Professor Thomas Søbirk Petersen, RUC, har desværre i sin kommentar her på Forskerzonen 7. marts 2020 ret i, at debatten om aktiv dødshjælp ikke forsvinder, og det er der mange gode grunde til.
I sin kommentar argumenterer han for, at vi bør tillade aktiv dødshjælp, fordi vi dermed kan hjælpe mennesker, der ligger på dødslejet og er i store smerter, med at få gjort en ende på lidelserne, hvis de selv ønsker det.
Der er således to grundpræmisser i Thomas Søbirk Petersens indlæg:
- Vi vil gerne mindske vores lidelse, når vi skal dø.
- Og vi vil gerne selv beslutte, hvordan vi vælger at komme herfra – vi ønsker en grad af individuel selvbestemmelse.
Indførelse af aktiv dødshjælp, mener han, kan tilgodese begge dele i nogle tilfælde.
Vi mener imidlertid, at RUC-professoren har et fejlagtigt syn på livet – og døden – som en individuel begivenhed, og at konsekvenserne ved lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil være uoverskuelige og skadelige.
Derfor vil vi i denne kommentar forklare, hvorfor Thomas Søbirk Petersen og andre, der ønsker, at vi som samfund skal tillade aktiv dødshjælp, tager fejl.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Ønsket om selvbestemmelse
Døden og tanken om, at vi en dag skal tage afsked med vores liv, er ikke en tanke, som mange af os bryder os særligt meget om. Og der er vist ingen af os, der bryder os om, at døden skal være smerte- og lidelsesfuld.
Selvom mulighederne for smertedækning er blevet meget gode, og selv om der fagligt set er stor opmærksomhed på udviklingen af flere palliative (smertelindrende) tilbud, er der så megen usikkerhed omkring livets sidste fase, at mange taler for, at man på visse betingelser skal kunne vælge at få livet afsluttet af en læge – såkaldt aktiv dødshjælp.
Dette forslag hænger givetvis også sammen med den betoning, som individuel selvbestemmelse har i vort moderne samfund.
Og når selvbestemmelsen er så vigtig, så kan det da også være frustrerende, at der er nogle forhold i tilværelsen, som man ikke selv råder over.
Der kan vist ikke være tvivl om, at en stor del af motivationen hos forkæmperne for aktiv dødshjælp netop ligger i ønsket om at styrke den individuelle selvbestemmelse.
Døden skal ikke være et tilbud
Tilhængerne af aktiv dødshjælp indser naturligvis, at man ikke kan fravælge, at man skal dø på et eller andet tidspunkt – men de lægger så vægt på, at fastsættelsen af det konkrete dødstidspunkt kunne være noget, vi selv vælger.
Men døden skal ikke være en del af samfundets tilbud til mennesker i smerte og alvorlig sygdom.
Hvis vi som samfund begynder at tilbyde aktiv dødshjælp som en mulighed, er vi på vej mod en udvikling, vi ikke kan overskue: vi kommer ud på en glidebane.
Glidebanen vender vi tilbage til. Lad os først se på en anden fejlopfattelse, som fortalere af aktiv dødshjælp ofte har:
Livet er ikke en individuel begivenhed
En anden grund til, at vi som samfund ikke bør tilbyde aktiv dødshjælp, er, at man på den måde ville bryde med idéen om menneskelivet som værdifuldt ud fra en mere principiel betragtning, som rækker længere end hensynet til den enkelte.
Det er det menneskesyn, som traditionelt har fået os til at forsøge at stoppe medmennesker, som ønsker at tage deres eget liv.
Dette menneskesyn ligger tydeligvis også bag ønsket om at beskytte medmennesker, som ser ud til at kunne være til fare for sig selv.
Det forhold glemmer Thomas Søbirk Petersen tilsyneladende, når han skriver: »Normalt får folk selv lov at bestemme, hvad der skal ske i deres liv, med mindre de skader andre.«
Det er i hvert fald en sandhed med meget vigtige modifikationer. Vi mener, at menneskelivets værdi og betydning ikke bare skal anskues individualistisk, men også kollektivt og principielt.
