Siden 1980'erne har produktionsselskaberne investeret stort i film om tegneseriehelte som DC Comics 'Superman' og Marvels 'Iron Man'. I de fleste tilfælde har filmene været blockbustere.
Men myten, der omgiver superheltene, har ændret sig, og superheltenes ændrede rolle i vores fælles bevidsthed antyder, at de går en dyster fremtid i møde.
Universal Pictures - USA's ældste, stadig eksisterende og årets mest profitable produktionsselskab - har ikke én eneste superheltefilm på programmet.
Superheltegenrens seneste satsning, 'Fantastic Four', var et kæmpe flop for produktionsselskabet 20th Century Fox.
Er superheltene nået til deres livs efterår? Såvel publikum som superheltenes udvikling fra fejlfrie ikoner til mere sammensatte rollemodeller og tegneserieuniversets såkaldte 'Dark Age' har haft en indvirkning på tegneserierne og tegneseriefilmene og har lagt kimen til deres fald.
Det seneste flop er blot en indikation på, at den perfekte, kraftfulde superhelt fra fordums tid ikke har sin plads i vores kultur i dag.
Superheltefilmens frembrud
Superheltefilmene har eksisteret siden slutningen af 1930'erne - hvor der blev produceret hele filmserier om både Captain Marvel og Batman.
Men på grund af mangelfulde special effects og det forældede serieformat (hvor filmene blev forevist før hovedforestillingen) fik filmene aldrig kritikernes opmærksomhed.
Det var først med Richard Donners Superman-film - hvor Christopher Reeve spillede hovedrollen til perfektion - at superheltefilmene opnåede blockbusterstatus og anmelderros.
'Superman' (1978) og 'Superman II' (1981) satte i et årti standarden for superheltefilmene, som alle de andre aspirerede til at leve op til.
Dekonstruktionen af tegneseriehelten
Mens den evigt gode Superman - iført klare primærfarver - bragte superkræfter til filmindustrien, tog tegneserierne i starten af 1980'erne en mørkere og mere introspektiv vending.
Forfattere som Alan Moorre og Neil Gaiman førte an i dekonstruktionen af superheltene i tegneserierne.
Disse forfattere udforskede superheltene med en realisme, som ikke var set før i tegneserierne. I stedet for at transportere os til en fjern fantasiverden, udforskede de, om superheltene kunne eksistere i vores egen verden.
Superheltens væsen blev anfægtet og pillet fra hinanden, ligesom vi stillede spørgsmålstegn ved vores kulturelle overflod og håb.
Tegneseriernes 'Dark Age'
Alan Moore spillede en afgørende rolle i genoplivelsen af den britiske Marvelman-tegneserie-franchise - der af copyrightsårsager nu findes under titlen 'Miracleman' - som var med til at ændre opfattelsen af superheltetegneserierne.
'Marvelman' blev skrevet i 1982, da Moore blot var 28 år gammel, og repræsenterede en ny, anderledes og ofte visionær superheltetegneserie.
Alan Moore var en af genrens lovende stjerner og fik senere stor indflydelse med 'V for Vendetta' og Koldkrigs-tegneserien 'Vogterne' ('Watchmen', red.).
Hovedpersonen i 'Marvelman' er en almindelig person, som pludselig - og traumatisk - får overnaturlige kræfter. Meget af historien fokuserer på, hvordan overmenneskelig styrke kan forårsage angst og skade for både Miracleman og hans menneskelige alter ego.
I modsætning til den moralsk ukomplicerede Superman balancerer Miracleman konstant mellem Gud og dæmon. Hans menneskelighed er lige så skrøbelig som hans superkræfter, og hans indre konflikter er beskrevet med barsk og dyster realisme.
Undergravende kulturel kritik og eftertanke
'Vogterne' udkom i første omgang som en afsluttet miniserie i tolv bind i 1986-1987.
Alan Moore skildrede igen superheltene som almindelige mennesker, der blev konfronteret med ekstraordinære kræfter og styrke. 'Vogterne' dekonstruerede genren fuldstændigt.
Journalist og tegneseriehistoriker Mark Vogers bog 'The Dark Age' optegner denne vending, men det er op til os at vurdere, om vores kultur påvirker tegneserierne eller omvendt.
Genren afspejler vores behov for eskapisme
Tabet af uskyld efter Watergate og Iran mod USA gennemsyrede vores behov for eskapisme, og tegneserierne havde længe været hjemstedet for undergravende kulturel kritik og eftertanke.
'Vogterne' er en skrap og gribende kritik af Den kolde Krig, den vovemodige sort-hvid mentalitet, der prægede æraens politik og dens Star Wars missilforsvar. (Ronald Reagan havde sat gang i oprustningen og den kolde krig med SDI (Strategic Defence Initiative) - bedre kendt som Star Wars. Reagan kaldte USSR for ‘Ondskabens Imperium’ i sin berømte Star Wars tale i 1983, red.)
Ikke en verden for idealistiske duksedrenge
I takt med at Reagans Amerika sjokkede mod skumringen, banede Moore vej for Frank Miller og Tim Burtons rå og mørke Batman.
