Forskere peger på tre problemer med fondenes forskningsstøtte

2.252 danske forskere har skrevet under på et såkaldt frihedsbrev.

Dette peger på en række problemer, der præger den danske forskningsverden.

I sidste uge var forskere, politikere og andre interesserede inviteret til arrangementet ‘Frihedskaldet’ på Christiansborg Slotsplads, hvor brevet og underskrifterne blev afleveret til flere af Christiansborgs forskningsordførere.

En af udfordringerne, brevet peger på, er den øgede mængde penge, som universiteterne og forskerne de seneste år har modtaget fra fonde og virksomheder.

Det skurrer måske lidt i ørerne på den opmærksomme læser, at flere penge skulle være et problem. Og langt hen ad vejen er det, selvfølgelig, også en god ting. Men de mange mønter har en bagside:

Paradoksalt nok er det nemlig utrolig dyrt for universiteterne, hver gang deres forskere modtager bevillinger.

Mens fondene betaler for forskning, er det som oftest ladt op til universiteterne at tage sig af fornødenheder som eksempelvis husleje, IT-udstyr eller administration.

Det er i sådan en grad, at for hver krone, fondene skyder ind i forskningen, skal universiteterne betale 74 øre, viser en beregning foretaget af Københavns Universitet i samarbejde med revisorfirmaet Deloitte. De penge bliver taget fra universiteternes finanslovsbevilling, der er afsat som basismidler til universiteternes forskning.

\ Læs mere

Forskningsminister Jesper Petersen inviterer forskere bag frihedsbrev til møde

Mens de eksterne fondes bidrag er vokset, er basismidlerne, statens forskningsstøtte, det seneste årti stagneret.

Det bliver derfor i højere grad fondene, der til en vis grad bestemmer, hvilken forskning der skal støttes på de danske universiteter.

Her er tre udfordringer, som frihedsbrevet peger på, er afledt af dette.

Du kan læse to fondes svar ved at følge dette link.

1. Drevet af kortsigtede interesser

Når fondene skal vælge hvilken forskning, der skal støttes, så glemmer de at prioritere den forskning, der ikke lige har en klar anvendelse i morgen eller bare om et par år, skriver frihedsbrevets forfattere.

Mens basismidler blandt andet skal støtte grundforskningen, der sigter mod at erhverve ny erkendelse om grundlæggende forhold, hælder fondene mod at finansiere forskning, der »er drevet af kortsigtede politiske eller erhvervsmæssige interesser«, skriver de.

Peter Dalsgaard, der ikke selv er med i frihedsbrevet, men som har stor erfaring med at søge og modtage midler fra fondene, genkender problematikken, som frihedsbrevet påpeger.

»Det lader til, at flere og flere penge de seneste år er blevet koncentreret i færre og større puljer, og at disse færre puljer meget gerne vil støtte innovationsprojekter, der har afkast på den korte bane,« vurderer Peter Dalsgaard, der er professor i interaktionsdesign på Aarhus Universitet.

»Dertil støtter mange fonde gerne projekter, hvor man kan lave veldefinerede bud på, hvad resultaterne af forskningen bliver. Men det gør også, at der er færre penge til grundforskning, som man har sværere ved at sige, hvad udmunder i. På den måde glemmmer man forskning, som potentielt kan føre til nybrud.«

Hvor innovationsprojekter svarer til at hente vand op fra en brønd, så svarer grundforskning til at grave brønden, fortæller Peter Dalsgaard.

»Nogen gange finder man vand, og andre gange gør man ikke. Pointen er, at man ikke vil kunne lave innovationsprojekter uden den vigtige grundforskning. Der skal være en balance mellem de to ting,« fortæller professoren.

2. Midlerne samles om en elite

Dertil har den øgede andel af fondsmidler i forskningsverdenen den effekt, at midlerne bliver koncentreret omkring en lille gruppe forskere, der har et stærkt navn i offentligheden, fortæller Maria Toft, der er medforfatter på frihedsbrevet:

»Fondene har en interesse i at promovere sig selv, og det får dem til at spille sikkert. Derfor støtter fondene dem, der allerede før har fået penge, og det betyder, at der sker en koncentration af midlerne,« forklarer hun til Videnskab.dk.