\ Læs mere
Der er stor forskel på passiv og aktiv dødshjælp
Thomas Søbirk Petersen peger på, at vi i Danmark i stor enighed har tilladt, at man kan smertebehandle – også selv om det i visse tilfælde måske kan afkorte patientens liv – og at vi har tilladt, at en ansvarlig læge kan udlade at igangsætte en udsigtsløs behandling.
Accepten af den slags (sammenfattet i såkaldt ‘passiv dødshjælp’) sammen med det forhold, at vi har tilladt, at en myndig person kan fravælge en livsforlængende behandling, bør ifølge Thomas Søbirk Petersen få os til også at indføre aktiv dødshjælp.
Han henviser til, at hensigten med aktiv dødshjælp er den samme som ved passiv dødshjælp.
Men det er en meget svag argumentation.
- For det første kan to former for adfærd meget vel blive anskuet forskelligt etisk set, selv om de har samme hensigt. Eksempelvis kan ‘tyveri’ og ‘flittigt arbejde’ begge have til hensigt at opnå rigdom, men vi vil dog bedømme de to former for adfærd meget forskelligt – etisk set.
- Hertil kommer, at aktiv og passiv dødshjælp ikke har samme hensigt. I første tilfælde drejer det sig om at tage livet af et menneske, og i det andet tilfælde handler det om at give så megen livskvalitet som muligt til en person i den sidste del af livet.
- Desuden bør det nævnes, at mens passiv dødshjælp handler om at smertedække personen i den allersidste fase af livet, handler aktiv dødshjælp som ordningen kendes blandt andet i Holland om en meget større gruppe at mennesker, hvoraf mange ikke er umiddelbart døende af naturlige årsager.
Uanset om man vil anerkende det eller ej, er der meget, der tyder på, at vi er på vej ud på netop den bekymrende glidebane, hvis vi tillader aktiv dødshjælp i Danmark.
Hvis først vi tillader aktiv dødshjælp for nogle, vil andre også gøre krav på den
Thomas Søbirk Petersen argumenterer med, at glidebanen kan udstyres med en ‘stopklods’ i form af passende retningslinjer, så misbrug kan undgås.
Han begrunder synspunktet med, at man har formået at udforme gode retningslinjer for passiv dødshjælp, og at man derfor også burde kunne finde tilfredsstillende retningslinjer for aktiv dødshjælp.
Her er imidlertid tale om en fejlslutning, som kun lyder tillokkende, fordi man bruger samme ord, ‘dødshjælp’, om to meget forskellige former for behandling. Der er slet ikke begrebsmæssig parallelitet mellem såkaldt passiv og aktiv dødshjælp.
Reglerne om smertebehandling, ophør af udsigtsløs behandling etc. skal naturligvis diskuteres, men de har slet ikke samme kontroversielle karakter som de evt. regler om på visse betingelser at tage livet af folk.
Uanset hvilke begrænsninger Folketinget ville lægge i en lovgivning for aktiv dødshjælp, vil politikerne og reglerne blive udsat for pres fra andre grupper i samfundet, der også føler, at de bør omfattes af reglerne.
De vil så at sige stå på den anden side af stregen og presse på for at komme med over. Det ses eksempelvis i regler om støtte til mennesker med handicap, hvor målgruppeafgrænsningen er under konstant pres og i Menneskerettighedsdomstolens praksis, som dynamisk fortolkes i sammenhæng med det omgivende samfunds normer.
De hollandske erfaringer
Vender man sig mod udenlandske erfaringer, bliver tendensen tydelig.
I Holland er aktiv dødshjælp tilladt. Oprindeligt var loven alene målrettet alvorligt terminalt syge patienter som for eksempel kræftpatienter. Nu skyldes fire procent (eller godt 6.000) af alle dødsfald i Holland aktiv dødshjælp, og loven er udstrakt, så mennesker med psykiske lidelser, mennesker med demens, mennesker, der finder livet ‘ikke værd at leve’, eller børn og unge også kan få aktiv dødshjælp.
Senest har Hollands Højesteret 21. april 2020 afsagt en dom, der betyder, at læger lovligt kan give aktiv dødshjælp til demente patienter, uden at patienterne først bekræfter deres ønske om at dø.
