DNA afslører, hvilket område i Afrika slaver kom fra

I en umarkeret grav på Skt. Martin i Caribien fandt arkæologer i 2010 tre skelletter, der tilhørte to mænd og en kvinde.

De tre personer var døde 300 år forinden. De havde slidt sig selv ihjel som slaver, der samlede salt.

Slaverne kom oprindeligt fra Afrika, hvor de var blevet taget til fange af slavehandlere. Herefter blev de solgt og fragtet tværs over Atlanten til et liv i lænker.

Hvor de præcis kom fra, og hvem deres folk var, vidste de kun selv. Den viden døde med dem for 300 år siden.

Nu har danske forskere fundet ud af, hvor de tre slaver kom fra. Det har de gjort ved at studere de afdødes genomer.

Det er første gang, at forskere bruger hele genomer til at afgøre, hvor afrikanske slaver voksede op, inden de endte deres dage som slavearbejdere på den anden side af Atlanterhavet.

»Det er ret fantastisk, at vi ved hjælp af genomerne kan afgøre, hvor de afrikanske slaver kom fra. Specielt i et tilfælde som det her, hvor der ikke findes nogen historiske arkiver, der kan kaste lys over sagen. Genomerne kan blive et helt nyt værktøj for folk, der studerer slaveri,« siger studiets hovedforfatter, postdoc Hannes Schroeder fra Københavns Universitet og Statens Naturhistoriske Museum.

Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Sammenlignet med 11 etniske grupper

I studiet har Hannes Schroeder og hans kollegaer udtaget DNA fra de tre slaver fra Skt. Martin. Genomerne har han sammenlignet med genetiske data fra 188 individer fra 11 forskellige moderne befolkningsgrupper i Vestafrika.

»Fra et tidligere studie ved vi, at disse tre individer ikke blev født i Caribien. Det ved vi blandt andet, fordi deres tænder var filede spidse, hvilket var en praksis, som ikke blev videreført af slaverne i Caribien. Det gav os en idé om, at personerne var født i Afrika. Derefter ville vi gerne vide hvor,« forklarer Hannes Schroeder.

Sammenligningen af de 3 individers genomer med de 11 forskellige befolkningsgrupper viste, at den ene mand stammede fra det nordlige Cameroun, hvor det bantu-talende folk lever.

En undersøgelse af mandens Y-kromosom viste desuden, at han besad en variant af kønskromosomet, der praktisk talt kun findes i det område.

Den anden mand og kvinden kom fra et område, der indbefatter Nigeria og Ghana, hvor de snakker det Niger-kordofanske sprog.

De tre personer kendte formentlig hinanden, men kunne kun kommunikere en smule på grund af en sproglig barriere, da de ikke talte samme sprog.

»Det er i mine øjne interessant, at disse personer, der formentlig tilbragte den sidste tid af deres liv sammen, faktisk slet ikke talte det samme sprog,« siger Hannes Schroeder.

Giver historikere et nyt værktøj

Hannes Schroeder mener, at det nye studie er et ’proof of concept’, som kan give historikere endnu et værktøj til at komme et lag dybere i deres forståelse af, hvor givne slaver kom fra.

Metoden kan udbygges til at komme med endnu mere præcise resultater.

I studiet i PNAS har forskerne således kun en referencedatabase på 188 individer fra 11 befolkningsgrupper, men jo flere individer og befolkningsgrupper der tilføres til referencedatabasen, des mere præcist kan genomerne bruges til at bestemme en persons oprindelsessted.

Værktøjet kan også bruges til at finde ud af, hvordan sammensætningen af slaver i forskellige områder i eksempelvis USA har ændret sig over tid.

For eksempel kan der i nogle perioder være kommet slaver fra et sted i Afrika, mens der senere hen er kommet slaver til fra et andet sted i Afrika.

»Genomerne er endnu et arkiv, som historikerne kan få data fra. Desuden kan man sige, at genomerne er en neutral kilde, da de ikke kan modificeres eller tolkes på forskellige måder,« siger Hannes Schroeder.

Historiker savner historien

Gunvor Simonsen er adjunkt ved Saxo-Instituttet og forsker i blandt andet atlantisk slaveri i kolonitiden.

Ifølge hende kan det nye studie på sigt blive et interessant redskab for historikere, der forsker i slavehandel.

Hun mener dog også, at det kræver et tættere samarbejde mellem historikere og genetikere, før vi kommer dertil.

»Der er nogle rigtigt spændende perspektiver i arbejdet. Men der er også en række udfordringer i samarbejdet mellem historievidenskaben og naturvidenskaben, som blandt andet handler om forståelsen af etnisk tilhørsforhold, der jo adskiller sig fra de genetiske tilhørsforhold, som forskerne bag studiet har undersøgt.«

»Hvis studiet på sigt skal udgøre en faktisk hjælp i historievidenskaben, skal der være et tættere samarbejde mellem historikerne og genetikerne. Derved kunne det skabe spændende resultater, når man har mere historisk materiale, som kan forbindes til de genetiske studier,« siger Gunvor Simonsen.