»Det har den konsekvens, at især yngre forskere har meget svært ved at få støtte til deres projekter. Det er ærgerligt, for vi ville få så meget mere ud af midlerne, hvis de blev delt mere ligeligt ud.«

Ifølge en analyse af Tænketanken DEA fra 2019, modtager en elite bestående af 20 procent af den samlede forskerstand 90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler.

Rasmus Bjørk, der ligesom Peter Dalsgaard heller ikke er involveret i frihedsbrevet, men til gengæld er velbevandret i forskningsverdenen, genkender også Maria Tofts anke:

»Det er dét, der er kendt som Matthæus-effekten, og der er mange ting, man kan sige om det. Mest er det ærgerligt, at man ikke får givet midlerne ud til en bred idé-masse, der kan skabe noget nyt,« siger Rasmus Bjørk, professor på DTU Energy, til Videnskab.dk.

Han tilføjer dog, at det måske også giver anledning for forskere som ham selv til at se indad:

»Det er så indlejret, at man skal søge midlerne, når man har en mulighed for det. Men nogle gange bliver midlerne givet til forskere, hvor jeg har svært ved at se, hvordan de kan engagere sig i så mange projekter. Der burde vi som forskere måske være bedre til selv at sige stop.«

\ Læs mere

Danske fonde er europamestre i forskningsfinansiering

3. Ansøgninger tager tid

Samtidig har øget tidsforbrug til hjemtagning af eksterne midler og efterfølgende administration af disse ædt af forskningstiden, står der i frihedsbrevet.

Peter Dalsgaard fortæller, at det er helt normalt, at en stor del af forskernes tid er dedikeret til at skrive ansøgninger:

»Overordnet set er det enormt positivt, at vi har det her fondssystem i Danmark, hvor vi har store private fonde, der støtter forskningen. Men vi har et systemisk udfordring,« siger han til Videnskab.dk

»Langt de fleste forskere har som udgangspunkt nul kroner til at forske for, så hvis noget kræver andet end computer eller lånerkort, så skal vi hente penge. Alle forskere skal søge fonde, og det betyder også, at succesraterne er ret lave,« forklarer Peter Dalsgaard.

Eksempelvis søgte 1.816 forskere sidste år støtte hos Den Danske Forskningsfond, og heraf fik 1.601 afslag.

Det svarer til 87 procent.

Rasmus Bjørk fortæller, at det er svært at sige, hvor meget tid, der går til ansøgninger, og at det også svinger meget fra år til år. Men sidste år sendte han omkring 10 ansøgninger, hvoraf han var hovedansøger på syv, hvilket, ifølge ham, er nogenlunde repræsentativt.

»Hvis nu at en ansøgning, slag på tasken, tager to uger, så svarer det til omkring 14 uger hvert år, som forskere bruger på at søge penge. Tid, der i stedet kunne være brugt på forskning,« fortæller han.

»At så mange forskere får afslag betyder jo, at der er rigtig meget spildt arbejde. I sidste ende er det jo meget tid, og mange penge, der bliver brugt på ingenting,« siger Rasmus Bjørk.

Flere basismidler

Maria Toft understreger, at deres brev ikke er ment som en kritik af fondene, men at de derimod forsøger at gøre opmærksom på et systemisk problem.

»Vi har i dag flere enorme udfordringer, vi skal have løst, som eksempelvis klimakrisen. Til det har vi brug for, at der er plads til kreativitet og dristige, banebrydende ideer, hvilket der ikke er lige nu,« siger hun til Videnskab.dk.

Hun og Heine Andersen peger på, at basismidler, og hermed også større sikkerhed i ansættelserne, kan være med til at modvirke de oplistede problematikker og skabe den ro, der er nødvendig til at sikre rammerne for mere fri forskning.

Foruden flere basismidler, kalder Maria Toft på politisk handling:

»Vi har brug for, at man fra politisk hånd går ind og stiller nogle krav til fondene, der skal betale en større del af de medfulgte omkostninger. Der er mange forskere, der nyder godt af det system, vi har i dag, men lige nu bliver der ikke udnyttet det idé-potentiale, der er på universiteterne,« siger hun til Videnskab.dk.

Læs Villum Fonden og Danmarks Frie Forskningsfondens svar i artiklen Fonde: En del af kritikken af fondsstøttet forskning rammer skævt.

\ Læs mere

Redaktør kritiserer Danmarks Frie Forskningsfond for ikke at støtte dansksprogede tidsskrifter

\ Læs mere

»Miljøministeriet er historiens største eksempel på cancel culture«