Mange frygter konsekvenserne af dommen for den fremtidige behandling af demente. Og med god grund.
Det hollandske eksempel viser, at det i praksis ikke går at begrænse aktiv dødshjælp til en lille veldefineret gruppe.
Hvad der begyndte med en snæver målgruppe er altså nu udvidet, så den omfatter en bred gruppe i samfundet. Vi mener, at vi ville se samme udvikling i Danmark, hvis vi lovliggjorde aktiv dødshjælp.
Holland er generelt sammenligneligt med Danmark, og skal aktiv dødshjælp indføres herhjemme, er det fordi, selvbestemmelsen bliver besunget som i Holland – og så vil enhver tilbagerulning eller standsen op sandsynligvis være helt urealistisk at gennemføre.
\ Læs mere
Der findes andre løsninger
I stedet for den ufrugtbare diskussion om, hvad der skal være lovligt, foreslår vi i stedet, at samfundet afsætter yderligere midler til blandt andet hospicer og til forskning inden for det palliative område.
De regler, der er nu, er gode nok, som de er. De skal bare bruges således, at de allerbedste tilbud om palliation udbredes til alle dele af landet og til alle relevante borgere.
Hvem afgør, om et liv er værd at leve?
Individets ret til selvbestemmelse bliver ofte anført af tilhængerne af aktiv dødshjælp, som fremhæver, at individet har ret til selvbestemmelse i de tilfælde, hvor det ikke påvirker resten af samfundet.
Men i dette tilfælde omfatter retten til aktiv dødshjælp også andre grupper.
Ofte skal en læge eller pårørende involveres i selve handlingen, og dermed er det ikke individet alene, der handler. Dermed bliver beslutningen ikke individets alene, og så vil beslutningen være påvirket og afhængig af andres syn på livet.
Det går altså ikke at anskue spørgsmålet om aktiv dødshjælp ud fra en helt individualistisk betragtning om autonomi.
Hvis vi indfører aktiv dødshjælp, ligger det implicit i begrebet, at der er ‘nogen’, der skal afgøre, om et liv er værd at leve.
Det vil være urimeligt at se den afgørelse udelukkende som den syges sag, sådan som Thomas Søbirk Peterson argumenterer for. Det er oplagt jo, at et sådant spørgsmål i meget høj grad berører og involverer en række andre mennesker – både behandlere, pårørende og andre nærtstående.
Faktisk er det et spørgsmål, som udfordrer samfundets grundlæggende værdier.
Og, hvis aktiv dødshjælp bliver lovlig, bliver det jo en naturlig del af behandlingstilbuddene i sundhedsvæsenet. Skal lægerne så tilbyde det på lige fod med smertelindrende behandlinger? Hvem skal have tilbuddet?
Og igen, i hvilken rækkefølge eller med hvilken vægtlægning vil lægen tilbyde aktiv dødshjælp?
Igen viser den slags betragtninger, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp ikke bør diskuteres primært med et individualistisk perspektiv. Det er nødvendigt – som det ofte er tilfældet – at se tingene i en større sammenhæng.
\ Læs mere
Basal respekt for menneskelivet
Hidtil har vores lovgivning i Danmark været klar: Domstolene går imod aktiv dødshjælp, og det samme gør et bredt flertal i Folketinget.
Den europæiske menneskerettighedsdomstol har tidligere udtalt, at det er lovligt at begå selvmord, men det betyder ikke, at det skal være lovligt at få andre til at hjælpe med det.
Den pensionerede læge Svend Lings er herhjemme ved både by-, lands- og højesteret kendt skyldig i at assistere ved selvmord, altså aktiv dødshjælp.
Med andre ord har domstolene vurderet, at både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er ulovligt i Danmark, som reglerne er nu. Baggrunden er givetvis, at vi i vort samfund har ønsket at lægge en basal respekt for det menneskelige liv til grund for lovgivningen.
Derfor er det hverken tilladt at udføre aktiv dødshjælp eller at hjælpe andre til selvmord. Derfor forsøger vi at redde og hjælpe et menneske efter et selvmordsforsøg. Og derfor forsøger vi at møde mennesker, som ikke synes at livet er værd at leve, bedst muligt med livshjælp og livsmod.
