Forsker: Tre forhold, der overraskede mig om udenlandsk adoption

Debatten om international adoption har været hed de sidste par år.

I Danmark har en række nyhedshistorier afsløret systematisk bestikkelse, bedrageri og handel med børn i forbindelse med udenlandske adoptioner til danske familier.

Og nu er danske myndigheder i færd med at undersøge Danmarks adoptionshistorie.

I min ph.d. 'A Scandinavian Way of Adoption' er jeg dykket ned i, hvordan transnational adoption i Skandinavien har udviklet sig gennem tiden.

Jeg vil her give dig tre forhold, som overraskede mig selv, og som er vigtige indspark i debatten om fremtidige undersøgelser af adoption fra udlandet.

1. Mangel på danske børn, fik forældre til at kigge mod udlandet

I min ph.d. blev det tydeligt, at transnational adoption i Danmark primært opstod ud af behovet for børn blandt danskere.

Behovet viste sig at være stort i Danmark, og generelt viste det sig at være stort i hele Skandinavien. Måske kender du en adopteret fra udlandet eller er selv adopteret? Chancerne for, at svaret er ja til et eller begge spørgsmål er højere, end de fleste måske tror.

For med mindst 20.000 registrerede adoptioner er Danmark, sammen med vores nabolande Norge og Sverige, et af de lande i verden, der har adopteret flest udenlandske børn i forhold til befolkningsstørrelse.

Hvorfor er det tilfældet?

I starten af det 20. århundrede var der flere børn i Danmark, der manglede forældre, end der var folk, som ville eller var i stand til at tage sig af dem.

I 1960’erne havde udviklingen dog vendt sig fuldstændigt. Færre og færre danske børn blev opgivet til adoption, mens flere og flere ønskede at adoptere.

I 1960 rapporterede Mødrehjælpen, den primære adoptionsformidler for danske børn, at de havde omkring 3.200 ansøgere på deres venteliste, og at den gennemsnitlige ventetid for at adoptere et barn lå på et sted mellem 3,5-4,5 år.

Mødrehjælpen kunne også rapportere, at nogle ansøgere var begyndt at afmelde sig fra ventelisten, fordi de havde formået at adoptere et barn via andre ukendte instanser.

I 1963 hævdede BT, at op mod 1.000 såkaldte ’farvede’ børn var blevet illegalt adopteret fra Vesttyskland til Danmark via et netværk af private adoptionsformidlere.

Efter BT’s reportage nedsatte justitsministeriet et udvalg, der skulle undersøge avisens påstande og udarbejde en ny ordning for adoption af udenlandske børn.

I 1964 anbefalede udvalget at give adoptionsforeningen Glemte Børn tilladelse til at formidle børn fra udlandet for at indføre mere ordnede forhold og tilfredsstille »… en del af det meget store behov for adoptivbørn hos danske ægtepar«.

2. Staten valgte at regulere fremfor at forbyde

Når behovet er hos par, der ønsker børn (og ikke hos børn, der ønsker forældre), rejser det nye spørgsmål angående statens præcise rolle og ansvar i adoptioner fra udlandet.

Det næste, jeg fandt ud af i min ph.d., var, at staten har haft en særlig tilgang til udenlandske adoptioner, siden disse opstod i 1960'erne, og at tilgangen adskiller sig markant fra tilgangen til danske adoptioner.

Oprindeligt blev (dansk) adoption anset for at være en form for familiedannelse eller social indsats overfor sårbare danske børn, og statens fundamentale rolle var at sikre barnets tarv i adoptionen.

På papiret var barnets tarv også det primære hensyn i adoptioner af udenlandske børn. Men hvordan blev barnets tarv balanceret overfor barnløses behov for børn?

De danske myndigheder havde ganske mange betænkeligheder og bekymringer, angående hvordan børn blev adopteret fra udlandet.

Men ofte fandt de det både politisk og praktisk umuligt at gøre indsigelse imod og føre kontrol med adoptionerne.

Jeg har ikke fundet nogen tegn på, at de danske myndighederne nogensinde overvejede direkte indgreb som for eksempel at stoppe adoptioner fra udlandet, fjerne ulovligt adopteret børn eller straffe personer, der bragte dem illegalt ind i landet.

I stedet konkluderede myndighederne, at indirekte forebyggelse var den bedste, og nok eneste, vej frem. Såkaldte ’private adoptioner’ kunne kun undgås, hvis folk adopterede via en autoriseret adoptionsformidler i stedet for på egen hånd.

