To tragiske begivenheder fandt for nylig sted.
En lille celle islamiske terrorister angreb karikaturtegnerne på det satiriske blad Charlie Hebdo og handlende i et parisisk supermarked. Drabstallet på 17 mennesker udløste et internationalt ramaskrig, solidaritet og støtte.
Hashtagget #JeSuisCharlie trendede globalt, og regeringsledere fra hele verden marcherede gennem gader og stræder for at vise deres støtte til Paris' ukuelighed.
Imens blev Baga, en landsby i det nordlige Nigeria, jævnet til jorden af en hær af islamiske ekstremister. Op mod 2.000 mennesker blev dræbt. De fleste af dem var kvinder og børn, som var ude i stand til at flygte fra angrebene.
Ingen global hashtag-kampagne for Nigeria
Senere på ugen lancerede den samme hær, Boko Haram, et rædselsvækkende, nyt våben i den nærliggende by Maiduguri. De fastspændte sprængstof til kroppen af en 10-årig pige og sendte hende ind på byens markedsplads.
Pigen blev standset af vagter og en metaldetektor ved indgangen, men bomben sprang og dræbte mindst 19 personer.
Der har ikke været nogen global hashtagkampagne eller march for ofrene for de seneste Boko Haram-massakrer. I løbet af de tre dage, hvor begivenhederne udfoldede sig, fik voldshandlingerne i Paris mere medieomtale i selv Nigeria end massakrene i Baka og Maiduguri.
Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, har fordømt angrebene i Frankrig, men har ikke nævnt blodbadet i hans eget land med et eneste ord. Om fem uger er der præsidentvalg, og Goodluck Jonathan er måske bange for at minde sine vælgere om, at han har været ved roret i et år, hvor Boko Haram har dræbt mindst 4.000 civilpersoner.
Årsagerne bag den modsætningsfyldte mediedækning
Der er mange årsager til, at angrebene i Paris har fået langt mere opmærksomhed i medierne end angrebene i Baga. Paris er en verdensby med forbindelserne i orden. Her arbejder tusindvis af journalister, hvorimod Baga ligger isoleret og er både svær og farlig at nå frem til.
Angrebene på Charlie Hebdo var rettet mod journalister, og det er ikke svært at forstå, at journalister dækker deres kammeraters død. Angrebene i Paris var både chokerende og overraskende, mens det er meget foruroligende, hvor almindelige drabene, Boko Haram er ansvarlige for, forekommer midt i en opstand, som har krævet 10.000 liv siden 2009.
Omstændighederne ved angrebene i Baga, hvor civilbefolkningen flygtede fra en plyndrende hær til Tchad-søens sumpe, hvor de var i yderligere fare for at blive angrebet af flodheste, er næsten umulige for tilskuerne i udviklede lande at forestille sig.
Til sammenligning er det tragisk let for de fleste amerikanere og europæere at forestille sig terroristerne angribe deres byer.
I det store hele forekommer angrebene i Baga og Maiduguri utroligt fjerne, hvor angrebene i Paris virker nære, relevante og presserende, selv for mennesker der er lige langt væk fra begge situationer.
Det kan være svært at forholde sig til begivenhederne i Nigeria, fordi vi generelt hører så få nyheder fra Afrika.
Manglen på afrikanske nyhedsindslag påvirker offentlig debat
Media Cloud, som er udviklet af MITs Center for Civic Media og Harvards Berkman Center for Internet and Society, måler de emner og steder, der har de forskellige mediesegmenters bevågenhed.
En undersøgelse, vi foretog i april 2014, viste, at der blev udgivet 3 til 10 gange så mange artikler om Frankrig som Nigeria. Denne forskel er endnu mere iøjenfaldende, når man tager i betragtning, at Nigerias befolkning (anslået til at være 173 millioner) er næsten 3 gange så stor som Frankrigs 66 millioner).
Der er dårlige nyheder, for dem som håbede, at onlinemedier ville ændre på mediernes nuværende opmærksomhedsmønstre. TV- og radioudsendelser havde 3,2 gange så mange indslag om Frankrig som Nigeria og online-medierne udgav 10 gange så mange franske som nigerianske artikler (10,4 for at være helt præcis).
Der er en tendens til kun at høre om lande som Nigeria, når de er ramt af krise som terroristangreb eller epidemier som Ebola. På trods af den chokerende størrelsesorden af angrebene i Baga, føles de alligevel forudsigelige, da de nyheder vi hører fra Nigeria, som regel er dårlige.
Angrebene i Nigeria føltes, som om de foregik et eller andet sted ufatteligt langt væk, hvorimod Paris-angrebene føltes meget tættere på. Det har resulteret i, at langt flere kommentatorer har givet udtryk for deres refleksioner over tragedien i Paris.
#JeSuisCharlie eller #JeSuisAhmed
David Brooks skriver i 'New York Times', at angrebene er en påmindelse om vigtigheden af politisk afvigende og kontroversielle holdninger, mens Teju Cole i 'The New Yorker' argumenterer for, at vi kan fordømme angrebene på ytringsfriheden uden at være enige med Charlie Hebdos provokerende og ofte anstødelige udtryksmåde.
