Forsker: Derfor er ‘The Crown’ så vigtig en serie
Sjette sæson af 'The Crown' handler om tiden omkring Dianas død. Vil den ændre synet på den afdøde dronning?
Sjette sæson af 'The Crown' handler om tiden omkring Dianas død. Vil den ændre synet på den afdøde dronning?

1990'erne var et svært årti for dronning Elizabeth og det britiske kongehus.
Hvis du ikke lige selv kan huske det, har du sikkert hørt om dronning Elizabeths tale fra 1994, hvor hun fortalte, at året var et »annus horribilis« - simpelthen et forfærdeligt år.
Men det blev ikke bedre. Postyret omkring prinsesse Diana tog til. Medieopmærksomheden var enorm.
Da Diana døde i en bilulykke i 1997, fik det britiske kongehus - og ikke mindst dronningen - hård kritik for deres håndtering af sagen. Mange mente, at dronningen fremstod følelsesløs og kold.
Fra 75 procents tilfredshed med dronningen i 1992 nåede hun et lavpunkt på 66 procent, ifølge en Ipsos-måling fra marts 1998. Det var en nation - og i høj grad en verden - i sorg, men også i vrede.
Den nye sæson af ‘The Crown’ (der netop er udkommet på Netflix) handler om tiden omkring Dianas død. Spørgsmålet er, om den kommer til at rokke ved folks syn på dronningen?
Bethany Lane tror, at den afdøde dronning slipper godt fra det.
Hun er universitetslektor ved De Montfort University i Storbritannien og har skrevet en artikel for netmediet The Conversation, hvor hun deler sit synspunkt.

I 2006 filmatiserede 'The Crown'-skaberen Peter Morgan Dianas død, og hvad der skete i kongehuset, i filmen 'The Queen'.
I filmen siger premierminister Tony Blair, at ingen ville huske disse dage af dronningens tid som regent.
»Han fik ret,« konstaterer Bethany Lane i artiklen. Da dronningen sidste år fejrede 70 år som regent, havde hun opbakning fra 86 procent af befolkningen.
»Støttet af populariteten ved hendes død vil dronningens passivitet i 1997 formentlig blive stående som en midlertidig fejlvurdering i et langt liv i offentlig tjeneste,« skriver hun videre.
Det var bruddet mellem Diana og Charles med hele dets optakt og efterspil, der fik sit punktum med Dianas død, siger lektor Øivind Bratberg ved Universitetet i Oslo til forskning.no.
»I hele denne proces er der fejl og mangler, som Dronningen også må tage ansvar for,« siger lektoren.
Det handler om måden, Diana blev mødt af familien og institutionen, vejen til bruddet, og hvordan al bitterheden efterfølgende fik lov at udspinde sig, siger Øivind Bratberg.
»Til sidst fremstod alt det for offentligheden som forkerte valg i de første dage efter hendes død.«
Samtidig tror Øivind Bratberg, at dronningens død kan have noget at sige i forhold til, hvordan de sidste afsnit af serien bliver modtaget.
»Måske lægger det et forsonende skær på de dele af historien, hvor dronningen selv er involveret. Det er godt, for det meste af det, som angår prinserne William og Harry, vil nok blive´koblet ret direkte med nutidens uforsonlige konflikter,« spekulerer Øivind Bratberg.
Øivind Bratberg tror, at seriens sidste sæson kan få indflydelse på folks syn på det britiske kongehus.
»Selvom fortællingen ikke gør krav på sandheden, skabes der hurtigt et indtryk af ‘at var sådan, det var’. Man får ikke mindst en sådan effekt, når der er så meget, vi ellers ikke ved - ting, der er foregået bag lukkede døre,« påpeger han.
»Men her og nu, et par år senere, er det den virkelige King Charles, som briterne forholder sig til og taler om.«
Hvor vigtig har 'The Crown' egentlig været for interessen for det britiske kongehus blandt befolkningen?
»Det har været vigtigt i Storbritannien, men lige så vigtigt internationalt, for den globale offentlighed, som også har stor agtelse for det britiske kongehus,« siger Øivind Bratberg.
Forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite, talte med lektor Erik Mustad ved Universitetet i Agder, da dronning Elizabeth døde sidste efterår.
Han brugte store ord til at beskrive, hvor vigtig hun var for det britiske samfund.
»Den symboltunge, sammensvejsende rolle, hun har haft, har været afgørende for nationalfølelsen i Storbritannien. Hun har været et bindeled i den britiske union,« sagde Erik Mustad i 2022.
»Vi ved, at hun holdt unionen sammen, og sammen med det britiske flag var hun det største symbol på nationen.«
Han mente, at det vigtigste, der vil blive hængende hos de fleste, er, at hun var et bindeled i både folket og kongefamilien.
Erik Mustad forudså dengang, at dronningens død ville blive en livskrise for den britiske nation.
Og der skete da også noget med støtten til kongehuset, efter prins Charles endelig blev kong Charles.
Ifølge en undersøgelse, der blev omtalt i The Guardian, mente kun 3 ud af 10 briter i april 2023, at kongehuset var 'meget vigtigt'. Det var næsten 10 procentpoint lavere end året før.
For dronning Elizabeth steg hendes popularitet hurtigt igen efter Dianas død.
I en artikel fra Washington Post i 1998 står der, at »vreden er blevet til bred opbakning« til kongefamilien i året efter Dianas død. En undersøgelse viste, at prins Charles og monarkiet som helhed havde den bredeste støtte i flere år.
Men hvordan genvandt dronning Elizabeth sin popularitet efter Dianas død?
»Tiden gør godt, som den ofte gør i monarkiet, alle institutioners moder,« siger Øivind Bratberg.
I 2002 var der gået fem år siden Dianas død, dronning Elizabeth markerede halvtreds år på tronen, og dronningemoderen døde i marts samme år.
»Nu var hun genstand for stor sympati og respekt, også for den måde, hun forsøgte at tage vare på en familie med mange sprækker på dette tidspunkt.«

Bethany Lane påpeger desuden flere vigtige milepæle som drivkraften bag dronningens comeback, blandt andet et prinsebryllup, prins Georges barnedåb og dronningens diamant- og platinjubilæer i 2012 og 2022.
Derudover har hun gjort ting, der har fået stor opmærksomhed, som faldskærmsstuntet med selveste James Bond i 2012, og en lille sludder med bjørnen Paddington i 2022, hvor hun afslørede, at hun altid har en sandwich med i sin taske.
»Det seneste årti har understreget de kongeliges tilgængelighed,« skriver Bethany Lane.
Hun mener, at sådanne minder kan agere som et vigtigt modstykke til, hvordan vi kommer til at se dronningens pludselige fald i popularitet i 'The Crown'.
»Selvom 'The Crown' viser folk, der står på gaden for Diana, er det massedeltagelsen i dronningens begravelse, som mange seere vil huske,« skriver Bethany Lane.
Del 2 af sidste sæson af 'The Crown' får premiere 14. december, og Bethany Lame er sikker på én ting:
»Selvom Diana begrædes som 'folkets prinsesse', ender serien formentlig med, at dronning Elizabeth er dronningen i folkets hjerter.«
Øivind Bratberg understreger, at der er tale om to vidt forskellige roller.
»Folkets prinsesse, med inderligt nærvær, varme, skrøbelighed og fejl - og så den bundsolide bærer af kronen gennem syv årtier, der ofte fremstod mere som et symbol end som et menneske.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.