Frank Miller’s 'Dark Knight Returns' (1986) genoplivede og forandrede Batman-franchisen med en mere mørk, film noir-agtig Batman-myte, som stod i stærk kontrast til de kitschede versioner fra 1960'erne og 1970'erne, som mange af os voksede op med.
Frank Millers 'Dark Knight Returns' fra 1986 får ofte æren for at havde introduceret tegneseriens 'Dark Age'. Det var ikke en verden, som idealistiske duksedrenge kunne overleve i.
Klimakset i Millers bog er en kamp mellem Superman og Batman. Batman får chancen for at slå Superman ihjel, men simulerer sin egen død i stedet.
Scenen kaster tvivl om både Supermans uovervindelighed og Batmans status som 'den gode'. I 1992 chokerede DC Comics hele verden ved at gøre det af med Superman.
Hvis Superman kan dø, hvem skal så redde os?
Genren led under skiftende instruktører og 'reboots'
Tim Burtons Batman-film gav sig i kast med både de visuelle og narrative mørke toner i Millers værk og endte med at skabe en blockbuster med kassesucces.
Siden da har en række tegneseriefranchiser haft kommerciel og kunstnerisk succes, heriblandt Sam Raimis Spiderman-film og Jon Favreaus Iron Man-film - begge er i høj grad påvirkede af Dark Age.
Ligesom Superman har Spiderman-franchisen lidt under skiftende instruktører og reboots (gendigtning af en film-serie. En slags remake, der ofte bruges i forbindelse med franchise-serier, red.), og publikums interesse er dalet.
Ensemblet tager over fra superhelten
Billetindtægterne fra de fem Spiderman film er støt og roligt svindet ind, den seneste har indtjent cirka halvt så meget som den første Spiderman-film.
Iron Man er blevet endnu en karakter i 'The Avengers'-filmene, og der er ikke udsigt til flere solofilm. Superman gennemgik en række reboots (heriblandt en Tim Burton version, der aldrig blev til noget), før filmen opnåede en vis (diskutabel) succes med Zack Snyder som instruktør og Henry Cavill som en inkarnation af Christopher Reeve i (helt bogstaveligt) mørke omgivelser.
Christopher Nolans 'Dark Knight Triology' (første del havde premiere i 2005) var højdepunktet af genoplivelsen af superheltene. Filmene bragte kunstnerisk dygtighed, mørke, realisme, selvrefleksion til genren startet af Moore og dekonstruerede den yderligere.
Nu da hele ensembler - film med en rollebesætning af adskillige superhelte - har taget over, ser det ud til, at timen er nær for superheltene.
Crossovers tager over fra superhelten
Med 'The Avengers'-filmens succes, den næste Superman-film - hvor også Batman, Aquaman og Wonder Woman medvirker - ser det ud som om, at tiden for solo-superheltfilmene er passé.
Produktionsselskaber propper flere superhelte ind i hver enkelt film og lader TV-serier som 'Arrow' og 'Daredevil' om at udforske og udvikle den enkelte superhelts karakterer.
Måske er det ansporet af behovet for at overgå de forrige film og en mangel på én stærk karakter til at føre an i en solo-superhelte-franchise.
Den seneste 'Fantastic Four'-reboot var et stort flop, på trods af forsøget på at udnytte 'Dark Age'-realismen. Måske var 'The Avengers' højdepunktet for superhelte-crossovers, ligesom 'Dark Knight Triology' var det for solo-superheltefilmene. Crossovers og Dark Ages-sensibilitet passer bare ikke sammen.
Fokus på enspænderen og taberen
Det mest fængslende ved den dystre, mørke vending som Moore, Miller, Burton og Nolan tog, var at fokus blev lagt på enspænderen, taberen, særlingen, der intet mål eller retning havde, og som så fik overnaturlige kræfter viklet ind i en tilfældig retfærdighedstrang.
Alan Moore kaldte det for nylig 'en kulturel katastrofe', at den brede offentlighed i dén grad havde taget superheltene til sig. Han begræd den eskapisme, som superheltefilmene tilbød det voksne publikum, hvilket forklarer, hvorfor han var så ivrig efter at dekonstruere idéen om en 'superhelt' i 'Vogterne'.
Ifølge Moore er det personer, vi burde frygte - ikke aspirere til at være. Både deres evner og motivation er farlige. Moore lader til at sige, at vi i stedet bør omfavne vores menneskelighed.
Og vi tager faktisk mere menneskelige og ufuldkomne helte til os - om det er 'Breaking Bad's Walter White/Heisenberg, 'Deadwood's Seth Bullock eller Mad Max - de er alle forpinte, mørke og komplicerede.
De er helte, der mere eller mindre passer blandt dem, som 'Dark Age' skabte, og som Burton, Nolan og Snyder bragte til live på filmlærredet.
Vi lever i uvisse tider - og med vores større fokus på selvrefleksion og selvpromovering - er den gammeldags, uovervindelige og eskapistiske superhelt blevet overflødiggjort.
David Koepsell hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
