Forskning markedsføres ukritisk

Universitetsloven fra 2003 har gjort formidling til en kerneaktivitet på landets universiteter. Formålet var primært at markedsføre forskning. Det blev afspejlet i ministerens ønske om at 'kunne overbevise folk i forsamlingshusene om behovet for øgede forskningsbevillinger'.

Der er ikke tvivl om, at forskningskommunikation i dag har stor politisk bevågenhed i Danmark, og at den faktiske decentrale indsats for at få forskning ud i samfundet er steget betydeligt. Det er lige så klart, at det primære politiske argument bag denne intensivering, drejer sig om dét Dorris Nelkin har kaldt 'selling science'. Forskning skal populariseres og bringes i øjenhøjde, så folk forstår, at skattekronerne er givet godt ud og vil støtte op om yderligere bevillinger til forskning.

Naiv forestilling

Rationalet sætter ikke spørgsmålstegn ved videnskabens sandhedsmonopol, det reproducerer en naiv forestilling om videnskabens værdifrihed og sociale ubundethed, og det ignorerer det åbenlyse forhold, at forskning og teknologisk udvikling ikke bare bidrager positivt til samfundet, men også skaber betydelige problemer for miljø og sundhed og rejser dybt kontroversielle etiske dilemmaer.

Der er gennem de seneste år sket et skred i formål og hensyn bort fra generel kultivering af en kritisk borgerlig offentlighed, i retning af decideret markedsføring, der primært har til hensigt at legitimere samfundets investeringer i forskning.

Danmark er skyndsomt i gang med at afvikle den etablerede danske model for forskningskommunikation, som går ud på at involvere borgerne i en aktiv og oplyst debat og dialog. I stedet sættes envejsformidling. Til gengæld er den danske model for forskningskommunikation, som er vigtig for udviklingen af en demokratisk politisk kultur, paradoksalt nok i stigende grad blevet eksporteret til det internationale samfund.

Envejskanal

Frem for at aktive forskere og aktive borgere indgår i dialog omkring forskning og teknologi sker en popularisering i en envejskanal mellem aktive, vidende forskere på den ene side og passive borgere med deres anerkendelse og accept på den anden.

At den faktiske udvikling er uhensigtsmæssig understreges yderligere, når fokus rettes mod indsatsens modtagerside.

Den aktuelle danske forskningskommunikation tager ofte udgangspunkt i en problematisk forestilling om en 'bred offentlighed' som en samlet, mere eller mindre homogen gruppe. Denne tilgang ser helt bort fra, at borgerne praktiserer og definerer deres medlemskab af det moderne vidensamfund ganske forskelligt. Forskellige segmenter af befolkningen har forskellige forudsætninger, opfattelser, værdier og interesser, og kan ikke betragtes som en generaliseret offentlighed.

Fire grupper

Vi har for nylig, med støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, gennemført et forskningsprojekt omkring forskningskommunikation i Danmark, der viser at denne opfattelse kan kvalificeres. På baggrund af survey-undersøgelser viser projektet, at det er muligt at identificere fire, omtrent lige store, distinkte offentligheder blandt danske borgere, og at denne kategorisering vil kunne fungere som udgangspunkt for valget af strategier på formidlingsområdet.

Projektet viser, at en stor del af befolkningen faktisk har gode forudsætninger for at indgå i meningsfuld forskningskommunikation. Tre af fire grupper har høj interesse, betydelig faktuel viden, og relativt høj vurdering af eget kompetence-niveau. For dem er muligheden for at udfylde en rolle i vidensamfundet gunstig. Det betyder imidlertid ikke, at de i praksis indgår i kommunikationen og engagerer sig i vidensamfundet på ensartet vis. Formerne for deltagelsespraksis varierer betydeligt.

Den aktuelle danske udvikling, der kraftigt betoner populærformidling, tilgodeser ikke de mest opsøgende, aktivistiske og engagerede grupper. I yderste konsekvens kan det skabe passive tilskuere frem for aktive deltagere.

