Gemte forhistoriske bysamfund er afdækket ved hjælp af billeder fra oven

Hvordan studerer man skjulte, forhistoriske byer, der gennem hundredvis eller tusindvis af år er blevet dækket af menneskelige aktiviteter som opblomstringen af byer?

Det er et evigt dilemma for os arkæologer, men for nylig tog vi udfordringen op i fællesskab med arkæologer og geoforskere i Danmark og Tyskland.

Vi har nu for første gang kortlagt arkæologiske og ikke-arkæologiske artefakter i den berømte Dekapolis-by Jerash i Jordan med ekstrem nøjagtighed og præcision.

Vi sammenholdt historiske afbildninger og state-of-the-art luftfotografi samt moderne luftscanninger for at skrue tiden tilbage og rekonstruere landskabet samt de arkæologiske artefakter, som ikke længere er synlige som følge af byudviklingen.

Kombinationen af gamle og nye data afslørede forsvundne monumenter, som endnu ikke er blevet arkæologisk registrerede, heriblandt akvædukter og vandledninger.

Fundene indikerer, at vandforvaltningen i Jerash, oldtidens Gerasa, undergik gevaldige forandringer over tid som følge af ændrede bosættelsesmønstre samt måder af forvalte oplandet på.

\ Læs mere

'High Definition Archaeology' afslører forhistoriske byers hemmeligheder

Vigtig by ødelagt af jordskælv

Jerash var en vigtig by i Det Byzantinske Rige, også kendt som Det Østromerske Kejserdømme, indtil byen blev tilintetgjort af et altødelæggende jordskælv i år 749.

Byen husede fantastiske monumenter og strukturer, der vidner om et levende byliv påvirket af mange kulturer gennem adskillige århundreder.

Den forhistoriske by dækkede et areal på omtrent 90 hektar omgivet af mere end 4 kilometer bymur.

Efter jordskælvet svandt livet i byen ind, og først i den tidlige islamiske periode (der begyndte i det 12. århundrede) bosatte man sig igen i Jerash i større udstrækning.

Populær for arkæologer i det 19. århundrede

De første udgravninger er dokumenteret til at have fundet sted i 1907.

De tidlige udgravninger afdækkede en fantastisk mosaik, som i dag er spredt over hele verden i en række samlinger, blandt andet Pergamon-museet i Berlin.

Den historiske mosaik bevidner stor håndværksmæssig dygtighed i Jerash i løbet af den romerske periode.

Mange europæiske rejsende besøgte lokationen i det 19. og 20. århundrede, og adskillige beskrivelser af mange forsvundne monumenter findes i rejsebeskrivelserne.

De leverer indblik i samtidens samfund samt liv i og omkring Jerash.

De første store udgravninger i Jerash blev dog foretaget så sent som i 1920'erne og 1930'erne af en amerikansk-britisk arkæologisk delegation under ledelse af Yale-arkæologen C. H. Kraeling.

Siden da har flere hold arbejdet i Jerash, men store dele af byen er stadig arkæologisk uudforsket og nu truet af destruering, plyndring og moderne udvikling omkring lokationen.

Et urbant puslespil

I 2011 etablerede vi det dansk-tyske forskerteam kaldet 'Northwest Quarter Project', og lige fra dag ét blev vi forundrede over adskillige af de arkæologiske fund i Jerash.

Vi fandt kæmpestore vandcisterner, der var lukkede, hvilket indikerer urbant forfald eller i hvert fald væsentlige ændringer i forvaltningen af offentligt arbejde.

På samme tid blomstrede den hjemlige bosættelse i løbet af sen-antikken og de tidlige islamiske perioder.

De arkæologiske fund indikerer, at afgørende forandringer fandt sted i landskabet omkring Jerash i det 5. til 8. århundrede efter vores tidsregning, men vi kunne ikke afsløre forandringerne udelukkende gennem de udgravede fund.

For at udforske området omkring Jerash slog vi os sammen med Søren Munch Kristiansen, Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet) og GeoScience ved Aarhus Universitet, samt David Stott, Archaeological IT, Moesgaard Museum, Aarhus Universitet.

Desuden besøgte vi Royal Jordanian Geographic Society. Vi blev informeret om, at vi kunne få tilladelse til at benytte LiDar-data i forbindelse med arkæologiske projekter gennem Department of Antiquities of Jordan.

Bevæbnet med en tilladelse købte vi de tilgængelige LiDar-datasæt og begyndte at indsamle historiske fotografier fra de forløbne 100 år. Vi fik også fat i satellitbilleder, der dokumenterer Jerash' moderne udvikling.

Ved at kombinere LiDar-datasættene med satellitbillederne og de historiske fotografier kunne vi identificere hidtil uopdagede strukturer, blandt andet mulige akvædukter, kanaler, vandkilder og cisterne og kortlægge dem i forhold til vandforsyningsområder i byen.

Forandringernes 'store billede'

Det dansk-tyske Jerash Northwest Quarter-projekt startede som en tværfaglig udgravning i stor skala.

Målet var at granske det cirka fire hektar store nordvestkvarter, der ligger på det højeste punkt inden for bymuren.

Vi har sidenhen registreret evidens for byens urbane udvikling samt publiceret adskillige studier som led i projektet, der fokuserer på en række forskellige aspekter i bylivet i løbet af antikken og længere tilbage i tiden.

Indtil videre er det ikke lykkedes præcist at male 'det store billede', der ser byen på en mere holistisk måde.

De seneste resultater – baseret på en integrering af historiske luftfotoer og moderne teknologi – leverer yderligere indsigt i Jerash' urbane layout og infrastruktur.

For eksempel kunne vi se, at måden, man forvaltede vand i oplandet omkring Jerash, ændrede sig dramatisk over tid, og at forandringerne formentlig skyldtes klimatiske faktorer.

Sådanne forandringer bliver ofte tilskrevet det 8. århundrede efter vores tidsregning; en følge af det altødelæggende jordskælv.

Vores data indikerer derimod, at forandringerne allerede var undervejs flere århundreder tidligere end hidtil antaget.

Højteknologisk tilgang hjælper med at bevare forhistorien

Det nye ved vores metode er, at den integrerer fotografier fra første verdenskrig, moderne 3D-laserscanning og data fra flere årtiers arkæologiske udgravninger til at skabe et detaljeret kort over en forhistorisk by i Mellemøsten før moderne destruering og urbane indgreb.

Befolkningstilvæksten og klimaforandringerne udgør i mange dele af verden en akut risiko for kulturarven.

Arkæologer og kulturarvsmedarbejder kæmper mod uret for at dokumentere og forstå livet i historiske samfund, før artefakterne uigenkaldeligt forsvinder.

Ikke-invasive metoder, der kortlægger arkæologiske fundsteder, er afgørende for vores indsats, så vi kan skrue tiden tilbage og dokumentere ødelagte og forsvundne monumenter, der knytter os til fortiden.

De gør os desuden i stand til at dokumentere flerlagede og multitemporale lokationer, der tilser alle perioderne.

Vores studie viser, at samarbejde mellem videnskabsfolk og eksperter på tværs af discipliner er afgørende for fremskridt; og især ved lokationer, hvor den moderne urbane udvikling sker hurtigt og til dels uden kontrol.

En tværfaglig tilgang leverer især støtte til igangværende eller planlagt arkæologisk arbejde.

Læs artiklen på engelsk hos vores internationale søstersite ScienceNordic. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Arkæologer: Byerne fortjener bedre behandling

\ Læs mere

Danske arkæologer åbenbarer oldgamle besværgelser