Fra gods til gener: Det, vi har mellem ørerne, er den nye form for kapital

I den engelske forfatter Jane Austens roman 'Stolthed og fordom' fra 1813 skildres fru Bennets kvaler med at få sine døtre godt gift, hvilket på det tidspunkt vil sige med en ung gentleman med en anseelig indkomst.

To ungkarle er i centrum af historien, der giver indblik i indkomst- og formuedynamikker i et fortidigt England.

Vi finder hurtigt ud af, at hr. Darcy har en årlig indkomst på 10.000 pund og hr. Bingley omkring 4.000. Og det er i grunden lidt forvirrende med omtalen af de mandlige bejleres ’indkomst’, for det fremgår ganske sjældent, at nogen af dem rent faktisk løfter en finger.

De henslæber i stedet tiden med at ride heste, holde salon, læse bøger og gå til baller. Den indkomst, Austen hentyder til, er da heller ikke gemen lønindkomst, men derimod elitens foretrukne kilde til rigdom, nemlig kapitalindkomst fra jordbesiddelser eller værdipapirer.

Hr. Darcys 10.000 pund er således blot de årlige renter af en langt større formue.

I romanen er egentligt arbejde ikke noget, overklassen bedriver eller sågar bevidner, andet end gennem tjenestefolk. Samfundet i 1800-tallet var kendetegnet af massiv ulighed, ikke mindst på grund af kapitalens forrang frem for arbejde.

Derfor var spørgsmålet om arv særlig vigtigt, da det var svært, hvis ikke næsten umuligt, at ’arbejde sig op’.

Tilbage til fremtiden?

En af de bedst sælgende bøger i 2014 var ganske overraskende en 700 siders mursten fuld af statistikker og tabeller.

I bogen 'Kapitalen i det 21. århundrede' opsummerede den franske økonom Thomas Piketty og hans kolleger resultatet af 15 års kollektiv indsats med at harmonisere gamle datakilder for indkomst og formue fra 1800-tallet og helt frem til nutiden i over 20 lande.

Pikettys hovedbudskab er ret enkelt. Den måde, fordelingen af indkomst og formue i Europa og USA har udviklet sig på fra år 1900 til i dag, følger et U:

Uligheden var høj i starten af det 20. århundrede og faldt drastisk indtil 1950. Herefter stabiliserede den sig indtil omkring 1980 og er steget støt lige siden uden dog helt at nå samme niveau igen.

Perioden 1950-1980 med høj økonomisk vækst, men relativt lav ulighed, refererer Piketty til som en undtagelse, som ’de tredive gyldne år’.

I kølvandet på Thomas Pikettys bog opstod der en livlig debat om, hvorvidt vi er på vej tilbage mod den type samfund, som Jane Austens romaner foregår i.

Piketty ser tegn i sol, måne og datasæt på, at historien om høj ulighed, begrænset social mobilitet og godsejertyper, der lever af renterne af deres formue, ikke kun er fortid, men også fremtid.

’Huspriser i det 21. århundrede’

Imod tesen taler dog, at kapitalen er væsentligt anderledes fordelt i dag end for et par århundreder siden.

Pikettys kritikere mener, at hans bog rettelig burde hedde ’Huspriser i det 21. århundrede’, fordi husprisernes eksplosive vækst de seneste 40 år i høj grad forklarer kapitalens påståede genkomst.

Forskellen fra 1800-tallet til nu er således, at der er opstået en ny formuende middelklasse med værdifuldt tag over hovedet. Det er da også middelklassens primære aktiv – boligerne – der spiller den afgørende rolle, ikke en cigarrygende fabrikants foretagender.

Den fattigste halvdel af befolkningen ejer fortsat næsten ingenting, men det er en væsentlig forskel, at det ikke er de øverste 10 procent, der sidder på hele kagen længere.

Derudover er arbejde fortsat vigtigere end kapital. I den samlede økonomi udgør arbejdsindkomst stadig to tredjedele, og kapitalindkomst en tredjedel.

En historisk privilegeret tilværelse

De ultrarige i dag er ikke som 1800-tallets dovne, der levede af deres nedarvede formuer. Grundlæggerne af store selskaber såsom Elon Musk med Tesla, Jeff Bezos med Amazon og Bill Gates med Microsoft har knoklet.

Hvor det før var de mindst velstående, der arbejdede mest, er det i dag ofte omvendt. Et hårdnakket rygte i konsulentverdenen er, at nogle sætter deres e-mailkonto til at afsende e-mails midt om natten for at vise cheferne, hvor hårdt de slider i det.

For os andre i det meste af den vestlige verden, og ikke mindst i Danmark, er tilværelsen i teorien historisk privilegeret.

