Hundredvis af enorme forhistoriske massegrave fundet i Sahara
En glemt nomadekultur byggede enorme gravanlæg i Sahara. Det tegner et billede af regionen som meget mere end faraoer, pyramider og templer.
En glemt nomadekultur byggede enorme gravanlæg i Sahara. Det tegner et billede af regionen som meget mere end faraoer, pyramider og templer.

Vi har gennem flere år brugt satellitbilleder til systematisk at lede efter arkæologiske spor i de enorme ørkenlandskaber i det østlige Sudan. Vores undersøgelser har især koncentreret sig om Atbai-ørkenen, som udgør en lille del af den langt større Sahara.
Vores team af arkæologer fra Macquarie University, Frankrigs HiSoMA-forskningsenhed og Det Polske Videnskabsakademi ønskede på den måde at fortælle historien om ørkenregionen mellem Nilen og Det Røde Hav – uden at foretage udgravninger.
Men ét arkæologisk fænomen blev ved med at dukke op: Store, cirkulære massegrave med knogler fra både mennesker og dyr, ofte omhyggeligt arrangeret omkring en person begravet i midten.
Gravanlæggene stammer sandsynligvis fra det fjerde og tredje årtusinde før vores tidsregning. De er omgivet af store, cirkulære stenhobe, ringe eller tidlige indhegninger af sten, nogle med en diameter på op til 80 meter. Her blev mennesker begravet sammen med deres kvæg, får og geder.
I vores nye studie, der er offentliggjort i tidsskriftet African Archaeological Review, beskriver vi 260 hidtil ukendte gravanlæg øst for Nilen, spredt over næsten 1.000 kilometer ørken.

Forskere har længe undret sig over de store, cirkulære gravmonumenter, som hidtil kun har været kendt fra enkelte udgravede eksempler i de egyptiske og sudanesiske ørkener.
Fund, der tidligere blev betragtet som isolerede tilfælde, fremstår nu som dele af et større mønster. Det peger på, at en fælles nomadisk kultur har strakt sig på tværs af et enormt ørkenlandskab.
De fleste gravanlæg ligger inden for grænserne af det nuværende Sudan på skråningerne af Rødehavsbjergene. Satellitbillederne kan dog ikke alene fortælle os hele historien om de mennesker, der byggede gravanlæggene.
Kulstofdateringer og keramik fra de få udgravede monumenter fortæller os, at disse mennesker levede omtrent 4000–3000 år før vores tidsregning, lige før egypterne dannede det territoriale kongerige, vi kender som faraonernes Egypten.
Men disse nomader havde kun lidt til fælles med egypterne, som levede i faste bosættelser og dyrkede jorden. Selv levede de i ørkenen og holdt husdyr.

En del gravanlæg har 'sekundære' begravelser arrangeret omkring en 'primær' gravlagt person i centrum – måske en høvding eller et andet vigtigt medlem af samfundet.
For arkæologer kan den slags fund være vigtige spor efter sociale forskelle og hierarkier i forhistoriske samfund.
Arkæologer har i årtier diskuteret, hvornår de nomadiske samfund i Sahara blev mindre egalitære. De fleste er dog enige om, at det var omkring denne periode i det fjerde årtusinde før vores tidsregning, at en karakteristisk ’elite' opstod.
Det var dog slet ikke i nærheden af det enorme sociale skel mellem herskere og almindelige mennesker, som man så i Egypten med dets faraoer og bønder. Men det er de første spor af social ulighed.
Kvæg ser ud til at have haft stor betydning for disse forhistoriske nomader, og denne teori bliver også understøttet af forhistoriske helleristninger i området.
Ved at lade sig begrave sammen med deres kvæg viser nomaderne, at de tillagde dyrene stor værdi.
Tusinder af år senere begyndte lokale nomader igen at bruge de gamle stenanlæg som gravpladser – i nogle tilfælde næsten 4.000 år efter at de oprindeligt blev opført.
Med andre ord skabte de forhistoriske nomader gravsteder, der blev brugt og respekteret gennem årtusinder.
Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete med disse mennesker.
De få dateringer, vi har af monumenterne, ligger hovedsageligt mellem 4.000 og 3.000 år før vores tidsregning. Det var mod slutningen af den såkaldte 'African Humid Period', hvor det tidligere langt grønnere Sahara var ved at tørre ud.
Sommermonsunen nåede gradvist mindre langt mod nord, hvilket førte til mindre nedbør og færre græsningsområder. Som følge heraf måtte nomaderne opgive det vandkrævende kvæg, øge deres mobilitet, vandre mod syd eller søge mod Nilen.
Monumenterne ligger næsten alle tæt på steder, hvor der dengang var adgang til vand – ved klippebassiner i dalbunde, søer, der siden er tørret ud, og midlertidige flodlejer.
Det fortæller os, at ørkenen allerede var tør og udfordrende, da monumenterne blev bygget.
På et tidspunkt blev græs og buskads erstattet af sand og klipper, og det var ikke længere muligt at opretholde de værdifulde kvægbestande.
At eje store kvæghjorde i denne ørken på dette tidspunkt kan have været en måde at demonstrere rigdom og status på - lidt som en forhistorisk nomades svar på en Ferrari. Det kan være med til at forklare, hvorfor kvæg så ofte blev begravet sammen med deres ejere i disse gravanlæg.

Gravanlægene er blot ét kapitel i den større fortælling om menneskers tilpasning til klimaforandringer i Nordafrika.
Fra det centrale Sahara til Kenya og Den Arabiske Halvø var hold af kvæg, geder og får med til at forandre samfundene grundlæggende. Det påvirkede kosten, måden, mennesker flyttede rundt, og de sociale hierarkier.
Det er næppe tilfældigt, at samfundene ændrede deres gravlægningsskikke samtidig med, at de tog husdyrhold til sig.
Gravanlæggene viser, at selv omrejsende og geografisk spredte nomader var særdeles velorganiserede og dygtige til at tilpasse sig forandringer.
Opdagelsen ændrer vores forståelse af Saharaørkenernes historie og Nilområdets forhistorie.
De udgør et tidligt kapitel i historien om den monumentale byggeskik i Egyptens og Nubiens riger og tegner samtidig et billede af regionen som meget mere end faraoer, pyramider og templer.
Desværre bliver mange af disse gravanlæg i dag ødelagt eller udsat for hærværk som følge af ureguleret minedrift i området. Disse unikke gravsteder har overlevet i årtusinder, men de risikerer at forsvinde på mindre end en uge.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.