Hjernedoping gør din uddannelse mindre værd

Hjernedoping, Smart drugs, studydrugs, og kognitiv kosmetik. Kært barn har mange navne.

Flere og flere studerende i Danmark sluger efter sigende en pille i håbet om at blive bedre, hurtigere og klogere. Alt fra betablokkere til ADHD-medicin ryger i halsen, når 12-tallet skal i hus.

Men hvorfor sluge en pille, og er det overhovedet vigtigt, at nogle gør det?

Det har, cand.mag. i filosofi, Nana Kongsholm et bud på.

Nana Kongsholm har skrevet speciale om hjernedoping, og har analyseret, hvad det kan komme til at betyder for samfundet, hvis hjernedoping bliver hverdag. Ifølge hende, er der nemlig et par ting man bør overveje:

»Der er mange forskelligartede hensyn, for eksempel hvad gør ved værdien af en universitetsuddannelse, hvis man forestiller sig, at man kan komme igennem på bare at poppe piller, om er det snyd, og om det skaber øget social ulighed.«

»Det koster også penge at anskaffe de her remedier, så nogle mener, at det kun er dem, der har midlerne til det, der har råd, og at de så vil få fordele frem for andre. Hjernedoping har potentiale til at transformere uddannelse, som vi kender det. «

Hjernedoping er som at bestige et bjerg i helikopter

Hvis man kan komme nemt til 12-tallet, bare ved at snuppe en pille, gør det værdien af den enkeltes indsat ringere. Det bliver mindre meningsfyldt, at gennemføre end uddannelse, hvis man bare kan dope sig igennem, konkluderer hun.

I specialet sammenligner Nana Kongsholm det at gennemføre en uddannelse, med det at bestige et bjerg:

Meningen med at bestige et bjerg, er ikke at stå på toppen og juble, men ligger i den rejse man gennemfører på vej op. Bestiger man bjerget ved at tage en helikopter til toppen, forsvinder meningen med at nå den højeste tinde.

Hjernedoping er medicinsk optimering

Medicin er normalt noget man tager, hvis man er syg. Panodiler, hvis du har ondt i hovedet og hostesaft, hvis du er forkølet. Nana Kongsholm forklarer, at når vi begynder at tage medicin for at gøre en normal situation bedre, er der en risiko for, at det der før var normalt, bliver sygeliggjort:

»Jeg tror, at man kan se det som et led i en medikaliseringsprocces, hvor vi bliver vænnet til at bruge medicin i vores hverdag, til at behandle de områder, hvor vi ikke føler, at vi klarer os optimalt i forhold til de krav, der bliver stillet.«

»Er det en retmæssig måde at bruge medicinen på? Skal vi kunne optimere os selv på den måde? Normalt giver man medicin hvis noget er patologisk. Man kan spekulere på, om det at tage piller for at føle sig utilstrækkelig, hvis det bliver accepteret, om den følelse så bliver en sygdom i sig selv,« siger Nana Kongsholm.

Individet tager selv gevinsten – og bivirkningerne

Nana Kongsholm mener, at årsagen til, at flere og flere vælger at supplere deres akademiske indsats med præstationsfremmende midler, ligger gemt i noget grundlæggende i vores måde at se verden på. Noget som får flere og flere til at vælge pillerne til.

Ifølge Nana Kongsholm bygger vores livssyn på et liberalt paradigme, der siger, at individet bør have lov til, at gøre det han eller hun har lyst til, så længe man selv tager konsekvensen, selv betaler, og ikke tvinger andre til det.

Hjernedoping handler om pres

Men selvom ingen stopfodrer studerende med piller, som man fodrer en foie gras-gås, forklarer Nana at man nemt kan komme til at føle sig presset:

»Det er op til individet, hvad vedkommende får ud af sit liv, og dermed også hvilke metoder man bruger for at opnå et så højt punkt som muligt. Man kan også se, at der er en tendens til eksamenssnyd, der boomer i forhold til tidligere, og man ser flere og flere jurastuderende der efterspørger privat lektiehjælp, fordi der er det her ræs for at være forrest, for at komme først, og for at ende med de bedste resultater. Og er individet selv, der skal nå i mål.«

»Jeg tror, det har noget at gøre med en høj grad af individualisering. Der er ingen grænse for, hvad vi kan blive som individer, hvad vi kan gøre med vores liv,« siger Nana Kongsholm og afslutter:

»I hvert fald min generation får at vide, at vi kan blive alt, især i et så privilegeret land som Danmark. Vi kan alt, og derfor er der også pludselig et stort pres på individet for at leve op til de muligheder og forventninger, der opstår.«