Vladimir Putin har længe insisteret på, at Ukraine er en del af det land, han regerer.
Det blev tydeligere end nogensinde før, da han annoncerede, at russiske tropper havde igangsat en ‘specialmilitæroperation’ i dets naboland mod vest.
For resten af verden er det, Rusland har gang i, slet og ret en invasion.
I en del år efterhånden har Putin forberedt verden på sit seneste udenrigspolitiske eventyr.
I marts 2014 skrev han således:
»Kyiv er alle russiske byers moder. Oldtidens Rus er vor fælles udspring, og vi kan ikke leve uden hinanden.«
Få dage senere annekterede Rusland Krim-halvøen.
Efter otte år, hvor mere end 14.000 mennesker i den østukrainske Donbas-region har mistet livet i en oprørskrig anstiftet af Rusland, er han vendt tilbage til den fortælling – nu med Ruslands væbnede styrker i ryggen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Putins imperialistiske ideologi
Den russiske præsident skar sin intention ud i pap i sin timelange og ganske omfattende tale 21. februar.
»Ukraine er ikke blot et naboland for os,« fortalte han det russiske folk på landsdækkende TV.
»Det er en umistelig del af vores egen historie, kultur og åndelige rum.«
Han afviste gentagne gange Ukraines ret til en selvstændig eksistens – og til tider, at landet overhovedet eksisterer som uafhængig enhed.
Faktisk lod han til at betragte de to landes enhed som et historisk faktum.
Dermed afslørede han konturerne af en imperialistisk ideologi, hvis kronologi og ambitionsniveau rækker langt udover post-sovjetisk nostalgi og helt tilbage til middelalderen.
Men i hvilken udstrækning deler russerne den ideologi med Putin?
Putin: Ukrainere kan takke Lenin for deres stat
En bemærkelsesværdig del af Putins seneste tale, som han gav i anledning af anerkendelsen af Donetsk og Luhansk som selvstændige folkerepublikker, var hans insisteren på, at Ukraine er et biprodukt af russisk historie.
Putin insisterede på, at: »I umindelige tider har folket bosat sydvest for, hvad der historisk set har været russisk land, kaldt sig selv for russere og ortodokse kristne.«
Senere underminerede han dog sin egen insisteren på dette fælles ophav, da han sagde, at: »Det moderne Ukraine blev fuldt og helt skabt af Rusland, eller for at være mere præcis, af det bolsjevikiske, kommunistiske Rusland.«
For ham tog skabelsen af det moderne Ukraine først sin begyndelse »efter 1917-revolutionen«, og ukrainere kan takke »Lenin og hans fæller« for deres stat.
Putin refererede dermed til den union af sovjetstater, Sovjetunionen, som Lenin skabte på baggrund af det forhenværende russiske imperiums etniske diversitet.
Ønsker om ukrainsk statsdannelse går tilbage til 1710
I virkeligheden kan ønsker om ukrainsk statsdannelse spores tilbage til to århundreder før 1917-revolutionen.
Siden den ukrainske Hetmanats (statsoverhoved, red.) Bender-forfatning af 1710 over etableringen af henholdsvis den vestukrainske og den ukrainske folkerepublik i 1917, samt anmodninger om status af selvstændig stat ved fredskonferencen i Paris i 1919, har ukrainere anset sig som et folk i egen ret.
Oprettelsen af Sovjetunionen var, delvist, betinget af den forudgående indstiftelse af disse to uafhængige ukrainske republikker i kølvandet på revolutionen og opløsningen af det østrig-ungarske rige.
Oprettelsen af de to republikker var et direkte resultat af det 19. århundredes ukrainske nationalromantiske bevægelse, som tillagde fortiden som kosakker større betydning.
Dermed satte de skub i udviklingen af en national identitet med eget sprog, egen kultur og egen historie.
Undertrykker Ukraines ønsker om egen nationalitet
Da bolsjevikkerne med Lenin i front overtog kontrollen med de ukrainske områder, kunne idéen om en uafhængig ukrainsk nation ikke ignoreres, og det førte til Den Ukrainske Sovjetrepubliks uafhængighed i 1922 – i hvert fald på papiret.
Dét, Putins tale afslører, er et imperialistisk ønske om at sammensmelte russisk og ukrainske historie.
Han forsøger at trække en direkte linje fra en fælles oprindelse til et første og andet russisk imperium: det ene under Romanov tsarriget (1721-1917) og det andet som del af Sovjetunionen.
I spændet mellem de to imperiale epoker reduceres Ukraine til vasalstat, og enhver benævnelse af ønsker om egen nationalitet undertrykkes.
Det er præcis dét budskab, som Kreml fortsat udbreder i det 21. århundrede.
Det russiske folk bakker – til dels – op om imperialistisk ideologi
Men hvad tror den russiske befolkning på?
For tre årtier siden, da Sovjetunionen kollapsede, var det kun i sjældne tilfælde, at ofte ultra-nationalistiske russiske politikere tyede til Ruslands imperialistiske historie for at forestille sig det post-sovjetiske Ruslands fremtid.
Allerede i 1990’erne plæderede den ultra-nationalistiske politiker Vladimir Zhirinovsky for at stoppe med kulleveringerne til Ukraine for på den måde at genvinde tabte russiske territorier – men han blev aldrig andet end en udkantskarakter i russisk politik.
På trods af det viste Global Attitudes rundspørger, lavet af Pew Research Centre i 2011 og 2012, at den imperialistiske ideologis opbakning ikke var ubetydelig.
Kun 31 procent af de russiske respondenter var uenige i påstanden »det er naturligt for Rusland at have et imperium«.
Om denne længsel efter en tabt imperialistisk fortid kan oversættes til appetit på ‘gen-erobringskrig’ er fortsat uklart.
Det er umuligt at skære alle russeres opfattelse af ukrainere over én kam.
Russiske følelser for deres ukrainske nabo har gennem tiden spændt fra oprigtig samhørighed til ondartet xenofobi (afsky eller frygt for folk fra en fremmed kultur, red.), der er kommet til udtryk i en række af etniske udrensninger, såsom den orkestrerede hungersnød i 1932 ved navn Holodomor.
\ Læs mere
Men når det kommer til spørgsmålet om, hvordan Rusland skal forholde sig til at gøre krav på for længst tabte provinser i det ‘russiske imperium’, er holdningerne tydeligere delte.
Kun 26 procent af russerne ville indlemme Donbas i Rusland, mens 54 procent går ind for en eller anden grad af uafhængighed (i eller udenfor Ukraine).
Krig er fortsat et upopulært valg, og kun 18 procent af russerne støtter uden forbehold en væbnet konflikt som forsvar for de to løsrevne republikker, ifølge en afstemning fra april 2021.
Post-sovjetisk neo-imperialisme
I sidste ende afslører brugen af ‘imperium’ som ideologi Ruslands længsel efter – eller følelse af ret til – et tredje imperium.
Den retoriske og fysiske slettelse af ukrainsk historie og identitet gør det meget lettere at hævde en fællesrussisk oprindelse.
Det gør vi klogt i at huske på, mens vi følger de seneste udviklinger i den fornyede konflikt om Ukraine.
Der er til overflod paralleller med andre tidligere koloniserede befolkninger Jorden rundt.
Men uanset hvilke betingelser der formede den moderne verdens grænsedragninger, bliver vi, som Kenyas FN-udsending formulerede det: »nødt til at redde os selv ud af gløderne fra døde imperier, på en måde der ikke kaster os ud i nye former for domination og undertrykkelse.«
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Magnus Sabroe Bjernemose.
