Hammerhus er måske Danmarks mest kendte ruin. Den blev gravet fri og genopbygget fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1940, men den ødelagte borg gemmer stadig på en gåde, som har betydning for Danmarkshistorien. For hvem var det egentlig, der byggede Hammershus og hvorfor?
Helt afgørende er det derfor at få dateret den gamle bygning. Og det håber arkæologer vil lykkes nu, når der for første gang bliver lavet en arkæologisk udgravning af ruinen.
»Vi ved, at de dele, vi kender af Hammershus, er fra middelalderen, men lige hvornår i middelalderen borgen blev bygget - dét er spørgsmålet. Tidspunktet har nemlig stor betydning for den rolle og betydning, som borgen har haft. Derfor bliver det utroligt spændende at se, hvad undersøgelserne viser,« siger udgravningsleder og arkæolog Nils Engberg.
Folkesagn kan have mere ret end gamle arkæologer
Ifølge gamle folkesagn blev Hammershus bygget af Valdemar den Store i 1159.
Teorien blandt forskere var dog i mange år, at borgen i 1260 blev bygget af den lokale ærkebiskop Jakob Erlandsen. Ærkebiskoppen byggede, ifølge teorien, borgen, fordi hans tidligere borg Lilleborg var blevet erobret og brændt ned af fyrst Jaromar af Rügen i 1259. Hammershus skulle derfor beskytte ærkebiskoppens interesser på Bornholm.
Men den teori blev fejet af bordet af en anden teori i 1990'erne:
Nemlig, at Hammershus blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet i en alliance mellem kong Valdemar Sejr og ærkebiskop Anders Sunesen som et led i deres fælles korstog mod venderne.
Udgravningsleder Nils Engberg siger dog, at den forestående arkæologiske udgravning af Hammershus har potentiale til at give de gamle folkesagn ret.
»Men måske blev Hammershus allerede bygget i den ældste valdemarstid (1157-1241, red.), hvor korstogene tog deres begyndelse under ledelse af Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon. Og så må det simpelthen være kongerne, der tog initiativet til at bygge borgen,« siger arkæolog og udgravningsleder fra Nationalmuseet Nils Engberg.
Han drømmer om at finde brudstykker fra de gamle bærende egestolper under Hammershus. Egetræ er nemlig noget af det bedste at datere ud fra. Hvis ikke det lykkes, må forskerne i stedet stykke et billede sammen ved hjælp af eksempelvis gamle mønter og potteskår.
Derfor skal en datering findes i jorden
Nils Engberg fortæller, at det er nødvendigt at lave en decideret udgravning, fordi det er meget svært at datere blot ved at kigge på murene.
»Man kan tage prøver af den ældste mørtel og forsøge at datere ud fra kulpartiklerne i mørtlen. Men det er en metode, som ikke er helt færdigudviklet, og den er stadig alt for usikker,« siger Nils Engberg.
Den viden, arkæologerne har om borgen fra 1800-tallet, kan forskerne heller ikke bruge til at datere ud fra.
Forklaringen skal blandt andet findes i den måde, som borgruinen blev gravet fri på i 1800-tallet, skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.
Da man I slutningen af 1800-tallet begyndte at grave ruinerne frem, havde det snarere form af oprydning end udgravning: Man gravede løs og samlede selvfølgelig de ting, man fandt, fortæller Nils Engberg:
»I arkæologisk sammenhæng daterer vi ud fra de genstande, vi finder, og på Hammershus dukkede der alt muligt op – nøgler, mønter, feltflasker. Mønter er normalt gode at datere med, men her spredte de sig fra 1200-tallet og fremefter. Tingene var fra hele borgens levetid, og det sammensurium gav derfor ikke svaret på tiden for borgens opførelse,« siger han og forklarer, at den nye udgravning kommer til at foregå helt anderledes systematisk.
Forskerne vil blandt andet fjerne et lag på fem centimeter af gangen, så der kan holdes styr på kronologien i de fundne ting, og så de kan sammenligne ting fundet i det samme lag. Vores forfædre brugte nemlig også oldemors gamle potter, ligesom vi gør i dag. Skal forskerne kunne danne sig et samlet billede af en datering, skal de kunne holde styr på i hvilket lag, disse levn er fundet.
Måske en kerne af sandhed i gamle sagn
Nils Engberg er ikke i tvivl om, hvad han håber, at resultatet af undersøgelserne bliver:
»Jeg tror, at Hammershus blev bygget i 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet under en af de to Valdemarer som et kongeligt anlæg, hvor ledingsflåden blev samlet, korsfarerne mødtes for at tage til Estland, og sagnet vil vide, at Dannebrog faldt ned fra himlen. Dét er den bedste historie, synes jeg. Og hvis det så også er rigtigt, var der jo faktisk en kerne af sandhed i sagnene om Hammershus. Men jeg må sige - alt er åbent,« siger forskeren.

































