Filosof: Derfor må du ikke lyve for børnene om julemanden

For mange børn centrerer julen sig omkring en løgn. De får at vide, at en hyggelig og munter herre med langt hvidt skæg besøger alle verdens børn på blot én enkelt aften.

Han kravler ned igennem skorstenen og lægger gaver under juletræet (til søde og artige børn), og så forsvinder han igen, før nogen når at se ham.

Men forældre verden over opdrager deres børn til at være ærlige, og mange går nærmest i selvsving, hvis barnet fortæller en løgn. For forældrene kan myten om julemanden derfor udgøre et dilemma.

Skal de praktisere det, de prædiker, og fortælle børnene sandheden? Eller er julemanden undtagelsen, der bekræfter reglen, så det er i orden at fortælle lige netop denne løgn?

I en nyligt udgivet forskningsartikel gennemgår jeg, hvordan filosoffer anskuer etikken omkring løgne, og bruger argumenterne til at se på forældrenes løgne. Tre problemstillinger viser sig.

Problemstilling nummer 1: Hæmmer børns frie valg

For det første underminerer løgn autonomi.

Selvfølgelig har små børn ikke kapacitet til at træffe vigtige beslutninger, men det er alligevel manipulatorisk at fortælle et barn en løgn for at få dem til at opføre sig pænt og artigt.

Når vi for eksempel fortæller barnet, at de ikke får julegaver, medmindre de opfører sig ordenligt, står det i vejen for, at børnene træffer en beslutning på det rette grundlag (at de opfører sig ordentligt, fordi det er det rigtige at gøre, ikke fordi de ellers ikke får julegaver, red.)

Gail Heyman, som er professor i psykologi ved UC San Diego, kalder denne metode til at styre barnet for 'forældreskab gennem løgn'. Hendes arbejde afslører, hvor udbredt metoden er. I et af hendes studier indrømmer fire ud af fem forældre at have løjet for at påvirke deres børns adfærd eller følelser.

Problemstilling nummer to: Løgn ødelægger tilliden

Mange filosoffer mener, at det er forkert at lyve og vildlede, fordi det bryder tilliden. Hvis en person tror på dét, vi siger, har de tillid til os. Vi respekterer denne tillid ved at være ærlige, og vi bryder den, når vi vildleder eller lyver.

I sunde forældre-børn-relationer stoler børnene på deres forældre. Små børn kan have absolut tillid. Det er derfor, en løgn så absurd som julemanden kan overleve så længe, selv hos ellers skeptiske børn.

Selvfølgelig har børn tillid til, at deres forældre er meget mere end blot ærlige. De stoler på, at forældrene vil passe på dem, og til tider kan det være nødvendigt at vildlede eller lyve for at beskytte børnene.

Den objektive sandhed om rædselsvækkende nyhedshistorier kan eksempelvis være for voldsomme for et lille barn, og det er selvfølgelig helt fint at skærme dem fra meget uhyggelige, frygtindgydende sandheder.

Men det retfærdiggør ikke løgnen om julemanden, da denne løgn ikke handler om at beskytte børn mod en ubehagelig sandhed. Vi synes jo heller ikke, at familier, der ikke fejrer jul, bryder deres børns tillid.

Problemstilling nummer tre: Konsekvenserne af løgnen

For det tredje er konsekvenserne af løgnen afgørende. Selvom en løgn er manipulatorisk og bryder dit barns tillid, kan den være berettiget, hvis det er den eneste måde at hjælpe børnene eller forhindre alvorlige konsekvenser.

Samfundsforskere, der har set på effekterne af hyppigt at lyve for børn, tegner et dystert billede. 'Forældreskab gennem løgn' er associeret med mindre trivsel og tilfredshed i relationen mellem voksne børn og deres forældre samt andre negative psykologiske og sociale effekter på børnene, når de vokser op.

Der er også en del forskning i effekterne af alvorlige løgne, som for eksempel løgne i forbindelse med, at et barn er adopteret, eller løgne, der vedrører terminal sygdom hos et barn eller en forælder. Datamængden viser konsekvent, at børn klarer sig bedre, hvis de får sandheden fortalt (på en taktfuld, skånsom og alderssvarende måde).

Hvad gør løgnen om julemanden ved børn?

Men hvad ved vi om effekterne af løgnen om julemanden? Et par fascinerende studier spurgte børn om, hvornår de fandt ud af løgnen om julemanden.

I 1994 interviewede psykologer 52 børn, som ikke længere troede på julemanden. I gennemsnit opdagede børnene, at han ikke fandtes, i en alder af syv år. De rapporterede en bred vifte af følelser som svar. Omkring halvdelen følte sig triste, skuffede eller snydt.

Tre ud af fem sagde, at de var glade. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af børnenes reaktioner var særlig intense.

30 år senere blev 48 børn i alderen 6 til 15 interviewet i et lignende studie. Denne gang var gennemsnitsalderen for afsløringen af løgnen om julemanden 8 år.

Også i dette studie rapporterede næsten halvdelen af ​​børnene negative følelser, som tristhed eller vrede. Et tilsvarende antal sagde, at de var glade.

Troen på julemanden er ikke vigtig for at nyde julen

De nye interviews afslørede lidt mere om de positive følelser. Forskerne fandt, at børnenes glæde for det meste kom som følge af lettelse over, at de stadig ville modtage gaver og legetøj, eller glæde ved at få ret i, at julemanden ikke eksisterer.

Der lader ikke til at være solid dokumentation for, at troen på julemanden er vigtig for at nyde julen, udvikle barnets fantasi eller fremme kritisk tænkning. Alle disse positive effekter kan stadig opnås uden løgn og lusk.

Argumentet om at fortælle løgnen om julemanden på grundlag af alle de påståede gode effekter holder altså ikke.

Fravælg løgnen

Selv forældre, der ikke har lyst til at lade, som om julemanden findes, kan være bekymrede for, hvad der sker, hvis de fortæller sandheden. Vil deres barn sig det til andre børn og ødelægge det for dem? Vil andre børns forældre blive sure?

Det er ikke et nyt problem i et multikulturelt samfund – børn fra forskellige trosretninger kan trods alt godt finde ud af at komme godt ud af det med hinanden i skolen – uden at nogen bliver sure. Nogle familier fejrer Eid, andre fejrer jul (og atter andre fejrer begge eller ingen af ​​delene).

Ligesom ateistens barn kan sige: »Vi tror ikke på Gud derhjemme«, kan dit barn sige: »Vi tror ikke på julemanden hjemme hos os«.

Jeg mener, at det er uetisk at fortælle barnet, at julemanden virkelig findes. Det er manipulerende, det bryder deres tillid og kan være skyld i uro og skuffelse – alt sammen til gavn for noget, man kan opnå uden at skulle lyve.

Værre ting, man kan gøre som forældre

Men det er alligevel værd at holde for øje, at der er værre ting, man kan gøre som forældre, end at lyve om julemanden.

De fleste børn kommer sig hurtigt, når de får sandheden at vide, og deres tillid til deres forældre bliver ikke knust.

Hvis du har at valg, så prøv at holde en magisk jul, hvor alle ved, at julemanden bare er en fantasifigur.

Men hvis det allerede 'er for sent', og brevet med ønskesedlen er sendt afsted til Nordpolen, så er der ingen grund til panik - du skal bare finde en skånsom måde at fortælle sandheden.

I en anden artikel fremfører en filosof det modsatte budskab. Læs også artiklen 'Derfor er det okay at lyve for børnene om julemanden'.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.