Hendes hverdag er fyldt med computerspil

Hun tilbringer timer foran skærmen med computerspil kørende på den - på jobbet. Men for Anne Mette Thorhauge er spillene ikke bare en pjækkepause fra arbejdet. De

er

arbejde.

Hun er nemlig ekspert i computerspil og har blandt andet skrevet en ph.d. afhandling på Københavns Universitet om kommunikation og computerspil.

Det er ikke de løftede pegefingre, der præger Anne Mette Thorhauge. Som Medierådets computerspilsekspert deltager hun godt nok i det europæiske samarbejde omkring aldersmærkning af computerspil. Men selvom hun er forældrenes vagthund overfor spilproducenterne, så er Anne Mette Thorhauge mindst lige så begejstret for computerspil, som børnene selv.

Spil i en social sammenhæng

»Der er alt for meget ny-puritanisme omkring computerspil«, siger Anne Mette Thorhauge og påpeger:

»Computerspil er hverken bedre eller dårligere end andre medieformer som for eksempel film og tv. De kan bruges til alle mulige andre ting end tidsfordriv, og ofte indgår spillene i en meget social sammenhæng hos børnene. Spillene kan også gøre det modsatte og være med til at isolere enkelte børn socialt - men det afhænger helt af, hvordan og hvor meget de bruges.«

I sin egen forskning har Anne Mette Thorhauge påvist, hvordan computerspil kan fungere som en avanceret kommunikationsform, og som privatperson dyrker hun også gerne spillene foran skærmen - når hun ellers har tid mellem arbejdet i Medierådet, forskningen og familielivet. Computerspilsforskeren er selv ret vild med at spille Grand Theft Auto.

Spil er kommunikation

videnskab.dk er nu mere interesseret i Thorhauges forskning end hendes bedrifter i spillene, selvom begge dele udfolder sig samme sted: På skærmen.

Anne Mette Thorhauge har for kunnet tilføje titlen ph.d. til visitkortet efter et succesrigt forsvar af projektet 'Computerspillet som kommunikationsform' på Københavns Universitet. Her har Thorhauge tilbragt time efter time med at følge især multiplayerspil som World of Warcraft (WoW) for at analysere, hvordan spillerne kommunikerer med hinanden - og hvorfor.

Og som den samvittighedsfulde forsker hun er, brugte Thorhauge inden selve undersøgelserne omkring en måned per spil, så hun var fortrolig med spiluniverset.

I et af selve eksperimenterne sammenlignede Anne Mette Thorhauge to set-ups: Et med en far og en søn og et med en spilleklan fra en netcafé. Og deres tilgange til det at spille - og kommunikere om spillet - var meget forskellige:

»For faren og sønnen handlede det mest om at være sammen om noget. De kunne i princippet lige så godt have været på tur sammen til en svensk ødeskov. Spillet fungerer der som et redskab til at skabe samvær, og dermed bliver spillet også selv genstand for kommunikationen - ligesom de også dyrker forskellige aspekter af spillet hver især« fortæller Anne Mette Thorhauge og viser det med et citat fra ph.d.-afhandlingen:

Sønnen: »Du har mange ghouls, har du slet ikke nogle rigtige krigere?«

Faren: »Jeg syntes bare, de så så søde ud.«

Sportsfolk på netcaféen

Helt anderledes er det med spilleklanen. De består af en gruppe fyre på omkring tyve år, som bruger en stor del af deres fritid på at spille Warcraft III. De har en meget seriøs holdning til det at spille, hvor det handler om en jævnbyrdig kappestrid indenfor spillets rammer:

»De minder i virkeligheden mest om sportsfolk, da de har et bestemt ideal for spillet og går meget op i at følge både skrevne og uskrevne regler. Før og efter spillet er der meget ritualiseret kommunikation - for eksempel skal den tabende spiller altid hurtigt efter spillet skrive GG for 'good game' til vinderen - mens det under selve spillet handler om kortfattet kommunikation om strategi og analyse af spillet,« forklarer Anne Mette Thorhauge.

»Man kan også sige, at hvor spilaktiviteten for far og søn er

genstand for

kommunikationen, så

er

den selve kommunikationen hos spilleklanen,« siger hun.

For faren og sønnen handlede det mest om at være sammen om noget. De kunne i princippet lige så godt have været på tur sammen til en svensk ødeskov

Anne Mette Thorhauge

Anne Mette Thorhauge ser på den måde også computerspil som en kombination af klassiske spil (fodbold, skak etc.) og medieret fiktion som spillefilm og romaner.

Wallmart bestemmer i Danmark

Når snakken falder på computerspillenes ligheder med film så dukker pegefingeren fra medieråds-medlemmet alligevel op:

»Man må sige, at spilindustrien demonstrerer en vis ensidighed i deres produktion. De store spil handler næsten altid om vold og krig,« siger Anne Mette Thorhauge, som mener, at det i høj grad skyldes det amerikanske marked.

»Et spil som HITMAN kostede 100 mio. kroner at udvikle og er derfor produceret med fokus på det amerikanske marked, hvor mediekonteksten er anderledes og meget ensidig i forhold til den europæiske. Og man kan ikke udvikle spil til f.eks. PlayStation uden Sonys godkendelse, så de er også med til at holde alt indenfor en ensformig mainstream, som de er sikre på, kan sælges. I bund og grund er det Wallmart, der bestemmer, hvilke spil der står på de danske hylder«

Prinsessespil - også til drenge

Et større brud med den ensformige spilproduktion ligger ikke lige om hjørnet, men Anne Mette Thorhauge foreslår, at man støtter det alternative spilmiljø, ligesom man gør i filmens verden. På den måde kan man skabe en underskov af små producenter, der kan udvikle og afsætte deres anderledes spil til de store selskaber.

Det kan måske også være med til at løse det problem, at de fleste spil laves til teenagedrenge, selvom mange piger også spiller i dag, og gennemsnitsalderen for brugerne af mange store spil faktisk er over 30.

»Jeg kan selv godt lide mange af 'drengespillene', men mange piger vil have prinsesser og lyserøde kjoler, og hvorfor skal de ikke have spil, der handler om det,« ler Anne Mette Thorhauge, og understreger, at det ikke specielt er de lyserøde kjoler, hun efterlyser, men spil, der bygger på sociale/feminime spilkoncepter - til både piger og drenge.