Forsker og patientforening: Derfor fører aktiv dødshjælp til en etisk glidebane

Professor Thomas Søbirk Petersen har i en kommentar 6. marts 2020 her på Forskerzonen argumenteret for, at Danmark bør legalisere aktiv dødshjælp.

Søbirks udgangspunkt er ønsket om, at ingen skal have en smertefuld død. Det er et smukt og medmenneskeligt ønske, som vi – ligesom givetvis de allerfleste andre – naturligvis vil tilslutte os. Spørgsmålet er bare, om aktiv dødshjælp er en acceptabel og brugbar vej til målet.

Vi har i vores kommentar 11. juli 2020 påpeget, at udover at aktiv dødshjælp er principielt problematisk, så viser erfaringerne fra især Holland, at det ikke i praksis kan lade sig gøre at begrænse adgangen til aktiv dødshjælp til en mindre gruppe af terminale patienter.

Det skyldes, at der findes nogle sociale og politiske mekanismer, som vil betyde, at flere og flere grupper får adgangen, når man først har givet muligheden til nogle få.

Søbirk har i sit indlæg 22. august 2020 argumenteret for, at legalisering af aktiv dødshjælp til en begrænset gruppe ikke vil føre os ud på en sådan etisk glidebane.

Vi vil i det følgende imødegå Søbirks argumentation, idet vi vil henvise til, at helt ny forskning dokumenterer, at det i et samfund som det danske i praksis er uundgåeligt, at en legalisering af aktiv dødshjælp til en mindre patientgruppe fører til den omtalte etiske glidebane.

Ny forskning om aktiv dødshjælp set i nordisk perspektiv

Der udkom tidligere på året på forlaget Cappelen Damm Akademisk en meget væsentlig (og gratis) antologi med titlen 'Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk' redigeret af Morten A. Horn, Daniel Joachim H. Kleiven og Morten Magelssen.

Det er en særdeles vigtig bog, som i en række artikler systematisk analyserer mulighederne for aktiv dødshjælp set i nordisk perspektiv. Antologien er god at få forstand af hele vejen igennem.

Den rummer blandt andet et meget væsentligt kapitel om palliativ behandling som alternativ til aktiv dødshjælp. Det vender vi tilbage til nedenfor. Men først nogle bemærkninger om tre kapitler i bogen, som er relevante i forhold til debatten om den etiske glidebane.

Neurologen Morten Horn undersøger i kapitel 15 i bogen, om det er muligt at udforme en entydig, retfærdig og forsvarlig lov om aktiv dødshjælp, og han dokumenterer, at det i hvert fald ikke er lykkedes i Holland, Belgien og Canada. Det turde være åbenlyst, at uklare eller åbenbart urimelige grænser i loven vil blive udfordret, så længe der er personer, som mener, at de også burde være omfattet af bestemmelserne i loven. Og denne mekanisme synes uden bagkant.

Det er klart, at hvis man ikke i sådanne lande, der ligner Danmark meget, har formået at formulere love, der opfylder de mest elementære krav, er det i sig selv et argument mod at forsøge sig med den slags lovgivning i de nordiske lande.

\ Læs mere

Derfor forholder politikerne sig ikke til abort og aktiv dødshjælp

Udviklingen i Holland og Belgien er helt tydelig

Overlæge Ole Hartling har ofte i debatten gennem de senere år peget på, at ordningen med aktiv dødshjælp i Holland og Belgien gradvist har udviklet sig fra nødløsning til en patientret, som omfatter flere og flere grupper.

Det viser sig i praksis, at selv om man i begyndelsen forsøger at afgrænse målgruppen for tilbud om aktiv dødshjælp til en mindre gruppe, vil grænserne komme under pres med den konsekvens, at de over tid rykker sig, så målgruppen bliver meget større.

I kapitel 5 i antologien viser Hartling, at denne glidebane-effekt ikke mindst hænger sammen med, at vi i stadig højere grad accepterer og vurderer, at nogle (og stadig flere) grupper af mennesker ikke har noget at leve for.

Er høj alder nok til aktiv dødshjælp?

I professor Søren Holms bidrag i antologien analyseres den aktuelle debat i Holland, hvor man i det hollandske parlament blandt andet diskuterer et forslag om aktiv dødshjælp alene begrundet i høj alder ('et udlevet liv').

Forslaget var først fremsat som et borgerforslag, dernæst stillet i parlamentet af partiet D66, og senest har den hollandske regering stillet sig positivt over for idéen og har lovet at formulere sin egen udformning af forslaget.

Søren Holm viser i artiklen, hvordan adgang til aktiv dødshjælp alene begrundet med høj alder stort set bliver meningsløs, fordi der ifølge hans omhyggelige analyse af problemstillingen simpelthen mangler et godt argument for, at der i denne sammenhæng er »en relevant forskel mellem de yngre og de ældre.«

Desuden henviser han til selvmordsforskningen, som viser, at mange af dem, som udtrykker et ønske om at dø, i virkeligheden ønsker hjælp på en anden måde.

Derfor er det i mange tilfælde en beskyttelse af den enkelte ikke at efterkomme et udtrykt dødsønske.

Søren Holm påpeger, at »lovliggørelse af dødshjælp til de ældre vil fjerne denne beskyttelse af dem, men ikke af de yngre.«

\ Læs mere

Hvornår skal vi sige ja til døden og nej tak til behandling?

Kan man undgå den etiske glidebane?

Søbirk har ret i, at der er eksempler på, at dårlige erfaringer i forbindelse med et nyt tilbud fra sundhedsmyndighederne et sted i udlandet ikke nødvendigvis bør få os til at afstå fra at indføre et tilbud af samme slags i Danmark.