Nogle mener, at angrebene beviser, at islam i bund og grund er voldelig.
Andre husker os på Ahmed Merabet, den muslimske politimand der blev dræbt, da han forsvarede Charlie Hebdo-kontorerne, eller Lasana Bathily, muslimen som hjalp jødiske kunder med at skjule sig i et fryserum, i det kosher-supermarked han arbejdede i. Denne gruppe nævner også, at langt de fleste muslimer fordømmer terrorisme.
Uanset om man er #JeSuisCharlie eller #JeSuisAhmed, ser millioner af mennesker sig selv som del af tragedien i Paris. Det samme er ikke gældende for tragedien i Baga.
For lidt debat om Afrika
Vi kender ikke navnene på de forældre, som ofrede deres eget liv for deres børn, og heller ikke på de folk i landsbyerne som gav ly til familierne på flugt.
Ud over Abubakar Skekau, lederen af Boko Haram, ved vi meget lidt om de mænd, der udgør denne brutale hær eller til deres udestående med den nigerianske regering. Og der er ikke mange, der bekymrer sig for, hvad angrebene i Baga betyder for forholdet mellem verdslige og religiøse grupper, mellem islam og andre trosretninger, for Nigerias stabilitet og for landets overlevelse som enkeltstående stat.
Med så lidt debat om afrikanske anliggender i de amerikanske medier, er det ikke overraskende, at de fleste er dårligt kvalificerede til at kommentere massakren i Baga.
De amerikanske kommentatorers manglende evne til at ytre sig meningsfuldt har været en af 'The Onion's mest uforglemmelige parodier.
Fordi beslutningerne er svære, betyder det ikke, at vi kan være uopmærksomme
Men der er ikke nogle lette løsninger i konflikten med Boko Haram, selv ikke for dem som følger situationen på tæt hold. Den mest indlysende kurs at tage, at støtte den nigerianske hær, er uacceptabel, da det nigerianske militær har begået alvorlige overgreb mod menneskerettighederne i jagten på Boko Haram.
I 2013 led Baga under endnu en massakre. Denne gang var det den nigerianske hær, som nedbrændte tusindvis af huse og dræbte cirka 200 civile, som straf for at byen gav ly til Boko Haram.
Amerikanske militærrådgivere er også blevet mere og mere frustrerede over den systematiske korruption af den nigerianske hær og forhindringerne i at kanalisere midler til at bekæmpe Boko Haram.
I april 2014 sendte USA styrker til Nigeria for at hjælpe med at lede efter over 200 piger, der var blevet bortført fra en skole i Chibok. Allerede i juli samme år var de styrker blevet omrokeret.
Det mulige svar, i bekæmpelsen af Boko Haram, er at forøge det internationale militærsamarbejde. Uheldigvis har de lande, som er direkte truede af Boko Haram, Cameroun, Tchad og Niger, for nyligt trukket deres tropper tilbage fra regionen.
Tchad har eksempelvis set 7.000 flygtninge fra Baga søge tilflugt over grænsen. Uden en let løsning på konflikten eller et ideologisk standpunkt til at hæfte på tragedien er reaktionen hos dem, der har hørt om massakren i Baga, en sorgfuld tavshed.
Muslimer er ofre for islamisk terrorisme
De hundrede eller tusinde døde i Baga afkræver, at vi som mennesker sørger. De afkræver vores opmærksomhed, så regeringen i Nigeria ikke undslipper konsekvenserne for deres medvirken i, at denne konflikt fortsætter, eller de overgreb den nigerianske hær har begået.
De afkræver vores opmærksomhed, så vi kan lære at forstå denne verdens religiøse ekstremisme.
Mellem 82 og 97 procent af alle ofre for islamisk ekstremisme er muslimer, ifølge USAs nationale center for anti-terrorisme.
Angreb som det i Paris er chokerende, synligt og sjældent forekommende, hvorimod angreb mod Baka er almindelige, omend omfanget er uden fortilfælde. Hvor vi kan forholde os til ekstremisternes voldsudøvelse mod en urban, udviklet og symbolsk målgruppe, overser vi det større og mere rodede billede, hvor religiøs ekstremisme blandes med politisk kamp, og hvor ofrene som regel er anonyme, ufejrede og og glemte.
Vi overser, at islamiske ekstremister er i krig med andre muslimer, at årsagen til terror ikke er 1,6 milliarder menneskers trosretning, men et skuffet mindretals forkvaklede, politiske fortolkning.
Det er rigtigt at sørge over de dræbte i Paris, at fejre byens ukuelighed og at ære heltene. Men hvis vi ikke også sørger over og forstår Baga, ser vi kun et overordnet billede af terrorisme. Og det billede er enkelt, klart og dybt upræcist.
Ethan Zuckerman modtager støtte fra Knight Foundation, Open Society Foundation og the Ford Foundation. Han er tilknyttet MIT Media Lab, Berkman Center for Internet and Society at Harvard University, Open Society Foundation, Ushahidi og Global Voices. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos the Conversation