Ikke alene er den generelle levestandard høj, det er også ulovligt at diskriminere på baggrund af køn, alder, seksualitet eller etnicitet. Alle over 18 år kan stemme til valg, også kvinder og folk uden ejendom, ganske modsat valgretten i grundloven fra 1849.

Når vi taler med vores læge, antager vi, at hun er dygtig, fordi medicinstudiet er svært, og vi har meget lidt nepotisme eller korruption. Lægen har kitlen og får sin hyre alene på grund af kvalifikationer. Ikke fordi hendes far er hospitalsdirektør, eller fordi hun har bestukket en overlæge.

Meritokratiets fælde

Nogle har bedre forudsætninger med i bagagen end andre, fordi de for eksempel har hørt flere millioner af ord i en tidlig alder.

Men vores uddannelsessystem med alle dets tests af færdigheder og viden er i det mindste meritokratisk: Den dovne, udygtige godsejersøn får lavere karakterer end den flittige, dygtige kasseassistentdatter, fordi de bedømmes på deres meritter i stedet for irrelevante forhold som familiebaggrund.

Uddannelse baner ofte vejen for succes på arbejdsmarkedet.

Lægens disponible livstidsindkomst er 36 millioner, pædagogens er 20 millioner, mens frisører og SOSU-assistenter indkasserer 14 millioner, viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Alle tjener de mere end mennesker, der ikke har uddannet sig.

En erhvervsfaglig uddannelse giver omkring 10 procent oveni gennem et helt liv, en kort videregående uddannelse giver 25 procent ekstra, og en lang videregående uddannelse hele 70 procent mere end de uuddannede.

Umiddelbart er vi kommet langt, når fødselsattesten ikke i sig selv berettiger til en given status, og når aristokratiet er erstattet af meritokratiet.

I sin bog 'The Meritocracy Trap' fra 2019 minder den amerikanske juraprofessor og økonom Daniel Markovits imidlertid om, at ordet ‘meritokrati’ først blev opfundet som en advarsel i en dystopisk roman fra efterkrigstiden.

I 'The Rise of the Meritocracy' forestiller den engelske forfatter Michael Young sig således et samfund komplet lagdelt efter intelligens og præstationer. Vi går altså i en fælde, hvis vi tror, at meritokratiet tæmmer tidligere tiders radikale ulighed.

Den nye form for kapital

Men vi er nu på vej, mener Markovits, mod et moderne, uddannelsesbåret aristokrati, hvor humankapital erstatter klassisk kapital.

I det 21. århundrede er det nye sort således det, vi mennesker har mellem ørerne – vores evner, viden og kvalifikationer.

Det er en form for kapital, vi giver i arv via gener og socialisering, og vi kan ikke engang beskatte de overførte ressourcer, som når vi her til lands betaler 15 procent i skat af, hvad vores forældre efterlader os af gods og guld.

Markovits mener, at Piketty overvurderer, hvad traditionel kapital betyder for ligheden i et samfund. For Markovits står den store kamp snarere mellem to bestemte grupper.

På den ene side står den højtspecialiserede, overarbejdende øvre middelklasse af vidensarbejdere, der for eksempel slår sine folder inden for tech, finans og jura.

På den anden side står almindelige lønmodtagere, der ikke er højt specialiserede og ikke drager nytte af en globaliseret og teknologisk avanceret verden.

Det er en fundamentalt anden situation, end dengang arbejdsdagen for flertallet bestod af monotont markarbejde under en bagende sol eller i ruskende vind.

Kagen har aldrig været større

I Austens romanunivers foregav ingen, at de velstående havde fortjent deres velstand i modsætning til deres tjenestefolk. Det er slet ikke et tema.

Ifølge Markovits er det på sin vis hårdere at fejle nu om dage, fordi det i et meritokratisk samfund må være din egen skyld, hvis du ikke lykkes.

Og selv om vi ikke skal ynke dem med 80 timers arbejdsuger i interessante, specialiserede, velbetalte jobs, er det et paradoks, hvis de er mindre frie end tidligere eliter. Det kan være en del mere afslappende at leve af sin kapital end af sin humankapital.

Velstandskagen er heldigvis historisk stor i dag, og det giver flere mulighed for at få et stykke, så i fremtiden vil unge afrikanere måske tage på backpackerrejser i Danmark.

Spørgsmålet er naturligvis, hvordan velstanden udvikler sig.

Flere lighedsfikserede samfund såsom sovjetstaterne har vist, hvordan vi kan opnå lighed i form af ens fattigdom ved at kvæle markedskræfter og ethvert individuelt initiativ.

Omvendt er det lige groft nok, hvis goderne skal være mere ulige fordelt end omkring år 1900, hvor 10 procent af menneskene sad på 90% af velstanden. Uanset om de så er dygtige, flittige eller heldige.