Det kunne jo være, at vi her til lands kunne gøre det med mere omtanke. Han har også ret i, at brugen af straf og tvang i forbindelse med børnevaccinationsprogrammer er et fint eksempel på det. I hvert fald er Danmark i den henseende ikke havnet med samme problemer, som man har set andre steder i verden.

Kunne man forestille sig, at man ved brug af mere omtanke kunne undgå den etiske glidebane i forbindelse med en legalisering af aktiv dødshjælp?

Grunden til, at det spørgsmål bør besvares med et nej, er ikke mindst, at det, som Morten Horn har vist, ikke i praksis lader sig gøre at formulere en lovgivning med faste og uangribelige grænser for aktiv dødshjælp. I samfund som det hollandske og det danske vil sådanne grænser hele tiden blive udfordret.

Som Ole Hartling har vist, er det ikke en mulighed i et samfund som vores blot at tillade aktiv dødshjælp som en nødløsning. Det viser sig, at 'glidebanen' kan opstå, når man som Søbirk vil give adgang til aktiv dødshjælp med begrundelser som selvbestemmelse, smerte, kort restlevetid.

Hvorfor? Fordi de begrundelser i virkeligheden kan bære meget mere end de tilfælde, som man i første omgang har i tankerne.

Det er klart, at det hollandske forslag om aktiv dødshjælp alene begrundet ved høj alder, som Søren Holm diskuterer, repræsenterer en situation ganske langt nede ad glidebanen.

På den anden side står det altså også klart, at udviklingen gennem et par årtier har ført til, at et forslag af den art nu seriøst kan overvejes i Holland.

Hollandsk fortaler for aktiv dødshjælp anerkender glidebanen

Det er i øvrigt interessant, at det nu også anerkendes af tilhængerne af aktiv dødshjælp, at glidebanen i dette tilfælde ikke bare kan borttænkes.

Dr. Bert Keizer, som er en 'grand old man' inden for den hollandske eutanasi, vedgår i et nyligt nummer af ugebrevet BioEdge, at den glidebane, som mange for 20 år siden forudså som følge af den første legitimering af aktiv dødshjælp, nu er blevet virkelighed.

Blot skal man efter hans mening ikke se på udvidelserne af målgrupperne for aktiv dødshjælp som et trist resultat af nedtur på den etiske glidebane, men derimod som en helt naturlig udvikling af samfundet.

Vi vil kategorisk afvise dr. Bert Keizers værdimæssige vurdering, men han har givetvis ret i, at udvidelserne af målgrupperne kommer ubønhørligt, hvis man lukker op for aktiv dødshjælp til en mindre gruppe.

I den grad man overhovedet anerkender basale love om samfundets dynamik, må man acceptere, at den slags etisk ’glidebane’ vil opstå i samfund som det hollandske og de nordiske, hvis man giver adgang til aktiv dødshjælp for en mindre gruppe.

Glidebanen undgås kun ved at undlade at tage det første skridt ud på den.

\ Læs mere

Det tænker vi, når vi ligger for døden

Alternativ til aktiv dødshjælp

Overlæge i palliativ medicin, Siri Brelin, diskuterer i kapitel 10 i den omtalte forskningsantologi, om lindrende behandling kan fjerne behovet for aktiv dødshjælp. Hun argumenterer for, at svaret er ja, hvis udgangspunktet er, at man vil tilbyde aktiv dødshjælp til patienter, som ved livets afslutning oplever uudholdelige smerter. Men man kan ifølge Siri Brelin nå meget længere end det.

Hun fremhæver således de vigtige fremskridt på området, først og fremmest med henvisning til den helhedsorienterede lindrende omsorg, der medtænker det hele menneskes behov.

Hun beskriver ligeledes, hvordan bevidsthedsreducerende medicin med henblik på at lindre svær lidelse (også kaldet palliativ sedering) kan være et godt og rigtigt alternativ, når den konventionelle behandling ikke er tilstrækkelig.

Siri Brelin dokumenterer i kapitlet, at lindrende omsorg faktisk kan give patienterne livskvalitet i den sidste fase af livet – og derefter en værdig død.

Der har i de seneste år været en rivende og meget lovende udvikling inden for den palliative medicin. Et samfund med et udbygget tilbud om palliativ omsorg fremstår nu som det oplagte alternativ til et samfund med adgang til aktiv dødshjælp.

Det vil være godt for patienterne, og det vil ikke mindst understrege livets værdi – uanset den enkeltes konkrete funktionsmuligheder.

Lad os investere i bedre palliation

På den baggrund er vi helt enige med Søbirk i, at en udbygning af den palliative behandling og oprettelsen af flere hospicer i høj grad er ønskelig. Søbirk har også helt ret i, at mange vil se utilstrækkelige og manglende tilbud på det palliative område som argument for at tillade aktiv dødshjælp.

Blandt andet i lys heraf er der ekstra grund til at lytte til Rigsrevisionens nylige og hårde kritik af de manglende investeringer på det palliative felt.

Efter vores opfattelse er en udbygget adgang til specialiseret palliation en af de absolutte forudsætninger for, at Danmark kan fastholde den hidtidige og meget vigtige kurs med afvisning af at indføre aktiv dødshjælp her til lands.

\ Læs mere

Forsker: Derfor bør aktiv dødshjælp være lovligt i Danmark

\ Læs mere

Forsker og patientforening: Aktiv dødshjælp bør ikke være lovligt

\ Læs mere

Derfor er aktiv dødshjælp ikke en glidebane