Men adoptioner af udenlandske børn kunne kun reguleres på denne måde, så længe at det var nemmere og mere ligetil at adoptere et barn igennem systemet end udenom det.

Staten havde derfor en interesse i at opretholde formidlingen af børn fra andre lande via det etablerede system, så folk ikke blev fristet til at adoptere på egen hånd via mere problematiske mellemmænd.

Denne praksis, som jeg kalder for ’regulering via formidling’, medførte dog, at behovet for børn og et konstant flow af disse til Danmark, blev det primære hensyn i adoptioner fra udlandet.

3. Adoptivbørn som forhandlingsobjekter i storpolitik

Behovet for at opretholde et ’flow’ af børn til Danmark har påvirket dansk diplomati og Danmarks relationer med afsender-landene.

Blandt andet har adoptivbørn været genstand for storpolitiske forhandlinger mellem Skandinavien og Sydkorea.

I 1974 skrev et Sydkoreansk ministerium i et internt dokument, at »in Scandinavia, the question of adoption is given the same weight as those of diplomacy and economy.«

Samme år havde svenske diplomater truet med, at Sverige kunne stemme imod Sydkoreas position vedrørende genforeningen af den Koreanske halvø ved FN’s næste generalforsamling, hvis landet ikke ophævede et nyligt forbud mod adoptioner til de skandinaviske lande.

I følge professor Youngeun Koo ved Lunds Universitet havde Sydkorea indført forbuddet, dels i protest over, at Nordkorea havde åbnet ambassader og konsulater i de skandinaviske lande, dels på grund af negativ mediedækning af adoptionerne.

De skandinaviske lande samarbejdede med hinanden om at få ophævet forbuddet så hurtigt som muligt, og Sverige var som sagt villig til at true med at involvere FN’s generalforsamling.

Dette ser også ud til at have virket, da Sydkorea ophævede forbuddet kort tid efter.

Men selvom det var Sverige, der tog teten i 1974, så har den danske stat også været villig til at gribe ind over for lande med potentielle adoptivbørn, for at sikre at børn kunne blive adopteret til Danmark.

I 2024 rapporterede DR i artiklen 'Staten var mere aktiv, end vi har vidst', at danske ambassader og konsulater hjalp med at få gennemført adoptioner af udenlandske børn til Danmark i 1970'erne og 1980'erne.

Ifølge DR-artiklen havde danske diplomater blandt andet været med til at presse Sydkorea til at droppe en kvoteordning, der var blevet indført i 1975 for at erstatte totalforbuddet.

Samme artikel nævner også, at den danske udenrigstjeneste forsøgte at hjælpe 12 danske par, efter den srilankanske regering satte en stopper for udenlandske adoptioner i 1978.

Den danske ambassade kontaktede flere gange højtstående ministre i Sri Lankas regering med anmodninger om at få 12 børn adopteret til Danmark, og den daværende danske statsminister, Anker Jørgensen, var også engageret i sagen.

Handlinger som disse er svære at få til at stemme overens med myndighedernes formelle standpunkt om, at adoption principielt var en privatsag, og at statens eneste interesse var at sikre, at formidlingen fandt sted på betryggende vis.

Behovet for mere viden

I marts 2025 konkluderede Sandheds- og Forsoningskommission i Sydkorea, at der var sket alvorlige brud på menneskerettighederne i forbindelse med transnationale adoptioner til en række vestlige lande, deriblandt Danmark, som har adopteret over 9.000 koreanske børn siden omkring 1960’erne.

I juni samme år udkom en rapport fra en svensk adoptionskommission, som var nedsat i 2021 til at undersøge overtrædelser i forbindelse med internationale adoptioner til Sverige.

Kommissionen havde også fundet alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og adskillige tilfælde af børnehandel i perioden 1970-2000 og anbefalede, at internationale adoptioner til Sverige burde stoppe.

Det er min klare opfattelse, ud fra både min egen forskning og afsløringer som de ovennævnte, at der er et enormt behov for flere tilbundsgående og kritiske undersøgelser på adoptionsområdet.

Historien om adoption i og til Danmark, er ofte blevet anset for at være en relativt simpel og personlig historie om forældreløse børn og barnløse forældre.

Dette er ikke forkert, men samtidig er adoption også en historie om menneskerettigheder, race og identitet, diplomatiske relationer samt behovet for børn i det danske samfund.

De fulde konsekvenser af disse forhold er begyndt at åbenbare sig for os og berører tusindvis af familier, både i og uden for landets grænser, der venter på at få den fulde historie fortalt om, hvordan og hvorfor børn er blevet adopteret til Danmark.