Jeg kan lige så tydeligt huske det øjeblik, det gik op for mig, at julemanden ikke findes.
Jeg var omkring seks år gammel. Det var midt på sommeren, og jeg sad på trappetrinet ved vores bagdør og tænkte på Gud.
Dengang var Guds eksistens faktisk lidt i vejen: Det betød nemlig, at vi skulle i kirke hver eneste søndag. Men så gik det pludselig op for mig: Der er faktisk ikke et bevis på, at Gud findes. Jeg tror kun, at Gud findes, fordi jeg har fået fortalt, at han gør.
Jeg husker, at jeg sprang op, parat til at dele den vidunderlige nyhed med min familie. Nu var vi ikke længere tvunget hver uge til at sidde fromt på pinebænken med søndagsskole og gudstjenester.
Men jeg stoppede brat op og tænkte: »Åh nej! Hvis Gud ikke findes, så findes julemanden efter samme logik jo heller ikke.«
Vi holder liv i myterne
Det var måske i netop dette øjeblik, at jeg blev filosof (selvom det lige skal tilføjes, at jeg som voksen ikke længere tror, at analogien mellem Gud og julemanden holder stik).
Det gav mig i hvert fald en lidt indbildt følelse af intellektuel overlegenhed i forhold til alle omkring mig - ikke mindst de andre børn i min klasse, der slet ikke havde gennemskuet dette fupnummer.
Men i dag er situationen en helt anden. Jeg er far til små børn, så nu er det mig, der holder liv i de dominerende myter om julemanden.
Vi gør det jo alle sammen. I vores kultur er der en forventning om, at forældrene i bund og grund lyver for deres børn om, at deres gaver blev efterladt af en munter, jovial mand, der flyver rundt over nattehimlen i en slæde trukket af magiske rensdyr.
Vi skal ikke være ærlige om julemanden
Og nu kan man selvfølgelig spørge, er det egentlig i orden?
Vi ønsker alle sikkert, at vores børn vokser op som ærlige mennesker. Bør vi så vidt muligt ikke gå forrest som det gode eksempel ved at fortælle dem sandheden?
Til det jeg vil svare: Nej, det bør vi egentlig ikke. Vi skal ikke være ærlige om julemanden - i hvert fald ikke i starten.
Det er moralsk i orden, faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det er moralsk godt for forældre at være del af den store løgn om julemanden.
Børn har brug for julemanden
Hvis du tænker tilbage på din barndomsoplevelse af julen, tror du så virkelig, at den ville have været bedre, hvis dine forældre havde været ærlige omkring julemanden?
Uden den søde fortælling ville der ikke være ritualer som at skrive et brev med ønskelisten til julemanden sendt afsted til hans adresse på Nordpolen.
Der ville ikke være den spændte ventetid, før vi juleaften får lov at åbne julegaverne og se, om vi fik vores ønsker opfyldt.
Uden myten om julemanden - hvad ville julen så egentlig være for børn?
En tilfældig dag, hvor de endelig får lov til at lege med gaver, som deres forældre købte flere måneder i forvejen. Det ville slet ikke give nogen mening.
\ Læs også
Det har også betydning for spørgsmålet om, i hvilket omfang vi bør være ærlige over for vores børn. Hvad betyder det egentlig at være 'helt ærlig'?
Hvis jeg følte trang til at fortælle mine børn alt, ville jeg ikke holde mig tilbage fra at fortælle, hvor frygteligt det står til i verden, om tilværelsen, om min stadig dybere følelse af afmagt over, at jeg ikke rigtig kan gøre noget positivt for at ændre tingenes tilstand.
Jeg ville fortælle dem om mine pengebekymringer, mine helbredsbekymringer, mine (oftest irrationelle) bekymringer om dem.
Men hvad ville det gøre for dem? Ville de blive følelsesmæssigt mere robuste end børn af forældre, der 'fodrer' dem med et lidt mere sødladent verdensbillede?
Vi er nødt til at lyve en smule for os selv
Tag for eksempel Nietzsches argumentation i hans essay 'Om sandhed og løgn i amoralsk forstand': Vi er nødt til at lyve i hvert fald en smule for os selv om realiteterne for at kunne holde dem ud.
Mens vi vokser op, har vi nok på et eller andet plan behov for at tro, at verden er god og retfærdig: At verden er et sted, hvor en glad og munter mand har et værksted bemandet med nissehjælpere, hvor de søde artige børn bliver belønnet, og de frække bliver straffet (men ikke straffet hårdt).
Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville unge mennesker så virkelig have lyst til at kæmpe for en bedre verden?
Hvor slutter løgnen?
Men hvad så når børnene gennemskuer myten?
Det er bestemt også godt for deres moralske udvikling. Det var meget positivt for mig at indse, at jeg havde gennemskuet mine forældres løgne.
Jeg blev ikke vred på dem - og forskning peger på, at kun et mindretal af børn bliver vrede i denne situation.
I stedet stod jeg tilbage med en sund skepsis over for det, mine forældre fortalte mig. Så jeg synes, det er berettiget at lyve om julemanden. Forældrene bør helt sikkert fastholde myten, mens deres børn er små, men svare ærligt, hvis de bliver konfronteret direkte.
Kritiske samfundsborgere med sund skepsis
Når et barn så spørger, i en alder af seks eller syv; om 'julemanden virkelig findes?' Ja, så har de ikke længere brug for denne hvide løgn.
Vi bør altid have for øje, hvordan vi former børnene i vores måde at opdrage dem.
Hvis vi ønsker at opdrage kritiske samfundsborgere med en stærk følelse af, at de kan være med til at gøre verden bedre - og med en sund skepsis over for magthaverne - kan julemandsmyten helt sikkert hjælpe os frem mod dette mål.
I en anden artikel fremfører en filosof det modsatte budskab. Læs også artiklen ‘Filosof: Derfor må du ikke lyve for børnene om julemanden‘.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
