Drømmen om den perfekte målestok for uddannelse

Da meterstokken så dagens lys den 22. juni 1799 i Paris, blev videnskabens drøm om en universel måleenhed til virkelighed.

Længden på det nye mål var beregnet til en ti-milliontedel af jordens cirkelstykke fra nordpolen til ækvator.

Ligesom den franske revolution erklærede lige rettigheder for alle mennesker, var videnskabens drøm, at meteren skulle komme til at gælde for alle mennesker og nationer.

Ser man bort fra det næsten guddommelige islæt, der præger historien om meterens fødsel, kan man drage paral­leller til vor tids tendenser inden for international uddan­nelsespolitik.

Også her vil man gerne finde fælles kriterier og standarder, der kan sammenligne og måle værdien og effekten af de nationale uddannelsessystemer, som det for eksempel kendes fra komparative undersøgelser som PISA og PIRLS.

Voldsom ensretning

Da man tilbage i 1792 påbegyndte arbejdet med at bestemme længden på meteren, sendte det de to videnskabsmænd Jean-Baptiste-Joseph Delambre og Pierre-François-André Méchain med hestekærrer lastet med datidens mest moderne måleudstyr fra Paris til henholdsvis Barcelona og Dunkerque.

De skulle måle afstanden mellem de to byer, for ud fra den afstand kunne de beregne, hvor lang meterstokken skulle være.

Resultatet forelå efter syv års møjsommelige målinger.

I nutidens bestræbelser på at skabe en international målestok for uddannelse er der også to byer, der hele tiden dukker op, nemlig Lissabon og Bologna – og man fristes til at tilføje det, der kunne lyde som den tredje by i den sam­menhæng, nemlig PISA.

Idéhistoriker Jens Erik Kristensen fra DPU forklarer:

»Lissabon-traktaten fra 2000 er et vigtigt pejlemærke for, hvad der er sket de sidste ti år. Her formuleres visionen om, at EU skal være den mest konkurrencedygtige vidensøko­nomi i verden. Det hedder videre, at hvis det skal lykkes, kræver det et effektivt og dynamisk indre uddannelsesmar­ked i Europa med konkurrence imellem institutionerne og mobile studerende, der flytter rundt. Uddannelse og økonomi skal knyttes tæt sammen i det europæiske rum.«

Men for at et marked kan fungere, skal man vide, hvilke varer der er på hylderne, og det kræver, at man sammenligne de nationale uddannelsessystemer.

Det er bl.a. baggrunden for Bologna-processen, fortæller Jens Erik Kristensen.

»Bologna-processen handler netop om at skabe sam­menlignelighed på alle niveauer i uddannelsessystemerne: i opbygningen af studierne, i eksamensgraderne og præstationsmålingssystemerne, i forhold til kvalitetssikring og senest akkrediteringssystemet. Det er udtryk for en voldsom ensretning. De nationale uddannelsessystemer er nødt til at implementere de mange strukturændringer for at kunne blive en del af markedet. Dermed løftes store dele af uddannelsespolitikken gradvist ud af den nationale kontekst,« siger han.

PISA vækkede Danmark af tornerosesøvnen

Professor Niels Egelund, leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning og Kompetenceudvikling samt leder af PISA-konsortiet, peger også på, at der i øjeblikket sker en kraftig harmonisering af uddannelser og uddannelses­politikken.

»Uddannelsessystemerne kommer til at ligne hinanden mere og mere. Danmark kan ikke melde sig ud af en international sammenhæng og holde sig inden for natio­nalstaten. Det kan godt være, at det er synd for Grundtvig, men vi kan ikke skrue tiden tilbage til Morten Korch. Der kommer til at ske en løbende harmonisering af uddannelserne på tværs af nationale grænser, og det er der mange fordele i,« siger han.

Ifølge Niels Egelund er det en positiv udvikling, da de internationale undersøgelser kan bidrage til at gøre det danske uddannelsessystem bedre.

