Høje hæle - en fjollet, vanvittig og ekstrem historie

Det er længe siden, skoen selv overskyggede dens primære funktion - at beskytte fødderne.

I gennem tusinder af år har skoene fremkaldt både smertens og nydelsens yderligheder. Skoens lange og brogede historie - der strækker sig over 2.000 år - stilles til skue frem til og med den 31. januar 2016 på Victoria & Albert Museum i London.

Det ældste, udstillede par sko, daterer sig tilbage til oldtidens Egypten, mens mere de nutidige modeller er eksempler på, hvor meget teknologiske fremskridt og 3D-printere har skubbet til grænserne for, hvad der er teknisk muligt at præstere med fodtøj.

Skoen har forvandlet sig fra dens funktionelle oprindelse til anvendelig kunst. Man kan med rette spørge sig selv, om det overhovedet er muligt, at gå i nogle af de mere ekstreme sko i udstillingen?

Blandt de mere nutidige sko i samlingen er Zaha Hadid's Nova sko, som har en 16,5 centimeter høj hæl. Svimlende høje hæle er dog ikke et moderne fænomen.

Svimlende høje sko

Den italienske renæssance leverer et af de mest påfaldende eksempler i skoens ekstreme historie. Venetianske kvinder af høj rang gjorde de såkaldte 'chopines' eller styltesko, som var plateausko fremstillet af træ eller kork, meget populære.

I følge Elizabeth Semmelhack, kurator på The Bata Shoe Museum, var de venetianske mænd i det 15. århundrede meget opsatte på, at deres hustruer gik i de ekstremt høje sko. Skoene hæmmede kvindernes bevægelighed, og de var derfor - i teorien - mindre tilbøjelige til at løbe væk med en anden mand.

Faktisk blev kvinderne ofte nødt til at bevæge sig rundt med ledsagere, der sikrede, at de ikke snublede. Chopines-skoene var i gennemsnit knap 14 centimeter høje, men efter sigende var enkelte 50 centimeter høje.

Skoenes højde var ikke kun et udtryk for kvindens sociale status - højden beskyttede dem også for al skidtet i Venedigs gader. Som skohøjden blev mere og mere ekstrem, indførte man en luksuslov, der skulle gribe ind overfor de vanvittige sko.

I 1430 forbød det venetianske storråd chopines-sko, der var mere end 9 centimeter høje. Chopines-skoene blev fordømt; en fornærmelse mod Gud - farlig for bærerens sjæl såvel som krop.

Selvom det sædvanligvis var kvinder, der gik i stylteskoene og i andre ekstreme sko, var mænd historisk set også højhæls-entusiaster, som Rebecca Shawcross beskriver i sin historiske oversigt over sko gennem tiderne.

Det var Frankrigs konge, Ludvig d.XIV, indbegrebet af. Hans rødhælede sko blev et symbol på politisk loyalitet - aristokraternes sko havde røde hæle som bevis på deres loyalitet over for kongen.

Barbarisk skønhed med høje hæle

Hvis vi spoler tiden frem et par hundrede år, er skoenes lettere barbariske beskaffenhed langt fra glemt. I 1937 malede Magritte 'Den røde model', der eksemplificerer det unaturlige forhold mellem sko og fødder. Maleriets centrale fokus er et par udtrådte læderstøvler, der flyder sammen til et par menneskefødder.

Med liljefødder, eller rettere fodbinding, bringes skoens smertefulde, torturerende side til forkanten af udstillingen. Fodbinding, der engang var et symbol på skønhed og social status, blev forbudt i Kina i 1911.

Den traditionelle og ekstreme fodbinding havde en kulturel betydning og sikrede, at kvinderne fandt passende ægtemænd. Pigerne fik fødderne bundet i en meget ung alder, for at hæmme fodens vækst. Små fødder, og den medfølgende immobilitet, var et symbol på kvindelighed og skønhed.

Introduktionen af fetish-sko i slutningen af det 19. århundrede, bragte en helt ny dimension til den smertefulde - omend nydelsesfulde - oplevelse af sko. Fetish-sko er kendetegnede ved en overdreven hælhøjde - iført skoene blev foden et mystisk og magtfuldt våben.

I 1910 udgav softcore pornobladet 'Photo Bits' en løbende historie, 'Peggy Paget's Patent Paralysing Pedal Props'. Det var sko med 46 centimeter høje hæle. Når foden var indesnævret i den smalle og meget højhælede sko, blev den voldsomme følelse af smerte udlignet af glæden ved, at pirre både bærerens og tilskuerens fantasi.

Interessen for fetish-sko blev understøttet af et væld af populærlitteratur, der gav yderligere næring til fodtøjets erotiske associationer. Skoene repræsenterede objektiveringen af kvindeligheden, og satte senere gang i den fortsatte debat om skoen som en metafor for selvstændiggørelse eller subordination.

De historiske eksempler på sko kan virke ekstreme - endda latterlige. Men designet og brugen af dem afspejler en lang række kulturelle og sociale betydninger. V&A udstillingen viser ved gennemgangen af en lang, betydningsfuld og til tider eksotisk historie, hvordan sko - på trods af at de måske forekommer fjollede eller vanvittige - er blevet seriøse objekter med kulturelle referencer.

I dag er Christian Louboutins ekstreme skodesign en del af mainstream kulturen - og kvinder er stadig ofte parate til at lide for skønheden.

Naomi Braithwaite hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark