Forhistorisk vulkan tvang stenalderjægere på flugt

Måske var du en af de mange, der sad fast i en lufthavn, da den islandske vulkan Eyjafjallajökull gik i udbrud i 2010. Askeskyen lagde Nordeuropas flytrafik i ruiner og kostede det moderne samfund mange milliarder kroner. Men i global sammenhæng var Eyjafjallökull en dværg blandt kæmper.

En af kæmperne er den vesttyske vulkan Laacher See, der for knap 13.000 år siden udspyede over 20 km³ lava og aske.

Et 1400 km² stort område blev søbet ind i askelag, der var fra 1 og op til 50 meter tykke.

Men hvad var konsekvensen for fortidens flyfrie samfund? Hvad skete der med de dyr og ikke mindst mennesker, der boede i området?

Sandsynligvis måtte de rejse væk, fortæller ph. d. Felix Riede, der er lektor i forhistorisk arkæologi og leder af Laboratory for Past Disaster Science på Aarhus Universitet.

Laacher See-udbrud lagde Centraleuropa øde

Felix Riede forklarer, at Laacher See-udbruddet var yderst eksplosivt og varede op til flere måneder med forskellig intensitet:

»Udbruddet var et af de største vulkanudbrud i den nordlige hemisfære i nyere geologisk tid. Det var et voldsomt udbrud, specielt når man tænker på, at Europa i det hele taget ikke er en verdensdel med stor vulkansk aktivitet. Befolkningen har højst sandsynlig haft meget begrænset erfaring med vulkanudbrud, særligt af den her størrelse.«

Partikler fra vulkanen blev spredt ud over Europa, fra Italien i syd til Sverige i nord, og fra Belgien i vest til Polen i øst. Selv i stenalderen havde et vulkanudbrud af den kaliber konsekvenser:

»Meget peger på, at det centraleuropæiske område omkring vulkanen ikke rigtigt blev brugt af mennesker i noget tid efter udbruddet.«

Flyttede til Frankrig og Holland

Felix Riede forklarer, at man flere steder har fundet bopladser fra tiden før udbruddet. Oven på bopladserne ligger der et askelag, men oven på asken er der ingenting, som om områderne bliver forladt.

Heldigvis har den aarhusianske forsker et bud på, hvad der blev af fortidsjægerne:

»Jeg tror, de flyttede et andet sted hen. Det er selvfølgelig svært at bevise hvor, men vi har nogle indikationer. Dem, der var tæt på, tog sandsynligvis mod vest ind i nutidens Frankrig. Nogle tog måske til nutidens Holland.«

»Længere væk, i udkanten af det område vulkanen påvirkede, tror jeg, at folk orienterede sig mod nord og vest« siger han og fortæller, at Laacher See-udbruddet formentlig isolerede små grupper mennesker i og omkring Danmark.

Nordens jægere blev isolerede

Vulkanen afskar jægerne i nord fra kontakt med andre grupper, og det fik deres kultur, deres samfund og deres måde at lave redskaber på til at ændre sig.

Felix Riede gætter på, at det, arkæologer kalder Brommekulturen, opstod i kølvandet på det store vulkanudbrud:

»Udbruddet førte til et kollaps af de traditionelle rejseruter, som også var sociale netværksruter. Jeg tror, at oprindelsen af Brommekulturen hænger sammen med, at folk måtte skifte beboelsesområde og blev isolerede.«

Brommejægere mistede know-how

Arkæologer kan kende bopladser fra Brommekulturen fordi brommejægernes flintredskaber er anderledes end andre redskaber fra samme tid. Felix Riede fortæller at brommeredskaber ser meget simple ud, og at de er lavet uden at spare på flinten.

»Brommekulturens flintredskaber er mere enkle og større end andre redskaber fra samme tidsperiode.«

Brommejægerne har haft alt den flint, de kunne bruge, de har ikke behøvet at spare, for Danmark er propfyldt med kvalitetsflint, men ifølge Felix Riede har de små grupper af jæger formentlig også mistet en del know-how, da de blev isolerede:

»Når vi taler flintredskaber så betyder større ikke nødvendigvis bedre,« siger lektoren og påpeger, at menneskene i resten af datidens Europa var godt i gang med at lave deres flintredskaber i mindre og mindre udgaver.

Mistede viden om det vigtigste våben

Måske har brommejægerne endda mistet den viden, der skal til for at lave et af de mest kendte stenaldervåben: Buen.

Når arkæologer skal finde ud af, om et folk har haft bue og pil, kigger de som regel efter projektilspidser. For det er sjældent, at de organiske dele, som buen og pileskafterne, har overlevet siden dengang.

Det mærkelige er, at der er findes massevis af pilelignende spidser fra brommejægernes tid.

Men forskerne er i tvivl, for brommespidserne er noget større end de fleste pilespidser fra stenalderen.

Brommejægerne kastede med spyd

Faktisk er brommespidserne så store og tunge, at Felix Riede mener, at de slet ikke er pilespidser, men spidser til kastespyd:

»De benyttede sig sandsynligvis af kastetræet, som er mere enkelt og mere fleksibelt i forhold til byggematerialer,« siger han og fortsætter:

»Bue og pil er egentlig et bedre våben. Du kan ikke affyre samme antal skud med samme hastighed og ikke nær så lydløst med et kastespyd. Men teknologien bag buer er kompleks, og brommejægerne var så få, at det formentlig har været svært at vedligeholde den viden, der skal til for at lave en bue.«

»En bue kræver også godt råmateriale, og når vi kigger efter, kan vi se, at det først er senere, vi får mange bueegnede træarter som elletræ og hasseltræ. Måske er en dårlig bue ikke bedre end et godt kastetræ?« funderer han og fortæller, at der engang var nogen, som prøvede at affyre kopier af brommespidser med en bue.

Det kunne godt lade sig gøre, spørgsmålet er, om det kunne lade sig gøre dengang, og om det kunne betale sig.

»Tunge spidser kræver en kraftig bue, og dit pileskaft skal normalt være mindst ligeså tykt som bagenden af pilen. Mange brommespidser viser spor af at være brugt som projektil, men når man kigger på deres form og tykkelse, er det mest sandsynlige kastetræ.«

Aske tvang jægerne ud af Centraleuropa

Stenaldermenneskerne, der endte som bueløse brommejægere, har haft god grund til at rykke teltpælene op dengang for 13.000 år siden. Selvom man ikke boede tæt op af vulkanen, hvor jorden blev dækket af mange meters aske, kunne udbruddet godt volde problemer.

Materiale fra vulkanudbrud hedder i fagsprog tefra og består af mineralske partikler. En del af tefraen er meget finkornet, rejser langt med vinden og har nogle ubehagelige effekter.

»Tefrapartikler kan for eksempel gøre stor skade i forhold til vejrtrækning, særligt hvis de er under 15 mikrometer i størrelsen,« siger Felix Riede og fortæller, at han og de andre forskere blandt andet har målt størrelsen på tefrapartikler fra Laacher See-udbruddet, som er fundet tæt på arkæologiske fund.

Asken fra fortidsvulkanen indeholdt mange af de helt små partikler:

»De små partikler er som minimum skide irriterende, hvis ikke farlige, særligt for dyr. Mennesker kan vaske asken af deres mad, men de var afhængige af de store byttedyr. Dyr som hele tiden går med snuden tæt på jorden for at finde mad.«

Dyr tygger tænderne i stykker på asken

Vulkanaske er ikke kun et problem, når det finder vej ned i dyrenes lunger. Små mineralske partikler af smeltet sten og glas er meget hårdere end tændernes emalje og slider tænderne helt ned til gummerne på dyr, der spiser planter fyldt med det askeagtige støv.

»Når dyr spiser græs eller anden føde belagt med tefra, er det dårligt for tænderne. Til sidst kan de ikke spise ret godt, og så flytter de sig. Vi ved, fra moderne eksempler, at de efterlader deres unger. Derfor påvirker effekten ikke kun en generation, men også den næste, fordi ungerne dør. Og Laacher See-udbruddet er sket i foråret eller tidligt på sommeren, lige når der mange unger,« siger Aarhus-forskeren.

Han fortæller, at tefra oven i vejrtrækningsproblemer og tandslid også giver problemer, fordi nogle af partiklerne er direkte giftige:

»Tephra er stærkt belagt med kemiske substanser, flere af dem er giftige specielt i høje doser, for eksempel fluorid, som i store doser er et meget aggressivt stof. Akut fluoridforgiftning kan dræbe, og kronisk forgiftning kan føre til, at tænderne bliver bløde, og der kommer misdannelser i knogler og gevir.«

Vulkanudbrud er en voldsom oplevelse

Udbruddet ved Laacher See var så stort, at det kunne både høres, mærkes og ses langt væk fra vulkanen.

Kraftige trykbølger, enorme askesøjler og øresønderrivende larm, efterfulgt af uvejr med lyn og regn, der hamrede ned i jorden, har været noget af det, som fortidens europæere oplevede for 13.000 år siden, fortæller Felix Riede:

»Det varierende klima og de ustabile økologiske forhold i slutningen af sidste istid, koblet med skrøbelige sociale netværk, gjorde de små grupper af jægere sårbare over for en så uventet og omfattende katastrofe som et vulkanudbrud.«

Vulkanudbruddet har ændret fortidsjægernes liv, men formentlig også deres måde at se verden på.

»Vi ved fra andre steder i verden, hvor traditionelle samfund har oplevet vulkanudbrud, at katastrofen ofte bliver en del af befolkningens myter og tro«

Når byttedyrene forsvinder, må jægeren følge efter

Selvom mennesker måske nok kan leve med trykbølger, larm og dårligt vejr, og selvom de kan vaske asken af deres mad, nytter det ikke noget at blive i et område, hvis der ikke er noget mad. Så når de store byttedyr forlader et askedækket område, følger en fornuftig jæger efter, fortæller Felix Riede.

Ved Laacher See gik der flere hundrede år, før jægerne endelig vendte tilbage. Ifølge Felix Riede skyldes de mennesketomme århundreder både vulkanen, men også istidens sidste krampetrækninger, som skruede kraftigt ned for temperaturen små 200 år efter vulkanudbruddet.

Han fortæller, at arkæologer har fundet enkelte spor efter nysgerrige sjæle tæt på nordsiden af Laacher See 150-200 år efter udbruddet, men at stenalderjægerne formentlig ikke for alvor flyttede tilbage til Centraleuropa, før 5-600 år efter vulkanudbruddet tvang dem og dyrene til at søge andre græsgange.