De nordiske lande integreres mere og mere i Europa og søger indflydelse på den europæiske udvikling. Samtidig deler de både en skepsis over for den europæiske udvikling mod stadigt tættere samarbejde og en forestilling om et alternativt fællesskab.
Men kigger man nærmere på de enkelte nordiske landes forhold til EU viser der sig store forskelle, der endda går på tværs af om landene er medlem i EU eller ej.
Helt overodnet fremstår de nordiske lande meget homogent: De har alle en lang tradition for international aktivisme, er ressourcestærke og velorganiserede, og er på flere områder lykkedes med at skabe et ry som foregangslande.
Landene deler også et særligt værdisæt og en fælles historie opsummeret i begreber som 'den nordiske model' og 'den skandinaviske velfærdsstat'. Disse værdier beskriver en række fælles karakteristika, men fungerer også som et brand for en samfundsmodel, der (i det mindste i fortalernes optik), er både forskelligt fra og bedre end resten af Europa.
Den nordiske udfordring i EU
På den baggrund er det ikke overraskende, at europæisk integration fra begyndelsen har fremstået som en udfordring af Norden. Udfordringen har mindst to dimensioner.
For det første betyder europæisk integration en deling af Norden. Danmark blev medlem i 1973, mens Sverige og Finland på grund af deres neutrale position i den kolde krig måtte vente til 1995 efter de central- og østeuropæiske revolutioner og Sovjetunionens opløsning.
For Norge og Island betyder den europæiske fiskeri- og landbrugspolitik både af økonomiske årsager, og fordi den bliver betragtet som en trussel mod befolkningernes traditionelle levevis, at medlemskab fortsat ikke er realistisk i den nære fremtid. De to landes vælgere er overvejende imod et medlemskab.
For det andet betyder europæisk integration en underminering af Norden som brand og model. Europæisering normaliserer Norden. Særligt udviklingen af det indre marked fra 1980erne og styrkelsen af en række fælleseuropæiske politikker og forenkling af beslutningsprocedurer fra 1990erne udfordrer de særlige karakteristika ved den skandinaviske velfærdsmodel.
Grænserne udviskes
Udfordringerne er dog hverken så direkte eller så europæiske, som de umiddelbart kunne synes.
Grænserne mellem nordiske EU-medlemmer og ikke-medlemmer udviskes og varierer på en række politikområder. Norge og Island står som sagt uden for EU, men er gennem medlemskab af Det Europæiske Økonomiske
Det indre marked: Island og Norge er medlemmer af EDTA, og er dermed en del af det frie marked, selvom de ikke har ret til at deltage i beslutninger vedrørende det indre marked.
Forsvarssamarbejdet: Danmark har forbehold og deltager derfor ikke i EU-missioner, mens både Norge og Island kan deltage.
Samarbejdsområde og Schengen-samarbejdet alligevel indlejret i EU-integrationen, mens Danmark og Sverige eksempelvis begge står uden for Den Økonomiske og Monetære Union, som dette til trods påvirker landene.
Norge og Island har ydet bidrag til EU’s militære missioner, som Danmark på grund af sit forsvarsforbehold er afskåret fra, og Danmark og Norge deler (på trods af deres forskellige tilknytningsforhold til EU) en række udfordringer i forhold til EU’s retspolitiske samarbejde.
Samtidig er EU’s udvikling indlejret i – og som ofte et svar på - en række globale og europæiske udviklinger, som de nordiske lande under alle omstændigheder har måttet forholde sig til: øget global konkurrence (ikke mindst som følge af vækst og udvikling i Østasien) risiko for ustabilitet og konflikt i det tidligere sovjetiske område og migration fra verdens brændpunkter.
EU fremstår således i højere grad som katalysator – eller måske blot transportbånd – for en række forandringer, som under alle omstændigheder ville ændre de nordiske samfund og deres særegenhed.
De nordiske lande siger alle ja, men
Når det gælder indholdet af de nordiske landes svar på disse udfordringer, er der, som eksemplerne viser, væsentlige forskelle, og de nordiske lande fremstår på den baggrund ikke som en fasttømret alliance eller en særlig model for europæisk integration.
På flere politikområder (eksempelvis inden for velfærdspolitikken) afspejler disse forskelle, at der ikke er tale om én, men flere nordiske modeller med både ligheder og forskelle.
Når det gælder formen for landenes svar, er der imidlertid fællestræk, som betyder, at vi kan identificere en særlig nordisk klynge af lande. De nordiske lande siger alle – og i stigende grad – ja til at deltage i den europæiske integrationsproces, men med et udgangspunkt i at fastholde og fremme egne interesser.
Mens de nordiske lande både indenrigspolitisk og internationalt har branded sig som et idealistisk alternativ til magtpolitik, så er deres tilgang til det europæiske projekt præget af en pragmatisk aktivisme.
De nordiske velfærdsstater er nærmest inkarneret aktivistiske, og det er karakteristisk for den nordiske aktivisme, at den baserer sig på kombinationen af formelle og uformelle forhandlinger. Forhandlingerne inddrager en række interessenter med det formål at nå et konsensusbaseret forhandlingsresultat, og processen understøttes typisk af relativt effektive og kompetente bureaukratier.
Det er en tilgang som passer særdeles godt til et decentralt forhandlingssystem med mange forskellige aktører, som det vi finder i EU. Så mens den nordiske model ofte fremstår som udfordret af udviklingen i den europæiske integrationsproces, så er den i lige så høj grad forudsætningen for, at de nordiske lande med succes kan spille magtspillet i EU for også fremover at fremme deres interesser med en tilgang, der siger både 'ja' og 'men' til Europa.
