere psykoanalysen vil være at bruge det forkerte redskab til arbejdet. I stedet for psykoanalysen bør man gå til den mere klassiske humanistiske hermeneutik. Den kan hjælpe os med at fastholde blikket for subjektet og kompleksiteten,« siger Mathias Clasen.