Det var en kold oktoberdag i året 1839. Ved Lersøen i København stod en gruppe mennesker klar til at tage det, de angiveligt på det tidspunkt har tænkt som det største skridt i deres tilværelse.
På trods af den ildhu, der uden tvivl har ligget i handlingen, er det svært at forestille sig, at den neddykning i vandet, som de ved denne lejlighed foretog, ikke har været et koldt gys og måske endda yderligere en påmindelse om den radikalitet, der lå i den beslutning, de havde truffet.
Det var nemlig ikke kun lungebetændelse, de risikerede ved denne handling. De mennesker, der udsatte sig selv for disse kuldegysninger, var de første danske baptister. Tre dage senere samledes de til nadvergudstjeneste, hvormed den første danske baptistmenighed blev stiftet og dermed også Danmarks første frikirke.
Det var før religionsfrihedens indførelse, og de døbte havde altså taget et skridt ud i usikkerheden.
En gruppe baptister startede Indiens første teologiske læreanstalt
Man havde været konfronteret med baptister før i det danske rige. Således var det en gruppe baptister, der i 1818 fik Frederik VI's velsignelse til at starte Indiens første teologiske læreanstalt, Serampore College, i den danske koloni Serampore.
Men i det egentlige Danmark - i kongerigets kerneland - var det noget ganske andet. Her kunne det blive en trussel mod den religiøse enhed i den altovervejende lutherske stat. Derfor måtte statsapparatet nu gøre sig den overvejelse, hvordan man skulle tackle denne trussel.
For den lutherske statskirkes integritet kæmpede bl.a. Sjællands biskop, J.P. Mynster. Ved anden lejlighed fik han også argumenteret imod, at jøder skulle kunne blive medlemmer af de danske stænderforsamlinger, netop fordi dette embede for statens enheds skyld krævede religiøs enhed.
Baptisternes etablering i Danmark reagerede han på ved, sammen med flertallet af statskirkens biskopper, at støtte den tvungne dåb af baptisternes børn, der efterfølgende blev foranstaltet. Tanken var kristendommens enhed som en garanti for statens enhed. Ville baptisterne ikke frivilligt lade deres børn døbe, måtte staten gøre det for dem.
Med 1849-grundloven ophørte diskussionen
På den anden side stod Grundtvig, der netop vægtede frivilligheden. De første baptister var sprunget af hans menighed pga. de teologiske uoverensstemmelser - bl.a. dåbssynet - men det afholdt altså ikke deres tidligere hyrde i, i hvert fald i nogen grad, at forsvare dem.
I sit flyveskrift 'Om Religions-Forfølgelse' fra 1842 skrev han, at han vel godt kunne se, at overtrådte afvigerne loven eller stred deres religiøse handlinger mod sædeligheden, så forelå der et problem, men at loven decideret kunne forbyde en særlig religionsudøvelse med det formål at hævde religiøs enhed fandt han svært forståeligt:
»... Christendom kan jo kun kræves af dem, der frivillig bekiende sig til den, og kan, efter Erfaringens Vidnesbyrd, ei engang nær forudsættes hos alle dem, og det er dog meget skadeligt i ethvert Rige at forordne hvad man forud veed, kan ikke følges;...«
Med 1849-grundloven ophørte diskussionen. Mynster fik sin institutionaliserede folkekirke, og Grundtvig fik sin religionsfrihed.
Man har ret til at bekende sig til sit eget verdenssyn
Når vi i dag taler om religionsfrihed, taler vi som oftest om en mere passiv ret til at blive ladt i fred af religionen. I vore dages sekulariserede samfund er vores religiøse følelser en privatsag. Imidlertid ligger der i Grundlovens religionsfrihed også en frihed til aktivt, frivilligt og helhjertet at bekende sig til det verdenssyn, som man føler at være ens eget.
Dette kan man rimeligt nok huske på en dag som i dag.
Hjerteligt tillykke med jubilæet til de danske baptister!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