»PISA og de andre internationale sammenligninger har vækket os af den nationale tornerosesøvn, der havde lullet os ind i vores egen selvgodhed. Vi troede – ligesom så mange andre lande – at vi havde det bedste uddannelsessystem i verden. Det havde vi ikke. De internationale undersøgelser har ikke alene dokumenteret det. De har også vist, på hvilke områder der er behov for forbedringer. Det kan jeg kun se som noget positivt,« siger Niels Egelund.

Farvel til national uddannelsespolitik?

Det kunne lyde, som om vi er i fuld gang med at tage afsked med den nationale uddannelsespolitik.

Men det er ifølge Jens Erik Kristensen ikke tilfældet.

»De nationale konkurrencestater skal på den ene side ensrette deres uddannelser og konkurrere på viden efter de nye fælles standarder i de internationale sammenligninger, men samtidig skal de også af hensyn til deres konkurrencekraft tage vare på deres egne kulturelle og institutionelle særegenheder, for i en global videns- og innovationsøkonomi er det i særdeleshed det, der adskiller os fra de andre nationer, vi skal konkurrere på,« siger han.

Uddannelsernes platinstok

Da meterstokken og metersystemet endelig var på plads i 1799, var det blevet tid til at tage det i brug. Men der skulle gå en hel del år, inden det skete.

Selv om Napoleon omfavnede metersystemet, ville folket i Frankrig ikke vide af det.

Det kan godt være, at det er synd for Grundtvig, men vi kan ikke skrue tiden tilbage til Morten Korch. Der kommer til at ske en løbende harmonisering af uddannelserne på tværs af nationale grænser, og det er der mange fordele i.

Niels Egelund

De traditionelle mål var dybt forankrede, og folket så de nye mål som elitens værk. Fra omkring 1850 spredte metersystemet sig hurtigt gennem Europa, men Danmark ventede helt til 1907 med at indføre systemet ved lov.

Ligesom Danmark ikke tog metersystemet til sig med det samme, har man også været tilbageholdende over for at deltage i de internationale undersøgelser. Det danske skole- og uddannelsessystem var – helt i tråd med tradi­tionen tilbage fra 1800-tallet – noget særligt og kunne ikke sammenlignes, hed det.

Det første virkelige brud med den tanke sker, da Bertel Haarder, med det han har betegnet som sin vigtigste beslutning i sin første periode som under­visningsminister, får Danmark med i den internationale læseundersøgelse i 1991.

Siden da er Danmark kommet med i en række kompara­tive undersøgelser som PISA, PIRLS, TIMMS og ICCS.

Det er dog først og fremmest PISA, som har vakt voldsom furore og nærmest er blevet indbegrebet af den internationale, komparative bølge.

Professor Niels Egelund er træt af kritikken af, at PISA ikke måler noget værdifuldt og ikke har blik for de såkaldt bløde kompetencer. Han medgiver dog, at måleme­toderne generelt kan blive mere præcise:

»I 2012 måles problemløsningskompe­tence på en ny, avanceret måde via en interaktiv platform. Det er et eksempel på, at PISA hele tiden er under udvikling og raffineres. Vi når dog næppe nogensinde en egentlig ud­dannelsernes meterstok – en meterstok, der medregner og indeholder indikatorer for de vigtigste kvaliteter i ethvert uddannelsessystem,« siger Niels Egelund.

Meteren var for kort

I løbet af opmålingsarbejdet til meterstokken var det gået op for den ene af videnskabsmændene – den pertentligt grundige Méchain – at der havde indsneget sig en fejl i hans målinger. Man har dog siden rådet bod på Méchains fejl, og i dag er meteren defineret ud fra den afstand, lys aflægger på 1/299.792.458 sekund.

På trods af fejlen er der næppe nogen tvivl om, at metersystemet har haft sin sejrsgang over det meste af kloden.

På samme måde er der næppe nogen tvivl om, at de internationale sammenligninger og fælles indikatorer for uddannelse har ændret måden, vi tænker, diskuterer og indretter vores uddannelsessystem på – også selv om vi endnu ikke har realiseret drømmen om den perfekte målestok for uddannelse.

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Læs hele artiklen her.