De ældste er mest passive

Måden hvorpå borgerne praktiserer deres medlemskab af vidensamfundet hænger sammen med køn, alder og uddannelsesbaggrund. Der er eksempelvis en klar tendens til, at samfundets ældste borgere indtager en passiv rolle i debatten om teknologi og udvikling. Det samme gælder de lavest uddannede. Sammenhængene viser, at inklusions- og eksklusionsforhold i forskningskommunikation reflekterer mere traditionelle skillelinier i befolkningen. For bestræbelserne på at styrke forskningskommunikation i Danmark betyder det, at indsatsen i høj grad starter allerede i uddannelsespolitiske og socialpolitiske initiativer.

I den forstand bryder forskningskommunikation som politisk tema ud af et snævert videnskabsministerielt regi og påkalder sig en diskussion, der medtænker vidensamfundets sociale slagside og lægger vægt på at løfte borgernes generelle uddannelsesniveau.

Læs hele kronikken: Forskning for folket

Om forfatterne:

Kaare Aagaard er forskningsassistent på Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet.

Niels Mejlgaard er ekstern lektor på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet

Danskerne kan deles op i fire omtrent lige store grupper, når det gælder forskningskommunikation.

'Rationalisterne'

har høj kompetence i form af både interesse for forskning, faktuel viden om forskning, og subjektiv oplevelse af at være velinformeret. Rationalisterne er aktive informationssøgere, der deltager i den 'videnskabelige kultur' i den forstand, at de læser avisartikler om forskning, diskuterer forskning med deres omgangskreds, besøger videnskabsmuseer og deltager i offentlige møder og debatter om forskning og teknologi.

Rationalisterne er utilbøjelige til at deltage i ekspressive, policy-orienterede aktiviteter, såsom demonstrationer og underskriftsindsamlinger. Rationalisterne har meget høj tillid til, at forskere kan forklare de samfundsmæssige implikationer af videnskabelig udvikling, men derimod lav tillid til journalister og NGO'er som forskningsformidlere.

'De involverede'

er næsten identiske med rationalisterne hvad angår kompetence og deltagelsesmønster, dog med den ene markante forskel, at de 'involverede' stærkt præger den offentlige debat og politiske beslutningsprocesser gennem engagement i underskriftsindsamlinger og demonstrationer.

Gruppen er samlet set den mest aktive og adskiller sig fra de øvrige ved at have høj tillid til, at miljøorganisationer og forbrugerorganisationer er i stand til bedst at informere borgerne om forskningens samfundsmæssige konsekvenser. Forskerne, derimod, har de involverede kun begrænset tiltro til.

Projektet viser, at en stor del af befolkningen faktisk har gode forudsætninger for at indgå i meningsfuld forskningskommunikation

Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard

'Tilskuerne'

har ret høj kompetence, i lighed med de to foregående, men en noget lavere grad af aktiv deltagelse. 'Tilskuerne' forstår og interesserer sig for 'spillet', men kommer ikke rigtigt 'på banen'. Deres deltagelse begrænser sig mest til aktiviteter, der kan klares hjemmefra, og gerne som en del af en bredere 'infotainment'.

Tilskuerne er tilbøjelige til at læse avisartiklerne om forskning og teknologi og snakke med vennerne eller familien om de teknologiske udviklinger. De er mindre tilbøjelige til at gå på videnskabsmuseum eller offentlige møder eller til at deltage i demonstrationer eller underskriftsindsamlinger. Denne gruppe har meget høj tiltro til, at journalister er i stand til at videreformidle forskningen til samfundet.

'De afkoblede'

zapper formodentlig væk fra videnskabsprogrammerne i TV i modsætning til 'tilskuerne' og opnår således ikke denne gruppes relativt høje faktuelle viden. For de 'afkoblede' er spørgsmål om forskning og teknologisk udvikling slet ikke på radaren.

Denne gruppe adskiller sig betragteligt fra de øvrige ved at have meget lav score på alle kompetence-variable, såvel som meget lav score på alle deltagelses-variable. De afkoblede har generelt ikke megen tillid til nogen institutioner i vidensamfundet, men hvis de skulle vende sig mod nogen for at få informationer om forskning, ville det være journalister.

Kilde: Kaare Aagaard, Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet og Niels Mejlgaard, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet