Over 2.000 forskere har underskrevet et frihedsbrev, som blandt andet kritiserer, at fondes stigende støtte ifølge dem gør, at forskning bliver drevet af kortsigtede interesser, og at midlerne samles om en elite.
Men en del af kritikken er uberettiget, mener forskningsdirektøren i Villum Fonden. Og hos Danmarks Frie Forskningsfond mener bestyrelsesformanden, at flere af forskernes kritikpunkterne ikke gælder deres fond.
Sådan lyder det, da Videnskab.dk kontakter de to fonde for at få deres perspektiv de udfordringer, som forskerne nu råber op om.
Ét punkt er alle parter dog enige om: Forskere bruger alt for meget af deres tid på at skrive fondsansøgninger.
Støtter ikke den langsigtede forskning
Det første kritikpunkt lyder mere nøjagtigt, at den stigende mængde eksterne midler i forskningen betyder, at forskningen ‘i langt højere grad er drevet af kortsigtede politiske og erhvervsmæssige interesser frem for hensyn til langsigtede perspektiver.’
Det begrænser forskernes mulighed for at forfølge egne ideer, hvor de virkelige nybrud ligger, står der i brevet.
Det er dog ikke et billede, Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden, genkender:
»Vi har lige lavet en kortlægning, der viser, at halvdelen af de eksterne midler, der bliver tilført til forskningen, går til forskernes egne ideer,« fortæller Thomas Bjørnholm, der i øvrigt er professor i materialekemi og selv har brugt mange år som forsker.
»Om halvdelen så er nok, det må jo være op til den enkelte. Dertil skal man jo også huske at medregne universiteternes egne forskningsmidler. Jeg synes ikke, at vi glemmer de langsigtede perspektiver,« siger han.
Maja Horst, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), der er en offentlig fond, mener ikke, at kritikken er rettet mod dem:
»I Danmarks Frie Forskningsfond støtter vi netop den langsigtede forskning. Når vi ser på vores bevillinger, så ser vi netop eksempler på, at de store gennembrud først kommer, 20 år efter at forskerne fik deres første bevilling fra DFF. Eksempelvis har vi siden 2001 støttet forskning, der i dag leder til corona-vacciner,« fortæller hun til Videnskab.dk.
Midlerne koncentreres om en elite
Forskerne bag brevet peger dertil på, at fonde i høj grad støtter forskere, der allerede før har fået penge.
Ifølge en analyse af Tænketanken DEA fra 2019 modtager en elite bestående af 20 procent af den samlede forskerstand 90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler.
Heller ikke denne kritik rammer DFF, mener Maja Horst, der, ud over at være bestyrelsesformand, er professor i ansvarlig teknologi på Danmarks Tekniske Universitet:
»Vi giver mange små bevillinger, og derfor støtter vi også flere mindre projekter med gode ideer. Faktisk mener jeg, at vi netop er med til at støtte det vigtige vækstlag med de mange små bevillinger og dermed modvirker koncentrationen,« siger hun.
Thomas Bjørnholm medgiver, at der sker en koncentration af midler. Han mener dog, at det er helt naturligt:
»Det vil altid være sådan, at nogle forskere får bedre ideer og er bedre til at udføre dem end andre, og det er dem, der vil modtage støtten,« siger han til Videnskab.dk.
»Det, synes jeg ikke, er et problem. Det ville det være, hvis det var statisk, og det altid var de samme over mange år, der modtog hovedparten af midlerne. Men sådan er det ikke, fordi de bedste inden for et felt skifter også. Det er sådan konkurrencemodellen fungerer.«
En anden anke fra forskerne bag frihedsbrevet er, at midlerne over de seneste år er blevet samlet i større ‘flagskibsprojekter’. Men heller ikke her mener Thomas Bjørnholm, at der er grund til bekymring:
»Også her er midlerne fordelt i to lige store dele, hvor halvdelen af de eksterne midler bliver givet ud til forskernes egne ideer i håndgribelige portioner, og andre bliver givet ud i større uddelinger for at forfølge et bestemt overordnet mål. Det er en kritik, jeg har hørt før, men jeg mener ikke, at tallene afspejler et problem,« siger han.
Tidskrævende ansøgninger
Til gengæld er begge fond-frontpersoner enige med brevets forfattere i, at der skal gøres noget ved den store mængde tid, som forskere er nødt til at sætte af til at søge fonde.
I dag er succesraten for ansøgninger på omkring 10 - 15 procent, hvilket vil sige, at mange tidskrævende ansøgninger skrives forgæves.
Spørger man Thomas Bjørnholm, ligger en mulig løsning i samarbejdet mellem fondene, universiteterne og forskerne:
»Fonde som os må blive meget bedre til at være helt klare om, hvad der skal til for at få succes i en ansøgning, så færre forskere søger forgæves. Det skal være meget klart, hvem der kan søge, og hvem der ikke kan,« siger Thomas Bjørnholm og tilføjer, at en god succesrate ville ligge på omkring 30 procent.
»Samtidig må universitetsledelserne internt være bedre til at sparre med forskerne om, hvilke ansøgninger de skal give sig i kast med.«
Også Maja Horst mener, at det er ærgerligt, at der bruges så meget tid på at udtænke gode projekter, som ikke får penge. Men der er kun to ting, der er at gøre ved det, fortæller hun:
»Det ene er at få flere penge, og det er vi ikke selv herrer over, fordi vi får vores penge fra finansloven. Det andet er at forhindre nogle af ansøgerne i at søge - for eksempel folk, der allerede har en bevilling eller folk i en bestemt aldersgruppe eller karrieretrin,« siger Maja Horst.
»Problemet er, at vi jo gerne vil støtte de bedste projekter, og derfor er det svært at beslutte, om vi skal udelukke nogen fra at søge. Det er dog noget, vi diskuterer, så det kan godt tænkes, at vi i fremtiden forsøger os med at få succesraterne op.«
Lov om merudgifter
Når fondene uddeler bevillinger til universiteternes forskere, medfølger en del omkostninger til blandt andet administration og husleje - omkostninger, der æder af universiteternes egne forskningsmidler.
I et interview med Videnskab.dk siger Maria Toft, en af frihedsbrevets forfattere, at politikerne må skride til handling og stille nogle krav til fondene, der bør betale en større andel af de medfølgende omkostninger.
»Igen er det ikke en kritik, der primært er rettet mod DFF,« svarer Maja Horst.
»Vi betaler faktisk betaler 44 procent i overhead (de medfølgende omkostninger, red.). Det gør de private fonde ikke – og derfor handler diskussionen om finansiering af medfølgende omkostninger primært om dem,« siger hun.
Thomas Bjørnholt fortæller, at de altid gerne vil gå i dialog om, hvordan man får systemet til at spille bedre sammen, og hvordan man kan fremme den frie forskning - men at store, bombastiske krav ikke gør samarbejdet bedre:
»Fondene og universiteterne må finde frem til et resultat sammen på de problemer, der er. Det er en super vigtig diskussion, og alle er interesserede i at finde et godt system sammen, der kan skubbe de bedste ideer fremad,« fortæller han.
»Forskerne bag brevet fortæller, at der er tale om en systemisk kritik, og mit svar er: Lad os diskutere den,« tilføjer Thomas Bjørnholt i en kommentar til brevet i sin helhed, »men i samarbejdet mellem universiteterne og fondene er der mange bevægelige dele, man skal tage højde for for, og som ikke kan fikses med et enkelt snuptag. Så lad os hellere tage diskussionen seriøst og passe på med ikke at gøre det forsimplet,« siger han.
