13 procent flere danskere blev sat på gaden i 2010 end i 2009, og mange af dem er fra København eller andre større byer. En ny undersøgelse vil kortlægge, hvad der er årsagen til stigningen.
Den skal også kaste lys over, om der er sket en stigning i antallet af børnefamilier, der sættes på gaden.
»Udsættelse er en voldsom oplevelse for børnene, så vi er særlig opmærksomme på, om endnu flere børnefamilier har så presset en økonomi, at de ikke er i stand til at betale huslejen,« siger sociolog og ph.d. studerende Gunvor Christensen, der står i spidsen for den nye undersøgelse ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Det er næsten altid økonomien, der får de udsatte til at ende på gaden, og de ufaglærte i lavt betalte jobs og personer på overførselsindkomst ender oftest i den ulykkelige situation.
»Det lader ikke til, at de her borgerne bor i specielt dyre boliger, så det skyldes nærmere, at de simpelthen ikke kan få indkomst og udgifter til at hænge sammen,« siger Gunvor Christensen.
De store byer er værst
De nye data kommer fra Domstolsstyrelsen, som registrerer udsættelserne. Gunvor Christensen forklarer, at de allerede nu kan se, at der er forskelle på de enkelte kommuner. Provinsen har markant færre udsættelser end hovedstadsområdet og de større byer som Odense og Aarhus.
»Det kan skyldes, at boligmarkedet i f.eks. hovedstadsområdet er meget presset, så familierne kan ikke rykke i noget mindre og billigere, når det viser sig, at de ikke kan betale huslejen,« forklarer hun.
Men det kan også skyldes, at nogle kommuner er bedre til at forebygge end andre, og det håber forskerne, undersøgelsen kan vise.
Virker regeringens tiltag?
Undersøgelsen skal samtidig kortlægge effekten af den politiske indsats på området.
I 2009 indførte regeringen underretningspligten, som betyder, at de almene boligorganisationer skal fortælle kommunerne, når de anlægger en fogedsag. På den måde kan kommunen hurtigere komme på banen og rådgive trængte borgere.
»Hvis vi kan påvise, at underretningspligten har bidraget til, at der er sket færre udsættelser i den almene boligsektor, end der ellers ville være sket, hvis kommunen ikke blev underrettet, så er det et tegn på, at det hjælper, når kommunen tidligere kommer ind i billedet,« siger Gunvor Christensen.
Forskerne vil samtidig undersøge, om de stramninger af overførselsindkomster som regeringen har indført, er særlig medvirkende til stigningen i udsættelser, og om børnefamilierne rammes hårdere af dem end andre grupper.
































