Forskning er hverken tørt eller kedeligt, hvis man spørger forskerne selv. Men nogle ting er alligevel mere spændende end andre.
I ‘Forskerens favorit’ tager ForskerZonen dig med på besøg hos nogle af landets førende forskere, som viser og fortæller om de genstande, der betyder mest i deres forskning. Det kan være alt fra et bjørnedyr til seje væsker.
I denne video tager vi med religionshistoriker Mikael Rothstein, lektor, mag.art. og ph.d. i religionshistorie ved Syddansk Universitet, på jagt blandt Borneos jæger-samlere, penanerne.
Pusterøret symboliserer penanerne
For penanerne er det foretrukne jagtvåben et langt pusterør, der er lavet af træ. En såkaldt keleput. Og det er netop dette pusterør, som er Mikael Rothsteins foretrukne forskningsgenstand.
»Den symboliserer for mig alt, der har med mit arbejde i regnskoven at gøre. Hvis man skal finde en genstand, som repræsenterer de mennesker, jeg studerer, så bliver det denne her, for livets opretholdelse kræver det her redskab«, fortæller Mikael Rothstein i videoen, hvor du kan se nærmere på pusterøret.
Men hos penanerne er jagt ikke bare jagt. Blandt Borneos jæger-samlere har jagt tilknyttet talrige religiøse forestillinger.
Når man skal på jagt, er det derfor vigtigt at alliere sig med ånderne, som bor i regnskoven, så de ikke går hen og forpurrer jagten, eller det der er værre, som du kan læse meget mere om i artiklen ’Borneos jæger-samlere jager blandt ånder og dæmoner’.
Bestil et gratis foredrag med Mikael Rothstein
Har du lyst til at høre mere om Mikael Rothsteins forskning i, kan du bestille et gratis foredrag med ham som en del af Bestil en Forsker-ordningen under Forskningens Døgn – en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år i uge 17 med over 600 events og mere end 75.000 besøgende.
\ Bestil en forsker i 2020
Bestil en Forsker er et initiativ under Forskningens Døgn – en videnskabsfestival arrangeret af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Bestil en Forsker foregår fra 20. – 26. april 2020.
Bestil en forsker direkte på Forskningens Døgns hjemmeside.
Læs mere om ordningen, og hvordan du bestiller (i 2020), i artiklen Tilbud til alle: Få besøg af en forsker – det er helt gratis.
Mikael Rothstein deltager med foredraget ‘Hvad er religion egentlig for noget?’, hvor han taler om, hvorfor mennesker producerer religion med eksempler fra Borneos jæger-samlere, Folkekirken, Scientology, islam i Iran og meget mere.
\ Serie: Forskerens favorit
I ‘Forskerens favorit’, kan du se med, når forskellige forskere viser og fortæller om deres yndlingsgenstand fra deres forskning.
I dette afsnit kan du se religions-historiker Mikael Rothstein fortælle om et pusterør, som han har fået på en af sine 10 forskningsrejser blandt penanerne på Borneo.
I andre episoder fra ‘Forskerens favorit’ kan du bl.a. møde dobbeltbarnet, et spedalsk skelet, seje væsker, en myg og de utrolige bjørnedyr. Se alle episoder her.