Selv om den berømte skandinaviske velfærdsmodel spænder et sikkerhedsnet ud under de svageste borgere i Norge, Sverige og Danmark, er der alligevel mennesker i alle tre lande, som ikke har et sted at bo. Og selv om de tre lande bygger på samme velfærdsmodel, er der forskel på, hvordan man forsøger at hjælpe hjemløse.
Det kan ses i de mellemstore provinsbyer, forklarer SFI-forsker Lars Benjaminsen, der sammen med Evelyn Dyb fra det norske Institut for By- og Regionsforskning har sammenlignet indsatser for hjemløse i Norden:
»I de store byer ligger tallene på samme niveau – altså forholdsvis højt. Men særlig for de mellemstore provinsbyer kan man se, at tallene ligger lavere for Danmark og Norge end for de fleste byer i Sverige. Det mener vi, skyldes forskelle i de underliggende indsatsmodeller i landene,« siger Lars Benjaminsen.
Svenske krav fastholder hjemløshed
I Sverige bruger man i vid udstrækning den såkaldte trappetrinsmodel, hvor de hjemløse skal ‘kvalificere’ sig til at få en permanent bolig.
»Eksempelvis kan man kvalificere sig ved at gennemgå en succesfuld misbrugsbehandling. Men der er meget, der peger på, at trappetrinsmodellen faktisk fastholder folk i en ustabil bolig- og livssituation og derved bidrager til at fastholde folk i hjemløshed,« understreger Lars Benjaminsen, der også er ansvarlig for optællingen af hjemløse i Danmark.
I Norge og Danmark stiller man generelt ikke lige så stærke krav, før de hjemløse kan få en bolig. Der er dog også i Danmark eksempler på, at man lokalt kræver f.eks. misbrugsbehandling for at få en bolig, lige som der kan være en række øvrige barrierer som personlig gæld, der kan gøre det vanskeligt at få en bolig.
I den forbindelse peger forskerne på, at det er vigtigt at sikre en permanent boligløsning for den hjemløse tidligt i indsatsen. I både de nationale danske og norske hjemløsestrategier bliver der også sendt et vigtigt signal om, at indsatsen bør være baseret på ‘housing first’-princippet, der siger, at der så tidligt som muligt bør stilles en boligløsning til rådighed for den hjemløse.
Kommunal boliganvisning tager toppen af hjemløsheden
En medvirkende forklaring på, at der er flere hjemløse i svenske provinsbyer, kan være, at mange kommuner i Sverige har afskaffet den kommunale boliganvisning. Den almennyttige boligsektor er nogenlunde lige stor i Danmark og Sverige, men de kommunale myndigheder i Sverige kan ikke give hjemløse tag over hovedet i den almennyttige boligsektor på samme måde, som man kan i Danmark.
»Det er nok der, at forskellen viser sig,« vurderer SFI-forskeren.
\ Fakta
NYESTE TAL ER LAVERE
De nævnte danske tal i undersøgelsen er fra 2007, mens tallene fra Norge og Sverige er fra 2005.
Efter de to forskere har lavet sammenligningen, er der i 2009 kommet nye tal for hjemløsheden i Danmark.
De viser 2,9 hjemløse per 1.000 indbyggere i København, 1,5 i Århus, 1,1 i Odense og 1,1 i Aalborg.
»I de store byer er der mangel på boliger i alle tre lande. Det slår igennem, uanset hvilke ordninger man har. Men i de mellemstore byer, hvor der ikke er så meget boligmangel, er den kommunale boliganvisning formentlig med til at tage toppen af hjemløsheden.«
København topper blandt hovedstæderne
Sammenligningen af hjemløshed i de tre lande viser, at der i Sverige er 1,3 hjemløse per 1.000 indbyggere, mens det i Norge er 1,2 og i Danmark 1,0. Det er ret små forskelle, understreger forskerne.
Blandt hovedstæderne i sammenligningen har København flest hjemløse med 3,8 hjemløse per 1.000 indbyggere mod 2,4 i Oslo og 2,3 i Stockholm.
Til gengæld ligger de danske provinsbyer ret lavt. Århus har 1,1, Odense 1,0 og Aalborg 0,8, mens svenske byer som Göteborg, Malmø og Helsingborg har betydeligt flere hjemløse – hhv. 3,1, 2,9 og 2,4 per 1.000 indbyggere.
Lavet i samarbejde med SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
